Midler til frivilligt socialt arbejde

Ishøj Kommune afsætter hvert år midler til at støtte frivilligt socialt arbejde efter Servicelovens § 18 og Barnets Lov § 17.

Midlerne er med til at støtte op om de mange vigtige opgaver, initiativer og indsatser, som du som frivillig er med til at varetage på det frivillige sociale område i Ishøj Kommune.

Der er afsat cirka 400.000 kr. årligt i Ishøj Kommune. Midlerne uddeles to gange om året.

Ansøgningsfrist den 1. februar og 1. oktober hvert år

Ansøgningerne behandles i Social- og Sundhedsudvalget i henholdsvis marts og november måned. Der gives umiddelbart derefter besked om bevilgede midler eller afslag. 1/3 af midlerne uddeles på mødet i marts, mens 2/3 af midlerne uddeles på mødet i november.

De midler der bevilliges på mødet i marts, er til anvendelse i indeværende år og vil blive udbetalt hurtigst muligt efter mødet. De midler der bevilliges på mødet i november, er til anvendelse året efter og midlerne udbetales i starten af januar.

Der opfordres til at der søges en gang årligt.

Når midlerne til frivilligt socialt arbejde uddeles, så har Social- og Sundhedsudvalget særligt fokus på at støtte initiativer, der:

  • har Ishøjborgere som medlemmer/brugere/målgruppe
  • har fokus på sårbare borgere eller borgere i en udsat livssituation
  • er lokalt forankret i Ishøj
  • fremmer samarbejdet mellem borgere, frivillige foreninger, netværk, private aktører, civilsamfund, kommune m.fl.

Herudover prioriteres initiativer, der kan være med til at realisere Byrådets vision ”Fælles om mulighedernes Ishøj”. Byrådet har en vision om, at Ishøj for fremtiden blandt andet vil være kendetegnet ved sunde og aktive liv samt ved et stærkt fællesskab med sammenhold og engagement. 

Du kan finde Byrådets vision via dette link: KLIK HER.

Derudover vil initiativer der støtter op om Ishøj Kommunes politikker og strategier på både børne-, unge-, voksen- og ældreområdet ligeledes blive prioriteret højt. 

Politikker og strategier findes via dette link: KLIK HER

Få hjælp og inspiration

I Ishøj vil medarbejdere, ledere og politikere meget gerne indgå i, eller hjælpe med, udvikling af idéer på lige fod med øvrige deltagere, så vi sammen kan skabe det bedste Ishøj på tværs af kommune, frivillige, borgere, pårørende og andre relevante deltagere.

Har du spørgsmål i forbindelse med midler til frivilligt socialt arbejde, så kan du kontakte os på team_frivillighed@ishoj.dk eller på telefon 2572 5107.

Hos Center for Frivilligt Socialt Arbejde kan du finde inspiration, viden, kurser, rådgivning mm. Du finder deres hjemmeside via dette link: KLIK HER

Du kan læse de resterende kriterier længere nede på denne side.

 

Lovgrundlag

Lovgrundlaget for uddeling af midler til frivilligt socialt arbejde er §18 i Lov om Social Service (Serviceloven) og §17 i Barnets Lov.

Serviceloven forskriver at:

§ 18. Kommunalbestyrelsen skal samarbejde med frivillige sociale organisationer og foreninger.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal årligt afsætte et beløb til støtte af frivilligt socialt arbejde.

Stk. 3. Rammerne for samarbejdet fastlægges af den enkelte kommunalbestyrelse.

Barnets Lov foreskriver at:

§17. Kommunalbestyrelsen skal samarbejde med frivillige sociale organisationer og foreninger på børne- og ungeområdet. Rammerne for samarbejdet, jf. 1. pkt. fastlægges af den enkelte kommunalbestyrelse.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal årligt afsætte et beløb til støtte af frivilligt socialt arbejde på børne- og ungeområdet

Vi glæder os til at modtage jeres ansøgning.

I Ishøj Kommune vurderes ansøgningerne om midler til frivilligt socialt arbejde på baggrund af følgende kriterier:

Hvem kan søge om midler?

• Foreninger, grupper, netværk og enkeltpersoner, der yder en frivillig social indsats til gavn for sårbare Ishøjborgere eller Ishøjborgere i en udsat livssituation kan komme i betragtning til midler til frivilligt socialt arbejde.
• Der kan ikke ansøges om midler til frivilligt socialt arbejde efter Servicelovens §18 og Barnets Lov §17, hvis man er godkendt som folkeoplysende forening og modtager tilskud som godkendt forening, jf. Lov om Folkeoplysning. Der kan dispenseres fra dette, hvis der er tale om en aktivitet, der ligger udenfor det formål og de aktiviteter, der gives midler til efter Lov om Folkeoplysning, hvis aktiviteterne lever op til 
kriterierne for frivilligt socialt arbejde.

Hvad kan der søges midler?

• Der gives midler til initiativer, hvor den frivillige sociale indsats er kernen i de aktiviteter, der søges midler til. En frivillig social indsats er en indsats, der kommer andre end dig selv til gavn. Indsatsen kan være handlinger, der er med til at øge velfærden og omsorgen for en gruppe sårbare eller udsatte mennesker, eller handlinger der er med til at løse sociale- og/eller sundhedsmæssige velfærdsproblemer. Det kan fx komme til udtryk ved, at aktiviteterne understøtter at sårbare og udsatte mennesker kan leve et sundt og aktivt liv, at de kan indgå i fællesskaber og/eller at aktiviteterne er med til at skabe trivsel for sårbare og udsatte mennesker.
• Der kan gives midler til initiativer, der er til gavn for en afgrænset målgruppe i et afgrænset område, hvis der er tale om en sårbar eller udsat gruppe af mennesker i Ishøj.
• Der gives midler til initiativer, der er til gavn for sårbare mennesker eller mennesker i udsatte livssituationer. Det kan fx være mennesker, der er ramt af en sygdom, sindslidelse eller et handicap, mennesker der oplever ensomhed, mennesker i en krisesituation eller mennesker, 
der er en del af en marginaliseret gruppe. Initiativets målgruppe kan være i alle aldre, dvs. både børn, unge, familier, voksne og ældre.
• Aktiviteterne skal som udgangspunkt være lokalt forankret og foregå i Ishøj Kommune. Der kan dispenseres herfra hvis der ikke findes et initiativ af samme karakter i Ishøj Kommune. Der vil i disse tilfælde kun ydes støtte til Ishøjborgernes deltagelse i aktiviteterne. Lokalt forankrede aktiviteter vil dog blive prioriteret.
• Nye foreninger, netværk og grupper samt foreninger, netværk og grupper uden formue kan prioriteres højere end andre.
• Initiativer og aktiviteter, der understøtter Ishøj Kommunes vision, politikker, strategier og indsatser, vil blive prioriteret.

Hvilke udgifter kan der søges midler til?

• Der gives tilskud til konkrete tiltag og aktiviteter som fx foredrag, undervisning for frivillige, arrangementer, udflugter, administrationsudgifter og udgifter til markedsføring. Ligeledes gives tilskud til etablering af nye frivillige indsatser.
• Midlerne kan ikke bruges til at afholde lønudgifter, da de aktiviteter som midlerne støtter, skal være båret af en frivillig indsats.
• Initiativer og aktiviteter, der understøtter Ishøj Kommunes vision, politikker, strategier og indsatser, vil blive prioriteret. 

Hvilke krav er der til ansøgningen og ved tildeling af midler?

• Initiativets forankring eller tilknytning til Ishøj Kommune skal beskrives, så det fremgår tydeligt hvordan midlerne er målrettet en indsats i Ishøj Kommune til gavn for Ishøjborgere.
• Det skal fremgå af ansøgningen, om der er søgt midler andre steder

• Foreninger skal i forbindelse med ansøgningen oplyse, at de er bekendt med reglerne om at indhente børneattester. Der skal på foranledning fra Ishøj Kommune kunne fremlægges børneattester på samtlige frivillige, der har kontakt med børn under 15 år.
• Det er en forudsætning for tildelingen af midler, at der efter årets udgang fremsendes dokumentation for anvendelse af de bevilgede midler i form af et revideret regnskab samt en beskrivelse af, hvordan midlerne er brugt i henhold til tiltagets formål, målgruppe og forventede resultater.
• Ishøj Kommune har pligt til at føre tilsyn med, at foreninger og andre, der modtager kommunale tilskud, ikke modarbejder eller underminerer demokrati eller grundlæggende friheds- og menneskerettigheder. Dette betyder, at kommunen kan vælge at kontakte ansøgere af midler til frivilligt socialt arbejde for at indgå i en dialog om dette.

Her finder du en vejledning til udfyldelse af ansøgningsskemaet:
VEJLEDNING TIL ANSØGNINGSSKEMA (LINK)

Ansøgningsskema i Word format:

Ansøgningsskema til midler til frivilligt socialt arbejde. Word format

 

Ansøgningsskema i  PDF format:

Ansøgningsskema til midler til frivilligt socialt arbejde. PDF

 

Ovenover finder du vejledning til udfyldelse af ansøgningsskemaet.

Har du brug for hjælp med at printe ansøgningsskemaet eller har du spørgsmål i forbindelse med udfyldning af skemaet, så kan du kontakte os på team_frivillighed@ishoj.dk eller på telefon 2572 5107.


Ansøgningen med underskrift skal sendes pr. e-mail til:

team_frivillighed@ishoj.dk


Eller med post til:
Brohuset
Vejlebrovej 45
2635 Ishøj
Att.: Center for Voksne og Velfærd, Forebyggelse og Rehabilitering 
1. sal

Som det fremgår af vejledningen, så skal I fremsende et revideret regnskab og en beskrivelse af, hvad midlerne er anvendt til.

Et revideret regnskab betyder, at to personer underskriver regnskabet og herved bekræfter at have gennemgået at regnskabet er korrekt.

Du er velkommen til at bruge nedenstående regnskabsskabelon:
SKABELON TIL REGNSKABSAFLÆGGELSE (LINK).