Valgbus skal hæve stemmeprocenten i Ishøj
06. oktober 2021
Ishøj Kommune har modtaget støtte til en valgbus, som gør det muligt for borgerne at brevstemme til kommunalvalget i deres nærområde. Bussen kører fra den 9. oktober
På lørdag den 9. oktober kan du møde Ishøjs farverige valgbus ude i lokalområdet. Bussen skal køre rundt i kommunen og gøre det lettere for borgerne at brevstemme.
Den 16. november er der nemlig kommunalvalg, og med landets laveste stemmeprocent på 59,6 procent ved valget i 2017 er der stort behov for at gøre noget ekstraordinært i Ishøj for at hæve stemmeprocenten.
Skal hæve valgdeltagelsen
Derfor har Ishøj Kommune søgt en pulje i Bolig- og Planstyrelsen og modtaget 485.000 kroner.
Valgbussen vil især køre i boligområder i Ishøj, hvor valgdeltagelsen er lav. Det betyder, at valgbussen blandt andet vil køre en del i Vejleåparken, hvor stemmeprocenten var helt nede på 46,96 procent ved valget i 2017.
Derudover kommer bussen også til at have stoppesteder andre steder i Ishøj. Blandt andet i Ishøjs andet store boligområde, Vildtbanegård, i landsbyerne, hvor der er langt til Borgerservice i bycenteret og på NEXT Gymnasium.
Bussen er handicapvenlig med lift til kørestole og lup til svagtseende.
Udover brevstemning i valgbussen kan du også brevstemme i Borgerservice i bycenteret - som er Ishøjs faste brevstemmested – se åbningstider her
Husk at medbringe legitimation, f.eks. pas, kørekort eller sygesikringsbevis.
Starter op i Vejleåparken og Vildtbanegård
Valgbussen begynder at køre i Vejleåparken og Vildtbanegård i de to kommende weekender den 9.-10. og 16.-17. oktober.
Fra den 24. oktober kommer valgbussen ud næsten dagligt, og stoppestederne bliver udvidet med flere stop. Bl.a. Ishøj Landsby og Torslunde.
Se køreplanen for valgbussen her
Valgbussen vil køre frem til den 10. november.