Dagpenge i udlandet
Du kan i nogle tilfælde få dine arbejdsløshedsdagpenge med til et EØS-land, Færøerne og Schweiz
Du har mulighed for at få arbejdsløshedsdagpenge fra din danske a-kasse med til udlandet i op til 3 måneder, hvis du er arbejdsløs og ønsker at søge arbejde i et andet EØS-land, Færøerne eller Schweiz.
Betingelserne er, at:
- Du er statsborger i et EØS-land eller Schweiz.
- Du bor og opholder dig i Danmark indtil afrejsedatoen.
- Du er medlem af en a-kasse.
- Du har ret til dagpenge på det tidspunkt, hvor du rejser.
- Du har været tilmeldt jobcentret som fuldtidsarbejdsløs i mindst 4 uger før den planlagte rejsedato.
- Du har søgt om et særligt dokument – PD U2 – før du rejser, dog tidligst 4 uger inden den planlagte afrejsedato.
Du kan få dispensation fra kravet om 4 ugers tilmelding hos jobcentret, hvis du opfylder en af betingelserne:
- Du ønsker at følge din ægtefælle eller samlever, der skal overtage mere end 5 ugers arbejde eller begynde mindst 18 måneders uddannelse i det andet EØS-land eller Schweiz.
- Du er statsborger i det EØS-land/Schweiz, du ønsker at rejse til, og du har været tilmeldt som arbejdssøgende i jobcentret i mindst en uge, efter at du blev ledig.
- Du kan dokumentere, at du skal til ansættelsessamtale i det andet EØS-land eller Schweiz.
- Du har fået arbejde på deltid eller af kortere varighed i det andet EØS-land eller Schweiz, og arbejdet medfører ikke, at du bliver arbejdsløshedsforsikret i det andet land.
- Du skal ikke opfylde 4 ugers kravet, hvis du er dagpengeberettiget og tager til Færøerne.
Et særligt dokument giver dig ret til at tage dine dagpenge med dig. Hvis du opfylder betingelserne, vil din a-kasse udstede dokumentet PD U2.
Med dokumentet PD U2 har du ret til dagpenge i den periode, som står i dokumentet. Men for at få dagpengene udbetalt, skal du tilmelde dig arbejdsformidlingen i det land, du rejser til, senest 7 dage efter den startdato, der står i dokumentet. Ellers får du først dagpenge fra den dag, hvor du tilmelder dig hos arbejdsformidlingen.
I den periode, du modtager danske dagpenge i et andet EØS-land, Færøerne eller Schweiz, skal du stå til rådighed for arbejdsmarkedet i det land, du er rejst til. Hvis du får arbejde, kan du ikke længere få danske dagpenge. I stedet skal du som hovedregel arbejdsløshedsforsikres der, hvor du får arbejde.
Hvis du kan få dagpengene med til et EØS-land, Færøerne eller Schweiz, bliver dine dagpenge udbetalt af din danske a-kasse.
Finder du ikke arbejde i det andet EØS-land, Færøerne eller Schweiz, er det vigtigt, at du er tilbage i Danmark og tilmelder dig dit lokale jobcenter, inden fristen på 3 måneder udløber. Fristen fremgår af det dokument PD U2, som a-kassen har udstedt til dig.
EU-landene er: Belgien, Bulgarien, Cypern (den græske del), Danmark, Estland, Finland, Frankrig, Grækenland, Irland, Italien, Kroatien, Letland, Litauen, Luxembourg, Malta, Nederlandene, Polen, Portugal, Rumænien, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn og Østrig.
EU-landene kaldes sammen med Island, Liechtenstein og Norge for EØS-landene på baggrund af en aftale mellem EU og de 3 lande.
Ønsker du at klage over en afgørelse om arbejdsløshedsforsikring på tværs af landegrænser, skal du sende din klage til din a-kasse senest 4 uger efter, du har modtaget a-kassens afgørelse.
Hvis a-kassen fastholder sin afgørelse, bliver din klage sendt videre til Arbejdsskadestyrelsen eller Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Styrelsernes afgørelser kan du klage over til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg.