Betaling til kommunen
Her finder du information om mulighederne for at betale til kommunen - uanset, om det er via netbank, bankoverførsel eller vores online løsning Mit Betalingsoverblik
Du finder også information om muligheden for tilmelding til BetalingsService og mulighederne for aftale om afdragsordning, samt hvad der sker hvis du ikke betaler.
Sådan betaler du
De fleste kommunale regninger kan tilmeldes BetalingsService. Du kan selv tilmelde dine indbetalingskort fra kommunen til BS, eller du kan give det til din bank, som sørger for tilmelding til BS.
Hvis du betaler via netbank, skal du indtaste inbetalingskortets læselinie.
Læselinien fra tidligere indbetalingskort må ikke bruges til fremtidige indbetalinger, fordi læselinien er forskellig fra måned til måned.
Ved betaling på indbetalingskort med kortart 73, er det vigtigt, at personnummer, navn/adresse og meddelelse til betaling i øvrigt skrives i rubrikken til meddelelser.
Du kan indsætte beløbet på vores bankkonto i Danske Bank reg.4316 kontonr. 3326102555 med oplysning om personnummer eller SE/CVR-nummer, og hvad beløbet skal dække.
Du kan bruge "Mit Betalingsoverblik" herunder til at
- Se dine ventende eller manglende betalinger til kommunen.
- Betale dine regninger med det samme, via MobilePay eller Visa/Dankort.
- Tilmelde dine regninger til BetalingsService.
Du skal logge på med Nem ID
Du kan betale via Mit Betalingsoverblik. Du kan når du er kommet ind på Mit betalingsoverblik tilmelde din betaling via Mobilepay, se her hvordan Mobilepay
Kan du ikke betale til tiden?
Hvis du ikke kan betale din kommunale regning til tiden, er det vigtigt at du henvender dig til Opkrævning og Ejendomsskat, så du undgår at modtage og betale for rykkerskrivelser.
I mange tilfælde kan du aftale en afdragsordning.
Du skal være opmærksom på, at der i nogen tilfælde beregnes renter ved for sen betaling, også selvom du har indgået en afdragsordning.
Hvis du ikke overholder aftalen, kan gælden sendes til inddrivelse ved Gældsstyrelsen. Dette kan betyde yderligere omkostninger for dig.
Kun i særlige tilfælde kan der aftales afdragsvis betaling for børns ophold i institution, betaling for øvrige løbende ydelser, samt for betaling af ejendomsskat.
Selvom du har indgået en afdragsordning kan der ske modregning i dine tilgodehavender fra Kommunen, Staten eller Udbetaling Danmark. Se mere om dette under "Modregning i tilgodehavender og udbetalinger fra Kommunen, Staten og udbetaling Danmark".
Hvis du ikke betaler
Betaler du ikke til tiden, sender vi en eller flere rykkere til din Digitale Postkasse. Hvis du er fritaget for at modtage Digital post, sender vi med almindelig post.
Det er dit eget ansvar at holde øje med om du har fået post. Det er ikke kommunens ansvar, hvis post ikke kan afleveres f.eks. fordi postkassen er overfyldt, eller dit navn ikke fremgår på postkassen. Det er heller ikke kommunens ansvar, hvis du glemmer at se efter post i din Digitale Postkasse, også når du holder ferie. Du har mulighed for at få E-boks til at give besked på mail eller SMS, når du har ny post.
En rykkerskrivelse kan koste op til 250 kr. pr. rykker afhængigt af hvilken lovgivning kravet opkræves efter. Gebyrer for Kommunale krav tillagt udpantningsret følger Gebyrloven, andre gebyrer for krav uden udpantningsret følger Renteloven.
Hvis du har modtaget en rykkerskrivelse skal du betale beløbet inden for den angivne frist. I nogen tilfælde kan du aftale en afdragsordning, se mere om dette under "Aftale om afdragsordning"
Hvis du ikke betaler din regning til tiden, vil gælden blive registreret i Det centrale fordringsregister, som SKAT er dataansvarlig myndighed for, indtil gælden er betalt. Dette gælder også, selvom du har en afdragsordning. Det betyder, at en eventuel overskydende skat eller andet tilgodehavende fra staten, kan blive anvendt til modregning af gælden. Hvis du har en betalingsaftale og der sker modregning i ovenstående tilgodehavender, vil dette betragtes som et ekstra ordinært afdrag, og din afdragsordning fortsætter da som aftalt, indtil hele gælden er betalt.
Du skal være opmærksom på, at der beregnes renter for visse krav hvis du betaler for sent.
I nogen tilfælde vil vi fremsende din gæld til inddrivelse ved Gældsstyrelsen.
Sker dette vil du modtage besked fra Gældsstyrelsen og du skal ikke længere henvende dig til kommunen vedrørende gælden, men til Gældsstyrelsen.
Hvis du har penge til gode fra os og samtidig har gæld til os, vil vi modregne dit tilgodehavende i gælden, før vi udbetaler til dig.
Modregning i tilgodehavender fra kommunen foretages efter Dansk rets almindelige regler og domspraksis vedrørende modregning.
Har du gæld til os, vil vi modregne i udbetalinger fra Staten og Udbetaling Danmark, hvor lovgivningen giver mulighed for det. Dette gælder også selvom du har indgået en betalingsaftale.
Det kan f.eks. være overskydende skat og moms, pensions- eller boligstøtte udbetalinger samt børne- og ungeydelsen.
Hvis du modtager kontanthjælp kan der i nogle tilfælde, ske fradrag i din udbetaling hvis du skylder til f.eks. dag- eller klubtilbud, skolefritidsordning, eller hvor en særlov giver mulighed for dette.