Ildsjæle i Ishøj fejres med priser, fest og fællesskab
04. august 2025
Til frivilligfesten, for frivillige på det sociale område, bliver Ishøj Kommunes Ældrepris, Handicappris og Den sociale frivilligpris uddelt
Frivilligfesten løber i år af stablen fredag den 26. september. Her mødes frivillige fra foreninger og netværk til en festlig aften, hvor Ishøj Kommune hylder personer, foreninger, netværk og virksomheder, der bidrager med en særlig indsats for borgerne i kommunen på det frivillige sociale område.
"De mange frivillige i Ishøj skaber glæde, nærvær og sammenhængskraft, og uden jer ville vores lokalsamfund være langt fattigere. Uanset om det er små hverdagsgerninger eller store indsatser, fortjener det frivillige arbejde anerkendelse. Derfor glæder jeg mig til igen at fejre jer ved årets Frivilligfest,” siger borgmester Merete Amdisen.
Alle kan indstille en kandidat til priserne
Personer, foreninger, virksomheder, boligselskaber mv. kan indstille en kandidat til priserne, så længe, at den/de indstillede er fra Ishøj.
Hvis du kender nogen, som fortjener en af årets priser, så send en mail til sekretær for Seniorrådet Gitte Lau Sørensen på gilso@ishoj.dk
I indstillingen til prisen skal du skrive navnet på kandidaten, og hvorfor det lige præcis er den person, forening eller netværk, der skal modtage en pris.
Det er ligeledes vigtigt, at du tydeligt angiver, hvilken pris der indstilles til.
Send din indstilling senest den 5. september 2025 kl. 12.
Prismodtagere modtager gavekort på 3.000 kr
Prisvinderne bliver udvalgt af en komite bestående af borgmesteren, formanden for Social- og Sundhedsudvalget, formanden for Udsatterådet, formanden for Seniorrådet samt formanden for Handicaprådet. Prisvinderne får direkte besked. Vinderne vil hver modtage et gavekort på 3.000 kr., et diplom og en buket blomster.
Formanden for Social- og Sundhedsudvalget i Ishøj Kommune, Erkan Yapici, fortæller.
"Frivillige er med til at bygge bro der, hvor fællesskabet ikke altid når ud. Deres indsats skaber muligheder og menneskelig værdi for dem, der har mest brug for det – og det gør Ishøj til et mere omsorgsfuldt sted at bo."
Hvem kan vinde en pris?
• Ældreprisen uddeles til en eller flere personer, der har gjort en særlig indsats for ældre borgere eller arbejdet aktivt for bedre forhold for ældre.
• Handicapprisen bliver uddelt til personer, foreninger eller virksomheder, som har gjort en særlig indsats for borgere med et handicap.
Hvordan tilmelder jeg mig Frivilligfesten?
• Udover prisuddelingerne vil aftenen byde på mad, musikalsk underholdning samt socialt samvær.
• Ved tilmelding bedes I oplyse forening/netværk, navn samt eventuelle fødevarebehov. Send ikke følsomme eller fortrolige personoplysninger pr. mail.
• Tilmelding skal ske senest den 10. september 2025. kl. 12.
Alle, der laver frivilligt socialt arbejde i Ishøj, er velkomne. Fordelingen af pladser foregår efter en fastsat fordelingsnøgle. I kan få oplyst, hvor mange pladser I har til rådighed og tilmelde jer samlet ved at kontakte team_frivillighed@ishoj.dk