Få styr på angsten
Har dit barn angst eller tendens til at bekymre sig meget og går i 1. til 6. klasse?
Så har du, som forælder, mulighed for at tilmelde dig et gratis selvhjælpsforløb. Her vil du lære, hvordan du hjælper dit barn med at få styr angsten. Vi starter forløb op to gange om året. Nye forløb annonceres via Aula og på hjemmesiden.
Mandag d. 1. september kl. 16-18.
Tilbuddet er målrettet børn i 1. til 6. klasse, som har angst.
Det kan være svært at vide, om ens barn har angst. Her kan du læse om de mest almindeligt forekommende former for angst.
- Separationsangst: Nogle børn har svært ved at være væk fra en eller begge af deres forældre. Barnet er bange for hvad, der kan ske med dets forældre eller barnet selv, når de er adskilt. Barnet kan være bange for, at forældrene kommer slemt til skade, dør, eller at de aldrig ses igen. Barnet kan også være bange for at blive taget f.eks. af en tyv eller blive væk, så det aldrig vil få forældrene at se igen. Barnet har ofte hovedpine, kvalme eller følelsen af at skulle kaste op, når det skal forlade hjemmet eller være væk fra dets forældre. Nogle børn er så bange, at det forhindrer dem i at deltage i alderssvarende aktiviteter, f.eks. at gå i skole, sove alene ude hos venner eller familie.
- Specifik fobi: Nogle børn oplever en ekstrem angst for en bestemt situation eller genstand. Dette kan være f.eks. hunde, mørke, transportmidler eller elevatorer. Barnet kan være så bange, at alene tanken om det frygtede vil udløse angst. Barnet kan reagere med gråd, rysten/skælven i kroppen, hjertebanken, sved eller blive vrede over at skulle være i nærheden af det frygtede. Angsten forsvinder typisk, når barnet fjerner sig fra det frygtede. Børn med specifikke fobier vil derfor prøve at undgå at være i nærheden af de ting eller situationer, som de er bange for.
- Generaliseret angst: Nogle børn bekymrer sig om alt. Barnets bekymring fylder en uhensigtsmæssig stor del af hverdagen. Barnet kan bekymre sig om f.eks. at blive syg eller komme til skade, om at lave fejl eller gøre ting forkert, om andre vil kunne lide dem, terror, kriminalitet og lignende. Barnet vil i perioder bekymre sig meget, men i andre perioder mindre. Mange bekymringer starter med ”Hvad nu hvis…”. Barnet har svært ved at stoppe sine bekymringer selv. Barnet prøver at kontrollere, hvad der sker omkring dem, så de hele tiden kan forudse, hvad der vil ske. Barnet har ofte ondt i maven, svært ved at koncentrere sig, fordi de er trætte, og har svært ved at falde i søvn. Barnet kan ligge i timevis om aftenen og tænke og tænke og tænke på hvad, der kan ske.
- Social fobi: Nogle børn er meget bange for sociale situationer, og for at andre skal tænke dårligt om dem. Barnet er ofte meget genert og tilbageholdende i selskab med andre. Barnet kan være bange for at tale højt i klassen, spørge andre om de vil lege, om de må være med i gruppen, eller spise foran andre. Barnet er bange for, at andre skal synes, de gør noget ”pinligt” eller ”flovt”. Barnet vil ofte undgå fremmede, uvante, sociale situationer, men nogle børn vil også undgå klassesammenhænge, selvom de kender børn og lærere. Fordi barnet ofte trækker sig fra lege, vil det kunne opleve at være socialt isoleret, selvom barnet måske er vellidt blandt andre.
Hvis du kan genkende dit barn i en eller flere af disse beskrivelser, bør du overveje at deltage. Om du skal deltage eller ej afhænger af, hvorvidt du oplever, at dit barns angst/ængstelighed forstyrrer barnets mulighed for at gøre det, andre børn på samme alder kan og gør.
Formålet med Få styr på angsten er i korte træk at hjælpe jer som familie.
Et forløb med Få styr på angsten løber over 10 uger. Forløbet består af to workshops af to timers varighed, og der vil derimellem være hjemmearbejde.
På de to workshops vil I som forældre lære om de forskellige former for angst, og hvordan i bedst hjælper jeres barn
En gruppe på op til otte forældrepar deltager i forløbet sammen med to behandlere. Barnet deltager ikke i de to workshops.
I kan ansøge om en plads på Få styr på angsten her: Ansøg om et forløb her
Obs! ansøgningerne vil blive behandlet fra uge 33.
Det anbefales, at I deltager i fyraftensmødet, inden I ansøger om et forløb.
For at vurdere om I er i målgruppen for Få styr på angsten, bliver I bedt om at besvare en række spørgsmål i en screeningsproces.
Alle modtager besked om, hvorvidt I tilbydes plads på forløbet eller ej. Hvis I ikke tilbydes plads på forløbet, vil I blive vejledt om kommunens andre tilbud.
Hvis I har spørgsmål til Få styr på angsten, kan I kontakte en af gruppelederne:
Linnéa Tallingbjerg tlf. 20 91 28 86
Thilde Koll Espensen tlf. 29 17 90 21