Letbanen åbner: Kom til en fantastisk festdag den 26. oktober
02. oktober 2025
Ishøj Kommune fejrer åbningen af letbanen med musik, underholdning og aktiviteter for hele familien – og gratis kørsel i det nye letbanetog
Søndag den 26. oktober åbner hovedstadens nye letbane sine døre for de første passagerer - og Ishøj Kommune markerer den historiske begivenhed med en stor festdag fyldt med oplevelser for både børn og voksne.
Alle er inviteret med til fejringen, som byder på gratis ture i det splinternye letbanetog, gratis adgang til ARKEN, musikalske indslag og sjove aktiviteter på byens to nye letbane-stationer: Ishøj Station og Ishøj Strand ARKEN.
Programmet rummer desuden børneunderholdning, koncerter og mange andre festlige aktiviteter. Der bliver også mulighed for at blive klogere på Ishøjs historie gennem spændende formidling og fortællinger.
Vind et signeret litografi
En af dagens store begivenheder bliver indvielsen af den nye centertunnel ved Ishøj Station, som er udsmykket af kunstneren Frederik Næblerød.
Her kan du bl.a. deltage i en konkurrence, hvor hovedpræmien er et litografi signeret af kunstneren selv.
Alle er inviteret til fest
Arrangementet er åbent for alle og foregår både på området omkring Ishøj Station og Ishøj Strand ARKEN.
Festlighederne løber af stablen kl. 10.30, hvor borgmester Merete Amdisen holder tale og klipper snor, inden den nye letbane drager ud på sin jomfrutur fra Ishøj.