Stendiger
I området er der anlagt fem stendiger, som bidrager til både naturens mangfoldighed og landskabets udtryk.
Stendigerne fungerer som skjul og rasteplads for den sjældne grønbroget tudse i sommerhalvåret. Her kan tudsen gemme sig i dagtimerne og komme frem om natten for at søge føde. Da stendigerne ikke er store nok til at forblive frostfrie om vinteren, forventes de ikke at blive brugt som vinterhi.
Stendigerne skaber variation i landskabet og tilgodeser også andre som krybdyr, insekter og andet småkravl der kan finde ly mellem stenene eller varme sig på dem i solen. Fugle som den lille stenpikker har også fundet sig godt til rette på de højtbeliggende sten.
Stendigerne har også en æstetisk og landskabelig funktion. De hæver sig i det ellers flade terræn og skaber variation og rum i landskabet – som naturlige rumdelere og visuelle elementer.