Hare

Haren (Lepus europaeus) er et pattedyr der er udbredt i hele Danmark. I Ishøj kan den bl.a. ses i det store erhvervsområde samt i nogle af boligområderne. Den hører primært til i det åbne land, men har tilpasset sig byerne, hvor der er græsarealer med mælkebøtter og andre urter, og hvor der ikke bliver brugt sprøjtemidler som i landområderne.  Haren er en planteæder. Den spiser forskellige planter f.eks. græsser og urter, men den kan dog også finde på at spise sin egen afføring - på den måde sikrer den sig det vigtige B12 vitamin.  

Haren har ikke et egentlig territorium, men mere et område den opholder sig i. Området kan spænde til over 40 hektar (svare til ca. 56 fodboldbaner). 

Hos haren kalder man hannen for en ramler, hunnen for en sætter og ungerne for killinger.
Om foråret kan man se harerne ’’bokse’’. Det er deres parringsleg. Haren er polygam (hannen parrer sig med flere hunner). Det første kuld killinger fødes i slutningen af februar.

Vidste du at haren er Danmarks hurtigste pattedyr? På korte strækninger kan den løbe 80 km/t.