Det sker i Ishøj
Ishøj har en ambitiøs og visionær kulturpolitik, som vi prioriterer højt. Det afspejles også i mængden af borgere, der får glæde af at deltage i det meget varierede kulturtilbud, som kommunens kulturinstitutioner arrangerer
På hjemmesiden Det sker i Ishøj finder du et samlet overblik over alle de aktuelle arrangementer og oplevelser for børn, unge og voksne.
Du kan desuden læse om de forskellige kulturaktører og steder, hvor du kan tage hen og opleve vores dejlige Ishøj.
Hjemmesiden inspirerer til oplevelser udendørs - fx turforslag, kort over legepladser og naturoplevelser.
Du kan også hente kalenderen som app til din smartphone ved at søge på "Det sker i Ishøj".
Året igennem er der flere muligheder for at mødes med andre til spændende begivenheder og kulturelle arrangementer i Ishøj.
Se datoerne for de faste kulturelle arrangementer i 2023
Kulturium Sommerdage i Byhaven
Ishøj Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg arrangerer årligt 3 gratis udendørsarrangementer i Ishøj Byhave. Arrangementerne ligger i juni, juli og august. Der vil være koncerter og teater for børn og voksne.
Arrangementerne hed tidligere 'Byhavekoncerter'.
Det Grønne Ishøj
En traditionsrig festival på Bredekærgård for store og små, hvor man kan nyde jazz, countrymusik og danse linedance, men også hygge sig med børnene og prøve de mange lege og aktiviteter, som finder sted på dagen. Byens mange foreninger og ildsjæle stiller op med boder og aktiviteter, og du kan glæde dig til en dag med masser af hygge, musik og lækkerier for både øjne, maver og ører. Arrangementet finder sted i juni måned.
Sankt Hans på Ishøj Tange
Kulturelt Udvalg i Ishøj kommune fejrer hvert år Sankt Hans på Ishøj Tange, hvor der er underholdning,
sang, taler og naturligvis et flot sankthansbål, der (næsten) hver gang brænder helt planmæssigt og sender heksen til Bloksbjerg.
Ishøj Harmonika Festival
Oplev en festival med garanti for god stemning, glade mennesker og harmonikamusik på højt niveau, når Ishøj Tange hvert år fra fredag til søndag i uge 23 forvandles til festivalplads for harmonikaspillere i alle aldre.
Besøg Ishøj Harmonika Klubs hjemmeside
Ishøj Vikingemarked
Fritidsvikingerne er ganske almindelige mennesker, der nyder at formidle viden om vikingetiden så autentisk, som muligt. Hvert efterår byder de indenfor i lejren på Ishøj Tange, hvor de har opsat handelsboder, laver børneaktiviteter, fremviser stridslystne krigere og meget andet.
Besøg Ishøj Vikingemarkeds Facebook-side
Bredekærgård
Bredekærgård lægger hus til mange kulturoplevelser i løbet af året, blandt andet Forårsfest, Jazz på gårdspladsen og Julestue.
Læs mere på portalen for oplevelser i Ishøj.