Ishøj Varmeværk er lagt sammen med Ishøj Forsyning

29. juni 2023

Ishøj Byråd har valgt at lægge Ishøj Varmeværk ind under Ishøj Forsyning i et datterselskab. ”Med en sammenlægning opnår vi stordriftsfordele og kan sikre borgerne billig og grøn fjernvarme,” forklarer borgmester Merete Amdisen

Borgmester Merete Amdisen og kommunaldirektør Kåre Svarre Jakobsen har netop sat underskrifterne på selskabsgørelsen af Ishøj Varmeværk, som fremover bliver et datterselskab i Ishøj Forsyning.

Det betyder, at varmeværket nu bliver et selvstændigt kommunalt ejet selskab, som en del af Ishøj Forsyning.

Sammenlægningen kommer nu, fordi fjernvarmeudrulningen er en stor og kompleks opgave, som vil omfatte mange flere private husstande og dermed kunder. Derfor er der behov for, at varmeværket bliver mere robust og kan understøtte med en mere fleksibel organisation. Det kan ske via en selskabsgørelse, forklarer borgmester Merete Amdisen.

”Ishøj Forsyning har allerede en organisation, der tilbyder forsyningsydelser til borgerne. Derfor giver sammenlægningen god mening, så Ishøj Forsyning - ud over vand og spildevand - også tilbyder borgerne fjernvarme, siger Merete Amdisen og tilføjer:

”Med en sammenlægning opnår vi stordriftsfordele og en større robusthed i forbindelse med den kommende udrulning af fjernvarme i store dele af kommunen. Ishøj Varmeværk kommer nu til at indgå i en samlet og større selvstændig virksomhed, der har forsyning som sin kerneopgave. Et fokus, som vi klart forventer, er til gavn for både nuværende og kommende fjernvarmebrugere – også når det kommer til at sikre billig og grøn fjernvarme.”

Ingen praktisk betydning for borgerne

For borgerne kommer sammenlægningen ikke til at gøre en praktisk forskel. Ishøj Varmeværk bliver på den nuværende adresse på Industrivangen 34.

Medarbejderne på varmeværket beholder deres nuværende løn- og ansættelsesvilkår, da der er tale om en virksomhedsoverdragelse fra Ishøj Kommune til selskabet.

Der vil også fortsat være varmeproduktion på Ishøj Varmeværk til det fælles net i VEKS (Vestegnens Kraftvarmeselskab), når der er behov for spids- og reservelast-produktion.

Ishøj Varmeværk beholder også sin nuværende hjemmeside, hvis du vil i kontakt med varmeværket eller finde informationer om den kommende fjernvarmeudrulning – du finder hjemmesiden her: ishojvv.dk