Ny rammeaftale med de almene boligorganisationer indgået
06. marts 2025
De almene boligorganisationer har indgået ny rammeaftale med Ishøj Kommune med et fælles mål om at sikre en mangfoldig beboersammensætning i de enkelte boligområder
De almene boligorganisationer har indgået en ny rammeaftale og tilhørende individuelle aftaler med Ishøj Kommune om udlejning og anvisning af almene boliger i Ishøj Kommune. Aftalen blev tiltrådt af byrådet den 25. februar 2025 og træder i kraft den 1. maj 2025.
Aftalen har til formål at sikre en mangfoldig beboersammensætning med social og økonomisk sammenhængskraft i de almene boligafdelinger og -områder samt at løse påtrængende boligsociale opgaver i kommunen.
Endvidere giver aftalen en række redskaber for boligorganisationerne og Ishøj Kommune i fællesskab til løbende at monitorere og eventuelt justere kriterier for boliganvisning på et databaseret grundlag for bl.a. at forebygge, at områderne bliver udpeget som udsat boligområde og forebyggelsesområder.
Ændring i den kommunale anvisning af almene boliger
Med de nye aftaler har en række boligorganisationer ønsket fremover selv at stå for anvisning af egne ledige boliger i deres boligafdelinger, og kommunen vil i de afdelinger fremover få hver fjerde bolig til løsning af boligsociale opgaver. Det er gængs praksis i resten af landet.
For de fire Vildtbanegård-afdelinger og AAB (i Vejleåparken), der er kommunens største boligområder har boligorganisationerne ønsket, at kommunen fortsat varetager opgaven med anvisning af ledige boliger.
Begge områder er udpeget som forebyggelsesområder jf. almenboligloven og anvisningen sker derfor her efter særlige kriterier.
Står du i dag på Ishøj Kommunes opskrivningsliste til de boligafdelinger, hvor boligorganisationerne fremover vil varetage udlejningen, vil du modtage information via e-Boks om mulighederne for at blive opskrevet på boligorganisationernes egne ventelister.
Det drejer sig om følgende boligafdelinger:
- Stenbjerggård
- Søvej Huse
- Kirkehaven
- Solkysten
- Gadekæret
- Fasanparken
- Fasanvangen
- Baldershus
- Balders have
- Musvitten
Du kan finde mere information på kommunens hjemmeside om ændringen og hvad det betyder for dig, hvis du er boligsøgende i andre boligorganisationer end Vildtbanegård og AAB.