Nyt samarbejde mellem Ishøj skoler og Kærbo/Torsbo og Meyers Madhus i 2025

Ishøj Kommune vil sammen med Meyers Madhus i 2025 sikre en markant omlægning i de syv køkkener, hvor klimavenlige kostråd, høj spisekvalitet og reduktion af madspild indgår i et samlet hele til gavn for miljø, medarbejdere og skoleelever.

I Ishøj Kommune ønsker vi at opkvalificere vores køkkenmedarbejdere i skoler og plejehjem så vi kan
servere endnu bedre og sunde måltider af økologisk kvalitet til byens børn og ældre.

I Ishøj har vi store udfordringer med overvægt og i 2021 viste en undersøgelse fra Danmarks Statistik at 28% af børn og unge i udskolingen er overvægtige eller svært overvægtige. 

Vi mener, at god mad af økologisk kvalitet skal være for alle, og derfor ønsker vi at omlægge vores køkkener, øge vores økologiprocent og samtidig arbejde målrettet med at tilbyde et lødigt, sundt måltid til skoleelever og ældre på plejehjem, uden at det koster mere.

Vi er allerede godt i gang med den økologiske dagsorden i køkkenerne, men nu har vi brug for et kærligt skub, ny inspiration og konkrete redskaber for at kunne indarbejde endnu flere økologiske råvarer og sætte større fokus på det gode måltid, uden at det koster ekstra. Der er brug for at understøtte vores køkkenmedarbejdere, der skal løfte forandringen i praksis, så vejen til at nå økologimålene går via velsmagende måltider med den rette ernæring til de– fra de yngste til de ældste. Ishøj køkkenerne i indsatsen, har sammen med Meyers, fået udviklingsmidler fra Økologifonden til at omstille køkkenerne i en sundere og mere bæredygtig retning med flere plantebaserede råvarer i maden.

Projektet starter i januar 2025 og afsluttes inden udgangen af 2025.