Svampe

Ishøj kommune byder på en bred vifte af forskellige svampe i alverdens former, størrelser og farver, som både kan findes på jorden og på træerne. Svampe udgør i sig selv en del af biodiversiteten, men bidrager også med levesteder for andre arter. I Danmark findes der omkring 8000 arter af svampe. 

 

Herunder kan du se et udsnit af spændende svampe, som findes rundt omkring i kommunen. 

Jordboende svampe er en gruppe af svampe der vokser fra jorden og findes både med og uden frugtlegemer.

Mange af de jordboende svampe er mykorrhiza-dannende, hvilket vil sige at de lever i et symbiotisk forhold med planter og træer, hvor der udveksles næringsstoffer blandt værterne. Svampe laver nemlig ikke selv fotosyntese, men igennem mykorrhiza-netværk modtager de kulhydrater og vitaminer fra træer og planter, som modtager næring og vand fra svampene.

De mykorrhiza dannende svampe kan derfor være med til at indikere en god naturtilstand, da dette netværk styrker planterne og træernes sundhed og vækst.

Udover symbiosen med træer og planter fungerer mange jordboende svampe også som nedbrydere sammen med bakterier, hvor de nedbryder planterester der hele tiden tilføres jorden. Svampe er derfor en vigtig organisme i forbindelse med sundhed og opretholdelse af økosystemer.

Svampe der vokser og ernærer sig på træer kaldes for vedboende svampe. Disse svampe fungerer som nedbrydere, ofte på syge og døde træer.

Nogle svampe eksisterer i træet i hele dets levetid, men bliver først aktiveret når træet bliver sygt, eller døende, hvorefter svampen igangsætter en nedbrydningsproces.

Nogle vedboende svampe fungerer også som fødekilde for insekter, biller og andre arter. Vedboende svampe kan både findes på dødt ved i skovbunden, på stubbe, ved træets fod og længere oppe ad stammen.