Røgfrit Ishøj
Målet er, at der i 2030 ikke skal være rygende børn og unge i Ishøj, og at vi skal have max fem procent voksne rygere
Siden den 1. august 2019 har Ishøj Kommune været røgfri.
Røgfrit Ishøj betyder røgfri skoletid for kommunens skoleelever, røgfri arbejdstid for alle ansatte i kommunen og røgfrie kommunale udearealer - det vil sige, at alle kommunale matrikler nu er røgfrie både inde og ude.
Det gælder alle former for rygning og brug af tobak, herunder cigaretter, e-cigaretter, snus og vandpibetobak.
Hvorfor Røgfrit Ishøj?
Byrådet ønsker at gøre Ishøj sundere, og tobaksrygning er den enkeltfaktor, som har størst negativ indflydelse på vores helbred. Rygning slår 13.600 danskere ihjel hvert år. Det er mere end alkohol, fysisk inaktivitet, usund kost, fedme og dårlig mental sundhed - tilsammen.
Ishøj skal være en sund kommune, hvor børn og voksne kan færdes uden at blive generet af tobaksrøg, hvor nye generationer ikke begynder at ryge, og hvor mennesker, som ryger, kan få hjælp og støtte til at blive røgfri.
Ishøj Kommune støtter op om regeringens mål om, at ingen børn og unge – og max fem procent af den voksne befolkning, ryger i 2030.
Herunder kan du blandt andet læse mere om røgfri skoletid, røgfrie kommunale udearealer og røgfri arbejdstid:
Tidligere måtte skoleeleverne i Ishøj ikke ryge på skolens område. Nu må eleverne ikke ryge i skoletiden – uanset om de opholder sig på skolens område eller ej.
Røgfri skoletid trådte i kraft den 1. august 2019 og gælder alle former for rygning og brug af tobak, herunder cigaretter, e-cigaretter, snus og vandpibetobak.
Hvorfor røgfri skoletid?
- Røgfri skoletid skal fjerne synlig rygning og fællesskaberne omkring rygning fra elevernes hverdag for at undgå, at eleverne begynder at ryge for at blive en del af fællesskabet. Blandt de 14-19-årige daglige rygere i Danmark røg næsten én ud af fem for første gang i skoletiden, og tre ud af fem bliver fristet til at ryge, når de er i skole (Kræftens Bekæmpelse og Trygfonden, 2017).
- Røgfri skoletid skal også gøre det nemmere for elever at stoppe med at ryge. På landsplan har syv ud af ti unge, der ryger dagligt forsøgt at lægge cigaretterne på hylden. Og hver fjerde af dem, der forgæves har forsøgt at stoppe, begyndte igen i skoletiden (Epinion for Kræftens Bekæmpelse)
- Hver dag begynder 40 danske børn og unge under 18 år at ryge i Danmark. Og halvdelen af dem, der bliver ved, ender med at dø af det.
- Otte ud af ti 14-19-årige danskere synes, at Røgfri skoletid er en god ide (Epinion for Kræftens Bekæmpelse og Trygfonden, 2017).
Siden 1. august 2019 har kommunens udearealer været røgfrie.
Der vil gradvist blive skiltet med den nye røgfrihed startende med de udearealer, hvor der færdes børn og unge. Det vil sige arealer ved kultur- og fritidsinstitutioner, legepladser, dagtilbud og skoler.
Røgfrie kommunale udearealer betyder, at der ikke længere må ryges på områder i Ishøj, som er ejet af kommunen.
Plejeboliger- og botilbud undtaget
Der er dog en undtagelse, når det gælder kommunens plejecentre og botilbud. Her må beboere gerne ryge i eget hjem samt på det udeareal, som er tilknyttet beboerens bolig.
Hvordan rygeforbuddet skal implementeres på resten af matriklen, vil blive drøftet og besluttet med de pågældende driftssteder.
Hvorfor røgfrie kommunale udearealer?
- Mange, både børn og voksne, vil gerne bevæge sig i byrummet uden at blive udsat for tobaksforurenet luft. I Ishøj udsættes 1.200 ikkerygere dagligt for passiv rygning (Sundhedsprofil 2017).
- Når rygning bliver mindre synligt i det offentlige rum, bliver børn og unge mindre påvirkede i forhold til at begynde at ryge.
- Det sender et klart signal om, at Ishøj Kommune skaber sunde rammer og tager ansvar for børn og voksnes sundhed.
Medarbejderne i Ishøj Kommune må ikke længere ryge i arbejdstiden – heller ikke uden for kommunens matrikler, mellem møder eller under transport i arbejdstiden.
Røgfri arbejdstid trådte i kraft den 1. august 2019.
Hvorfor røgfri arbejdstid?
- Ishøj Kommune ønsker, at medarbejderne går foran som rollemodeller.
- Røgfri arbejdstid giver et sundere arbejdsmiljø. Medarbejderne vil blive beskyttet mod tobaksrøg både ude og inde og mod de partikler, der bæres med ind ved udendørs rygning.
- Seks ud af ti danskere, der ryger dagligt, vil gerne stoppe med at ryge. Røgfri arbejdstid kan være en støtte til medarbejdere, der gerne vil kvitte tobakken. Medarbejderne får tilbudt rygestopkurser, som de må bruge deres arbejdstid på.
72 procent af dagligrygerne i Ishøj ønsker at stoppe med at ryge – 39 procent ønsker hjælp til rygestop (Sundhedsprofil 2017)
Ishøj Kommune er med i partnerskabet Røgfri Fremtid, som Kræftens Bekæmpelse og Trygfonden står bag.
Visionen er et røgfrit Danmark i 2030.
Målet er et samfund, hvor ingen børn og unge ryger, og hvor færre end fem procent af den voksne befolkning ryger.
- 24 procent af borgerne i Ishøj Kommune er rygere
- Andelen af storrygere i Ishøj er steget fra 8,9 til 10,9 procent
- Ishøj er den kommune i Region Hovedstaden med næstflest storrygere
- 1200 ikkerygere udsættes dagligt for passiv rygning i Ishøj
Kilde: Region Hovedstadens Sundhedsprofil 2017