Referat
Social- og Sundhedsudvalget mandag den 8. juni 2020 kl. 17.00

Rådhuset, etage 2

Resume

Orienteringspunkt

Social- og Sundhedsudvalget præsenteres for ny plejecenterleder på Kærbo/Torsbo Lene Bonde Stürup, der vil orientere om organisering og visioner for fremtiden.

Indstilling

Social- og Sundhedsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt.

Resume

Indstillingssag

Administrationen har foretaget den 1. budgetopfølgning for 2020 på driftsområderne, jf. Økonomiregulativ for Ishøj Kommune. Det samlede resultatet viser forventede merudgifter på 12,1 mio. kr.

Sagsfremstilling

Det fremgår af Økonomiregulativ for Ishøj Kommune, at der skal foretages to budgetopfølgninger om året til politisk forelæggelse. Denne budgetopfølgning er foretaget med udgangspunkt i forbruget pr. 31. marts. 2020.

Som orienteret om tidligere på året, ved den administrative budgetopfølgning, forventes der i 2020 et økonomisk pres på førtidspension, det specialiserede socialområde og renovationsområdet. Omvendt er der også områder, hvor der tegner sig et mindreforbrug. Samlet set forventes der ved denne budgetopfølgning merudgifter på i alt 12,1 mio. kr. i 2020.

Grundet coronakrisen er det forventede regnskab forbundet med stor usikkerhed, da der på nuværende tidspunkt ikke er det fulde overblik over afledte økonomiske konsekvenser. Administrationen følger udviklingen tæt. De økonomiske konsekvenser opgøres løbende og indberettes til KL.

På baggrund af den aktuelle situation foreslår administrationen, at der ved denne budgetopfølgning gives tillægsbevilling til omplacering mellem de områder, hvor mer- og mindreudgifterne er konkret konstaterbare. Dette ikke mindst af styringsmæssige hensyn. De økonomiske konsekvenser af coronakrisen bliver fulgt nøje, og det konkrete tillægsbevillingsbehov vil blive vurderet til næste budgetopfølgning.

Budgetopfølgningen viser samlet set forventede merudgifter på 12,1 mio. kr. De forventede merudgifter fordeler sig med 1,1 mio. kr. indenfor serviceudgiftsrammen og 10,7 mio. kr. udenfor serviceudgiftsrammen samt 0,2 mio. kr. på en finansiel post.

Under Social- og Sundhedsudvalgets områder forventes der merudgifter på 13,9 mio. kr. Det indstilles, at der gives tillægsbevilling hertil.

Der er udarbejdet budgetopfølgningsnotat (Bilag A), som mere detaljeret beskriver den samlede budgetopfølgning, herunder resultatet for Social- og Sundhedsudvalgets områder.

Bilag B (Budgetopfølgningsskema) viser en specifikation af den samlede budgetopfølgning.

Bilag C udgør Jobcentrets (Vallensbæk Kommune) budgetopfølgning på de områder, der varetages der.

Budgetopfølgningen fremlægges i samme form til alle fagudvalg for at sikre gennemsigtighed og en fælles information om den økonomiske situation. 

Indstilling

Social- og Sundhedsudvalget indstiller, at budgetopfølgningen godkendes, og at der gives tillægsbevilling i henhold til budgetopfølgningsnotatet (Bilag A) og budgetopfølgningsskemaet (Bilag B).

Beslutning

Tiltrådt.

Økonomi

Som angivet i budgetopfølgningsnotatet (Bilag A) og budgetopfølgningsskemaet (Bilag B).

Lovgrundlag

Den kommunale styrelseslov. Cirkulære om kommunernes budget og regnskabsvæsen, revision mv. Økonomiregulativ for Ishøj Kommune.

Bilag

Resume

I forlængelse af Borgmesterens mail til Byrådet af 25. maj 2020 om budget 2021, drøfter fagudvalgene muligheder for at tilvejebringe et økonomisk råderum, herunder hvor administrationen kan kigge hen ved en eventuel sparerunde.

Sagsfremstilling

I tids- og handleplanen for arbejdet med budget 2021 var det forudsat, at der skulle afholdes byrådsseminar den 6. og 7. maj. Seminaret blev aflyst pga. den aktuelle situation med Corona, og er rykket til den 17. og 18. juni.

Pt. er der nogle store usikkerheder i relation til budget 2021:

·         De præcise økonomiske konsekvenser af udligningsreformen kendes ikke pt. KLs tilskudsmodel forventes først opdateret, når der foreligger en økonomiaftale mellem KL og Regeringen for 2021.

·         Økonomiaftalen mellem KL og Regeringen blev indgået den 29. maj. Administrationen vil frem mod byrådsseminaret regne på de økonomiske konsekvenser af aftalen for Ishøj Kommune.

·         Der er stor usikkerhed om de økonomiske konsekvenser af Corona-krisen, både på kort og langt sigt. Ikke mindst ledigheden er steget, med deraf følgende øgede udgifter til overførselsindkomster.

Til byrådsseminaret den 17. -18. juni forventes der større klarhed over usikkerhederne. På seminaret gives en orientering om den aktuelle økonomiske situation, herunder den kendte ”bundlinje” i budget 2021. Alt afhængig af ”bundlinjen”, vil der også blive præsenteret forslag til en eventuel spareramme.

For at være på forkant med et eventuelt behov for besparelser opfordres fagudvalgene til at drøfte hvilke muligheder der er for at tilvejebringe et økonomisk råderum, herunder hvor administrationen kan kigge hen ved en eventuel sparerunde.

Det er selvfølgelig også muligt at drøfte nye ønsker til budgettet, som kan finansieres ved omplacering inden for udvalgets budgetramme.

Indstilling

at sagen drøftes på fagudvalgsmødet med muligheder for at tilvejebringe et økonomisk råderum, herunder hvor administrationen kan kigge hen ved en eventuel besparelse.

Beslutning

Social-og Sundhedsudvalget ønsker at få tilsendt oversigt over udvalgets områder, og hvad der ligger inden/udenfor servicerammen. Notatet sendes til udvalgets medlemmer inden budgetsemininar. Social- og Sundhedsudvalget ønsker en oversigt over, hvordan Ishøj ligger på ældre- og socialområdet i forhold til sammenlignelige vestegnskommuner.

Økonomi

Sagen har ingen direkte økonomiske konsekvenser

Lovgrundlag

Lov om kommunernes styrelse, Cirkulære om Budget og Regnskabssystem og revision mv. for kommuner.

Resume

Beslutningspunkt

Administrationen har udarbejdet retningslinjer for besøg på de sociale botilbud Kløverengen samt Spindehuset. Social- og Sundhedsudvalget forelægges retningslinjer til godkendelse.

Sagsfremstilling

Den 5. april 2020 fastsatte Social- og Indenrigsministeriet et midlertidigt besøgsforbud på sociale tilbud, i forbindelse med håndteringen af COVID-19. Som led i regeringens gradvise genåbning af samfundet, herunder Aftale om initiativer for sårbare og udsatte grupper i forbindelse med COVID-19 af 25. april 2020, blev det aftalt, at der skulle ske en lempelse af de fastsatte regler om besøgsforbud. Social- og Indenrigsministeriet har således ændret reglerne om midlertidigt besøgsforbud, jf. bekendtgørelse nr. 610 af 13. maj 2020.
Som følge af de ændrede regler har beboere på sociale botilbud i Ishøj Kommune nu mulighed for at modtage besøg. Besøgene tilrettelægges ud fra fastlagte rammer, og altid efter sundhedsmyndighedernes gældende retningslinjer (se bilag).

Indstilling

Forslag til beslutning:

Social- og Sundhedsudvalget godkender retningslinjer for sociale botilbud.

Beslutning

Tiltrådt. Sagen oversendes til efterretning i Byrådet samt Handicaprådet og Udsatterådet.

Bilag

Resume

Orienteringspunkt
Der fremlægges status på aktiviteter og indsatser under Handicap og Psykiatri i fase 1, 2 og 3 af covid-19-krisen. Status fremlægges til orientering og sendes efterfølgende til orientering i Udsatterådet og Handicaprådet.

Sagsfremstilling

Grundet regeringens udmelding om nedlukning af store dele af det danske samfund, blev alle tilbud og aktiviteter under Handicap og Psykiatri midlertidigt lukket ned d. 13. marts 2020. Da socialområdet henhører under "kritiske funktioner" har det stadig været muligt for borgerne at få individuel vejledning i hele perioden. I begyndelsen foregik vejledningen primært som telefon- og skypevejledning, men efterhånden som samfundet er åbnet mere op, er vejledningen så vidt muligt omlagt til at foregå udendørs eller i borgerens eget hjem, men efter de sundhedsmæssige retningslinjer.

Der har ikke være udstukket retningslinjer for det sociale område under covid-19, ligesom det ses på sundhedsområdet. Først d. 15. maj 2020 udsendte Socialstyrelsen Retningslinjer for genoptagelse af aktiviteter på det sociale område, hvormed Handicap og Psykiatri fik nogle konkrete retningslinjer, som kunne anvendes i forbindelse med genoptagelsen af aktiviteter på socialområdet. Derfor er man aktuelt i færd med at åbne alle tilbud under Handicap og Psykiatri, dog i en anden form end normalt, da der skal tages hensyn til smittefare.

I vedhæftede notat gives der en status på alle aktiviteter og indsatser under Handicap- og Psykiatri i fase 1, 2 og 3.

Indstilling

Forslag til beslutning:
Social- og Sundhedsudvalget tager
orientering om aktiviteter og indsatser under Handicap og Psykiatri til efterretning.

Beslutning

TIltrådt. Sagen oversendes til efterretning i Byrådet samt Handicaprådet og Udsatterådet.

Bilag

Resume

Beslutningspunkt

I henhold til Lov om Social om Service § 18 er der afsat midler til foreninger og frivillige, der kan ansøge om økonomisk støtte til frivilligt socialt arbejde. Midlerne kan søges to gange årligt.

Sagsfremstilling

Der er i 2020 afsat kr. 367.000 til frivilligt socialt arbejde. Midlerne fordeles med 1/3 i juni og 2/3 i december. Der er blevet tilbagebetalt kr. 1298 fra Angstforeningen og kr. 3776 fra Dukketeater. Der er således i alt kr. 127.407 til uddeling i juni 2020.

Der er i alt indkommet 15 ansøgninger med aktiviteter indenfor kommunen, som alle indstilles til at modtage midler.

Der er indkommet ansøgninger fra følgende:

  • Modelbaneklubben Kirkehaven
  • Dukkehuse og legetøj til udsatte børn
  • Brohusklubben for ældre døve
  • Døveforeningen af 1866
  • Frivilliggruppen
  • Natteravnene Ishøj
  • Næstehjælperne Ishøj
  • Brugerbestyrelsen Aktivitetscenteret Kærbo
  • Børns Voksenvenner, Hovedstaden
  • Red Barnet Ungdom, Læringscafé på Gilbroskolen
  • Kvisten - terapi til ofre for seksuelle overgreb
  • Dansk Blindesamfund, Storkøbenhavn Syd
  • Ishøj Sogns Menighedspleje
  • Samværsarrangementer på Torsbo
  • Ishøj Lænken

Modelbaneklubben Kirkehaven

Modelbaneklubben Kirkehaven er en gruppe beboere i Kirkehaven, som opbygger modeltogbaner og kører med disse i fællesskab. Formålet med klubben er at styrke sammenholdet og det sociale samvær blandt beboerne i Kirkehaven. Klubben vil gerne dels tiltrække nogle af dem, som sidder alene i deres lejligheder, og dels tilbyde et ligeværdigt fællesskab for mennesker med handicap, hvor alle bidrager med det de kan i et projekt, som de ellers ville have været afskåret fra. Klubben består pt. af 16 beboere, men deltagerantallet forventes at stige, da flere har udvist interesse for modelbaneklubben.

Der søges om midler til materialer til tog og togbaner, opbevaringsskabe samt istandsættelse af lokale.

Der ansøges om kr. 10.000.

Modelbaneklubben Kirkehaven har ikke tidligere modtaget midler.

Administrationen indstiller, at Modelbaneklubben Kirkehaven tildeles kr. 5.000.

Obs. Tovholderen kan ikke underskrive ansøgningen i hånden på grund af en sygdom, der medfører rystelser.

Dukkehuse og legetøj til udsatte børn 

Dukkehuse og legetøj til udsatte børn er et frivilligt initiativ, som renoverer dukkehuse og legetøj. Formålet er at skabe glæde hos børn og forældre, der har det svært, ved at forære dem dukkehuse og legetøj. Det er børn mellem 0-10 år, som får glæde af dukkehusene og legetøjet. I 2020 er der foræret en del legetøj samt tre dukkehuse væk, men der har pga. corona været mere stille end forventet. Det forventes dog at der foræres mere væk i fremtiden.

Der søges om midler til indkøb af reoler samt materialer til renovering af dukkehuse og legetøj (tapet, gulvtæpper, lim mm.).

Der ansøges om kr. 3.000.

Dukkehuse og legetøj til udsatte børn modtog kr. 3194 i december 2019.

Administrationen indstiller, at Dukkehuse og legetøj til udsatte børn tildeles kr. 3.000.

Brohusklubben for ældre døve

Brohusklubben for ældre døve er et tilbud til ældre døve, hørehæmmede og CI-opererede, hvor disse borgere er sikret et fællesskab med den nødvendige støtte til kommunikation via tegnsprog. Klubbens aktiviteter er med til at mindske isolation blandt målgruppen. Brohusklubben har åben ugentligt, og arrangerer forskellige aktiviteter, som fx besøgsvennetjeneste, udflugter, foredrag og kurser. Der er på nuværende tidspunkt 7 medlemmer fra Ishøj i Brohusklubben.

Der søges om midler til medlemsaktiviteter (bl.a. foredrag, motion og transport), ejendomsudgifter, administrationsudgifter samt udgifter til kontingent. Der ansøges ligeledes om midler til personaleudgifter, hvilket der ikke gives midler til. Dette oplyses foreningen i tilsagns-/afslagsbrevet.

Der ansøges om kr. 9268. Beløbet er baseret på antallet af medlemmer fra Ishøj.

Brohusklubben for ældre døve modtog kr. 2531 i december 2019.

Administrationen indstiller, at Brohusklubben for ældre døve tildeles kr. 2.500.

Døveforeningen af 1866

Døveforeningen af 1866 arbejder for at sikre gode kultur- og fritidstilbud til døve og hørehæmmede således, at målgruppen til trods for sine udfordringer har mulighed for at deltage i fællesskaber og aktiviteter ligesom andre borgere. Døveforeningens værested har åbnet dagligt og herudover arrangeres sociale aktiviteter, oplysende foredrag mm. for døve, hørehæmmede samt CI-opererede tegnsprogsbrugere. Foreningen har pt. 11 medlemmer fra Ishøj.

Der ansøges om midler til medlemsaktiviteter (bl.a. besøgsvennetjeneste, formidling og transport), ejendomsudgifter og administration. Der ansøges ligeledes om midler til personaleudgifter, hvilket der ikke gives midler til. Dette oplyses foreningen i tilsagns-/afslagsbrevet.

Der ansøges om kr. 11.638. Beløbet er baseret på antallet af medlemmer fra Ishøj.

Døveforeningen af 1866 modtog kr. 3600 i december 2019.

Administrationen indstiller, at Døveforeningen af 1866 tildeles kr. 3.000.

Frivilliggruppen

Frivilliggruppen består af en gruppe af frivillige, der laver arrangementer og aktiviteter for beboere, pårørende, medarbejdere og frivillige på plejeafdelingerne på Kærbo. Arrangementerne har til formål at skabe et godt, trygt og hyggeligt miljø på Kærbo, samt give dem der bor på Kærbo et fællesskab med gode oplevelser, der kan være et afbræk i hverdagen. Arrangementerne dækker over forskellige former for underholdning såsom banko, konkurrencer, sang- og musikarrangementer og foredrag. Herudover arrangeres dansecafé med levende musik samt muligheden for at synge og danse. Der er ml. 40-70 personer til arrangementerne.

Der søges om midler til betaling af musikere, præmier ved banko samt forplejning til arrangementerne.

Der ansøges om kr. 20.000.

Frivilliggruppen modtog kr. 11.000 i december 2019.

Administrationen indstiller, at Frivilliggruppen tildeles kr. 10.000.

Natteravnene Ishøj

Natteravnene er en frivillig forening, som har til formål at forebygge usikkerhed, kriminalitet og ensomhed blandt børn og unge. Natteravnene hjælper de unge i bylivet i Ishøj gennem voksenkontakt samt ved at vise ansvarlighed, engagement og omsorg. Natteravnene vil gerne bidrage til en øget livsglæde, trivsel og gode fællesskaber for børn og unge. Målgruppen er primært unge mennesker fra 16 år, men Natteravnene tilbyder at støtte alle, der har behovet for det. Der er pt. 32 natteravne i Ishøj.

Der søges om midler til forplejning til netværksmøder, deltagelse ved arrangementer og årsmøder, PR, kontorhold, transport, kurser mm.

Der ansøges om kr. 17.300.

Natteravnene Ishøj modtog kr. 6.000 i december 2014. Siden har Natteravnene været lukket ned, og de er nu genopstået som en ny forening.

Administrationen indstiller, at Natteravnene Ishøj tildeles kr. 17.300.

Næstehjælperne Ishøj

Næstehjælperne Ishøj er en forening med cirka 50 frivillige, som hjælper reformramte og økonomisk svært stillede borgere i Ishøj. Formålet med Næstehjælpernes arbejde er at skabe relationer, fællesskab, netværk og et værdigt liv for målgruppen, der således undgår isolation og ensomhed. Derudover arbejder de for, at ingen børn skal gå i skole uden madpakke eller gå sultne i seng om aftenen. Næstehjælperne faciliterer indsamlinger og udlevering af diverse fornødenheder (fx mad, tøj og sko). Derudover arrangerer de en række aktiviteter, som fx fredagscafé, aktiviteter og hjælp i forbindelse med jul, fødselsdagshjælp samt ferieaktiviteter. På grund af covid-19 er nogle af Næstehjælpernes aktiviteter sat på pause, men de forventer, at målgruppen vil have et stort behov for socialt samvær, når det igen er tilladt. Næstehjælperne forventer at få kontakt til ca. 250 familier.

Der søges om midler til kørsel, familieaktiviteter, indkøb af mad, praktiske hjælpemidler og frivilligpleje.

Der ansøges om kr. 28.000.

Næstehjælperne Ishøj modtog kr. 20.000 i december 2019.

Administrationen indstiller, at Næstehjælperne Ishøj tildeles kr. 20.000.

Brugerbestyrelsen Aktivitetscenteret

Brugerbestyrelsen på Aktivitetscenteret, der ligger på Kærbo, er en forening med frivillige, der står for at drive alle aktiviteter og arrangementer på Aktivitetscenteret Kærbo. Herudover arrangerer de udflugter og kurser. Aktivitetscenteret er for førtidspensionister, efterlønnere og folkepensionister. Formålet med aktivitetscenteret er at forebygge ensomhed samt skabe rammerne for socialt samvær, livsglæde og et aktivt ældreliv i Ishøj. Der er ca. 60 aktiviteter samt 750-800 brugere, der ugentligt har glæde af aktiviteterne og arrangementerne på aktivitetscenteret. Brugerbestyrelsen vil arbejde for at tiltrække nye brugere til aktivitetscenteret, når dette åbner op igen.

Det søges om midler til afholdelse af arrangementer, tilskud til uddannelse af holdledere, udgifter i forbindelse med udflugter mm.

Der ansøges om kr. 30.000.

Brugerbestyrelsen på Aktivitetscenteret modtog kr. 22.000 i december 2019.

Administrationen indstiller, at Brugerbestyrelsen Aktivitetscenteret tildeles kr. 20.000.

Børns Voksenvenner Hovedstaden

Børns Voksenvenner Hovedstaden etablerer venskaber mellem ensomme og sårbare børn i alderen 6-12 år og ressourcestærke frivillige voksne i hovedstadsområdet, herunder Ishøj. Herudover etablerer de venskaber mellem storebrødre- og storesøstrevenner for børn i alderen 11-15 år samt familievenner for enlige forsørgere med børn i alderen 0-6 år. Formålet med Børns Voksenvenners indsatser er at styrke børnenes og familiernes trivsel og sundhed. Ved fx at give børnene nærhed og opmærksomhed fra en voksen med overskud samt give børnene rollemodeller og en voksen at betro sig til, så børnenes selvværd og trivsel styrkes. Udover at matche/etablere venskaber mellem børn og voksne, så arrangeres der netværksskabende arrangementer og udflugter for børnene, deres forældre og de frivillige. Der er pt. 285 børn/familier og 300 frivillige aktive, hvoraf 2 familier og 2 frivillige er fra Ishøj. Det forventes at danne et yderligere venskab i Ishøj samt foretage opsøgende arbejde i forhold til at rekruttere familier og frivillige.

Der søges om midler til undervisning og uddannelse af frivillige, erfamøder, udgifter til administration og markedsføring samt arrangementer og udflugter for børn, forældre og frivillige.

Der ansøges om kr. 5.000.

Børns Voksenvenner, Hovedstaden modtog kr. 5000 i juni 2019.

Administrationen indstiller, at Børns Voksenvenner, Hovedstaden tildeles kr. 5.000.

Red Barnet Ungdom, Læringscafé på Gilbroskolen

Red Barnet Ungdom har en Læringscafé på Gilbroskolen i Ishøj, hvor cirka 8 frivillige skiftes til at lave lektiehjælp og læringsøvelser med cirka 15 børn fra 4. klassetrin en gang ugentligt. Både frivillige og skoleelever er fra Ishøj-området. Formålet med læringscaféen er at styrke motivationen, selvtilliden og lysten til at lære hos socialt og fagligt udfordrede børn, således at de får mod på skolelivet, og rustes til et godt skoleliv. Dette kan være med til at løfte deres faglige niveau og øge deres chancer for at gennemføre en ungdomsuddannelse. De frivillige er ml. 15-30 år, og den relativt lille aldersforskel mellem frivillige og elever er med til at skabe et særligt og udbytterigt fællesskab/læringsrum, og de frivillige fungerer som rollemodeller for børnene.

Der søges om midler til forplejning, sociale aktiviteter, uddannelse/kompetenceudvikling, PR og administrationsudgifter. Der ansøges ligeledes om midler til personaleudgifter, hvilket der ikke gives midler til. Dette oplyses foreningen i tilsagns-/afslagsbrevet.

Der ansøges om kr. 26.416.

Red Barnet Ungdom, Læringscafé på Gilbroskolen modtog kr. 8.000 i december 2019.

Administrationen indstiller, at Red Barnet Ungdom, Læringscafé på Gilbroskolen tildeles kr. 8.107.

Kvisten - terapi til ofre for seksuelle overgreb

Kvisten - terapi til ofre for seksuelle overgreb er en landsdækkende frivillig forening, som tilbyder gratis rådgivning og psykoterapi til voksne med senfølger efter seksuelle overgreb. Tilbuddet udføres af frivillige, der alle har en godkendt uddannelse som psykolog eller psykoterapeut. Formålet med tilbuddet er at hjælpe borgerne i målgruppen til at mestre eget liv samt skabe øget livsglæde og livskvalitet, da målgruppen fx kan have svært ved at indgå i sociale relationer, gennemføre en uddannelse og komme i fast arbejde. Kvisten hjælper ofte borgere, der ikke ellers ville have fået hjælp pga. manglende økonomiske ressourcer eller tabu.

Der er pt. 2 borgere på venteliste i Ishøj Kommune, og de forventer at hverve to nye frivillige og opstarte 2-4 borgere i terapi i Ishøj Kommune.

Der søges om midler til annoncering.

Der ansøges om kr. 4.000.

Kvisten - terapi til ofre for seksuelle overgreb har ikke tidligere modtaget midler.

Administrationen indstiller, at Kvisten - terapi til ofre for seksuelle overgreb tildeles kr. 4.000.

Obs. Tovholderen har, efter aftale med administrationen, underskrevet på et separat dokument, da vedkomne grundet covid-19 ikke havde adgang til en printer/scanner.

Dansk Blindesamfund, Storkøbenhavn Syd

Dansk Blindesamfund, Storkbh. Syd arbejder for at give blinde og svagtseende mulighed for at mødes med ligesindede til socialt samvær og positive oplevelser. Herudover yder de rådgivning og støtte til medlemmer og pårørende. Dansk Blindesamfund Storkbh. Syd vil arrangere en miniferietur med forskellige aktiviteter og rådgivning for blinde, svagtseende samt hjælpere. Formålet er at give målgruppen muligheden for at komme ud, og derved få værdifulde oplevelser i fællesskab med andre samt et bedre mentalt helbred. Foreningen oplever, at nogle af medlemmerne har et øget behov, da de er blevet yderligere ensomme grundet covid-19. Det forventes, at 16 medlemmer vil deltage i miniferieturen.

Der søges om midler til befordring til rejse og udflugter, opholdsudgifter samt udgifter til musik, foredrag og aktiviteter.

Der ansøges om kr. 15.000.

Dansk Blindesamfund, Storkøbenhavn Syd modtog kr. 12.000 i december 2019.

Administrationen indstiller, at Dansk Blindesamfund, Storkøbenhavn Syd tildeles kr. 7.000.

Ishøj Sogns Menighedspleje

Ishøj Sogns Menighedspleje er en forening, som har til formål at hjælpe og støtte op om borgere i sognet, som er socialt og økonomisk vanskeligt stillet. Ishøj Sogns Menighedspleje uddeler julehjælp til økonomisk trængte børnefamilier, kontanthjælpsmodtagere og enlige pensionister i Ishøj. Udover den økonomiske støtte i forbindelse med uddeling af julehjælp, så tilbyder Ishøj Sogns Menighedspleje også social støtte. De seneste år har de uddelt julehjælp ud til 150-180 borgere. Herudover afvikles ferieaktiviteter, som fx fællesspisning og museumsbesøg, for 30-50 børn og forældre i Ishøj. Ishøj Sogns Menighedspleje forventer at hjælpe endnu flere i år, da flere har mistet deres arbejde pga. covid-19.

Der søges om midler til uddeling af julehjælp, som planlægges i løbet af efteråret, hvorfor der ansøges om midler i juni.

Der ansøges om kr. 10.000.

Ishøj Sogns Menighedspleje modtog kr. 10.000 i december 2019.

Administrationen indstiller, at Ishøj Sogns Menighedspleje tildeles kr. 8.500.

Samværsarrangementer på Torsbo

Samvær med beboerne/ældreboligerne på Torsbo er en række musikalske arrangementer med musik, samvær og fællessang for beboerne på Torsbo Plejehjem og i ældreboligerne, brugerne af Torsbo daghjem samt deltagerne fra Ishøjs demens- og pårørendegrupper. Arrangementerne har til formål at skabe livsglæde for demensramte og deres pårørende gennem musik og samvær på tværs. Det forventes, at der deltager 30-40 personer pr. gang.

Der søges om midler til honorar til musikere til fire arrangementer.

Der søges om kr. 22.000.

Samværsarrangementer på Torsbo modtog kr. 7.000 i december 2019.

Administrationen indstiller, at Samværsarrangementer på Torsbo tildeles kr. 6.000.

Ishøj Lænken

Ishøj Lænken er en forening for alkoholafhængige mænd og kvinder samt deres pårørende. Foreningen har til formål at skabe rammerne for samvær og give medlemmerne et nyt syn på livet uden alkohol. Medlemmerne støtter hinanden i svære tider for at undgå tilbagefald. Medlemmerne laver mad og spiser sammen, laver arrangementer sammen, og tager på udflugter sammen. Der er brugerbetaling på aktiviteterne. Der er 21 medlemmer på nuværende tidspunkt.

Der søges om midler til kurser, udflugter, spisearrangementer og kontingent.

Der søges om kr. 20.000.

Ishøj Lænken modtog kr. 12.000 i december 2019.

Administrationen indstiller, at Ishøj Lænken tildeles kr. 8.000.

Indstilling

Forslag til beslutning:

Social- og Sundhedsudvalget beslutter at tildele:

  • Modelbaneklubben Kirkehaven kr. 5.000.
  • Dukkehuse og legetøj til udsatte børn kr. 3.000.
  • Brohusklubben for ældre døve kr. 2.500.
  • Døveforeningen af 1866 kr. 3.000.
  • Frivilliggruppen kr. 10.000.
  • Natteravnene Ishøj kr. 17.300.
  • Næstehjælperne Ishøj kr. 20.000.
  • Brugerbestyrelsen Aktivitetscenteret Kærbo kr. 20.000.
  • Børns Voksenvenner, Hovedstaden kr. 5.000.
  • Red Barnet Ungdom, Læringscafé på Gilbroskolen kr. 8.107.
  • Kvisten - terapi til ofre for seksuelle overgreb kr. 4.000.
  • Dansk Blindesamfund, Storkøbenhavn Syd kr. 7.000.
  • Ishøj Sogns Menighedspleje kr. 8.500.
  • Samværsarrangementer på Torsbo kr. 6.000.
  • Ishøj Lænken kr. 8.000.

Det indstilles, at der i alt uddeles kr. 127.407.

Beslutning

Social- og Sundhedsudvalget har besluttet at tildele:

  • Modelbaneklubben Kirkehaven kr. 5.000.
  • Dukkehuse og legetøj til udsatte børn kr. 3.000.
  • Brohusklubben for ældre døve kr. 2.500.
  • Døveforeningen af 1866 kr. 3.000.
  • Frivilliggruppen kr. 9.500.
  • Natteravnene Ishøj kr. 17.300.
  • Næstehjælperne Ishøj kr. 20.000.
  • Brugerbestyrelsen Aktivitetscenteret Kærbo kr. 18.500.
  • Børns Voksenvenner, Hovedstaden kr. 5.000.
  • Red Barnet Ungdom, Læringscafé på Gilbroskolen kr. 8.107.
  • Kvisten - terapi til ofre for seksuelle overgreb kr. 4.000.
  • Dansk Blindesamfund, Storkøbenhavn Syd kr. 7.000.
  • Ishøj Sogns Menighedspleje kr. 8.500.
  • Samværsarrangementer på Torsbo kr. 8.000.
  • Ishøj Lænken kr. 8.000.


Resume

Beslutningspunkt

Administrationen forelægger Social- og Sundhedsudvalget projektbeskrivelse af `Pilotprojekt virtuelle videomøder i Center for Voksne og Velfærd` til godkendelse (se bilag).

Sagsfremstilling

Administrationen ønsker at afprøve skærmbesøg på baggrund af retningslinjer for velfærdsteknologiområdet samt læring og erfaringer under covid-19 pandemien, på Socialområdet, Træning & Rehabilitering, samt i Hjemmesygeplejen/Hjemmeplejen. Projektets primære formål er at skabe mere fleksibilitet i kontakten mellem borger og medarbejdere. Virtuelle videomøder er et supplement til den nuværende opgaveløsning, og er derfor ikke en erstatning for fysisk fremmøde.
Projektet har til formål at:
- Øge trygheden for borgerne 
- Sætte selvhjulpenhed i fokus med støtte fra medarbejdere gennem virtuelle videomøder
- Forbedre arbejdsmiljøet for medarbejderne gennem mere fleksible arbejdsgange og bedre mulighed for sparring med kolleger

- Bedre udnyttelse af medarbejderressourcer, så der anvendes mindre tid på transport og mere tid på borgerne

Anvendelsen af skærmbesøg på sundheds-, ældre- og socialområdet giver nye muligheder for udvikling af kvalitet i indsatserne på områderne og i den daglige arbejdstilrettelæggelse. Flere kommuner har arbejdet med skærmbesøg i en årrække, og erfaret at skærmbesøg skaber værdi for borgere, medarbejdere og kommuner gennem mere fleksibilitet i borgerens hverdag og mere fokuserede møder for medarbejderne.

Indstilling

Forslag til beslutning:

Social- og Sundhedsudvalget godkender at der igangsættes et pilotprojekt med virtuelt skørmbesøg, og at finansieringen anvises af Velfærdsteknologipuljen samt eksisterende budget i Center for Voksne og Velfærd. Sagen sendes til efterretning i Seniorrådet, Handicaprådet samt Udsatterådet.

Beslutning

Tiltrådt.

Økonomi

Estimerede udgifter til indsatsen:
De forventede omkostninger i projektets toårige periode, fordeler sig på licens til Medconnect, anskaffelse af udstyr (tablets). Udgifterne dækkes dels af budgetrammen for de deltagende enheder og dels af velfærdsteknologipuljen. Udgifterne fordeles som følger: 
Anskaffelser, tablet til borgere der ikke har eget device:
IPad pris pr. stk. 3919 kr.
Projekteret udgift for borgertablets 27 stk. 3919 kr. = 105.813 kr. Dækkes af velfærdsteknologipuljen.
Borgere der modtager hjemmesyge- og/eller hjemmepleje som ikke har egen tablet, vil få udleveret en tablet af kommunen. Som udgangspunkt forventes det ikke at egnede borgere i dette segment har egne tablets.

Licens til Medconnect, udgift pr. måned 24.000 kr.
Udgift for hele projektperioden 24 mdr.* 24.000 = 576.000 kr. dækkes indenfor budgetrammen i Center for Voksne og Velfærd. 

Samlet udgift for `Pilotprojekt virtuelle videomøder i Center for Voksne og Velfærd` kr. 681.813.

Bilag

Resume

Beslutningspunkt

Siden 2018 har Ishøj Kommune afholdt en frivilligfest en gang årligt for at hylde frivillige på det sociale område i Ishøj. Frivilligfesten afholdes på Frivillig Fredag, den sidste fredag i september måned. Udvalget skal tage stilling til, hvilket forslag til koncept, som frivilligfesten skal gennemføres i overensstemmelse med.

Sagsfremstilling

I 2018 var der 135 deltagere til festen, og i 2019 var der 175 deltagere til festen. Det må forventes at deltagerantallet for fremtiden vil ligge på samme niveau - muligvis højere. Eftersom prisen for frivilligfesten afregnes ud fra en kuvertpris, må der ses på et koncept for frivilligfesten fremover, således at festen kan afholdes indenfor et budget på kr. 50.000.

I vedhæftede notat beskrives tre forskellige forslag til et koncept for frivilligfesten i fremtiden:

  • Forslag 1: Samme koncept som i 2019, men med en begrænsning i antallet af deltagere.
  • Forslag 2: Ingen begrænsning på antallet af deltagere, men et lavere serviceniveau end tidligere (max kapacitet i salen er dog 200 deltagere).
  • Forsalg 3: Et receptionslignede arrangement med eksempelvis foredrag og pindemadder.

I forbindelse med frivilligfesten vil det ligeledes være muligt for foreninger og initiativer at reklamere for sit tiltag via en lille bod eller stand.

Seniorrådet, Udsatterådet og Handicaprådet har haft mulighed for at drøfte forslagene for koncept for frivilligfesten. De tre råd har følgende kommentarer:

  • Seniorrådet: Seniorrådet er enige i, at de ville vælge forslag 2, hvis de skulle vælge et forslag. Seniorrådet har desværre ikke mulighed for at bidrage med yderligere midler til festen.
  • Udsatterådet: Udsatterådet peger på forslag 1, men med begrænsning, og det er de enkelte foreninger, der skal prioritere, hvem fra foreningen, der skal deltage i festen. Der gøres opmærksom på, at administrationen i så fald skal udarbejde en fordelingsnøgle for, hvor mange deltagere foreningerne kan tilmelde.
  • Handicaprådet: Handicaprådet peger på en blanding af model 1 og 3. Rådet er ikke fortaler for en begræsning, men synes omvendt heller ikke, at foreninger skal have mulighed for at tilmelde for mange deltagere. Handicaprådet synes endvidere, at der skal tænkes i, hvordan man får blandet foreningerne på tværs, fx ved bordopdækningen.

Indstilling

Forslag til beslutning:

Social- og Sundhedsudvalget beslutter at gennemføre frivilligfesten i overensstemmelse med forslag nr. 1, 2 eller 3.

Beslutning

Social- og Sundhedsudvalget anbefaler forslag 2, men at styrkelsen af netværk på tværs og etablering af boder skal indarbejdes i arrangementet. Max antal pladser for foreningerne og frivillige.

Bilag

Resume

I februar 2020 godkendte Kommune Kontakt Rådet (KKR) Hovedstaden en fælles strategi for unges fysiske og mentale sundhed. Formålet med strategien er, at kommuner i hovedstaden skal gå sammen om at yde en indsats for at forbedre unges fysiske og mentale sundhed. Indsatsen skal på sigt styrke de unges muligheder for at gennemføre en uddannelse og leve de liv, som de gerne vil. Ishøj Kommune har sammen med 8 andre kommuner på Vestegnene og Sydamager samarbejdet siden 2015 omkring den tobaksforebyggende indsats. I regi af det samarbejde er der udarbejdet et forslag til en fælles kommunal indsats. Med indsatsen `Klar til livet - uden røg og rusmidler´ kan kommunerne udvide det eksisterende samarbejde til også at omfatte unges fysiske og mentale sundhed, samt fortsætte samarbejdet omkring en røgfri generation 2030. Samarbejdet udvides evt. til også at inkludere Rødovre Kommune.

Sagsfremstilling

Unges sundhedsadfærd ændrer sig typisk i skiftet fra grundskole til en ungdomsuddannelse. Mange unge er sunde, trives godt og udvikler sig, som de skal. Men der er unge, som begynder at eksperimentere og får en risikabel sundhedsadfærd hvad angår tobak, alkohol og stoffer. Herudover er en af de største udfordringer blandt unge den mentale sundhed. Hver femte unge angiver at have dårlig mental sundhed. Unge med dårlig mental sundhed har oftere indlæringsvanskeligheder og sværere ved at gennemføre et uddannelsesforløb. Mentale helbredsproblemer er årsagen til over halvdelen af frafald på ungdomsuddannelserne.

For at styrke unges fysiske og mentale sundhed samt hjælpe dem godt på vej i uddannelseslivet, har kommunerne, der er en del af KKR Hovedstaden, formuleret en fælles vision, jf. bilag KKR Strategi - Fælles strategi for unges fysiske og mentale sundhed. Unge bevæger sig på tværs af kommunegrænser. De kan f.eks. have bopæl i én kommune og ungdomsuddannelse i en anden. Samtidig er unge en af de borgergrupper, som har mindst kontakt med kommunen, når de forlader grundskolen. Derfor lægger KKR-strategien op til, at kommunerne samarbejder, og indgår i partnerskaber med ungdomsuddannelserne, når visionen skal indfris. Det anbefales endvidere, at der arbejdes med rammer og strukturer for at skabe større lighed i unges sundhed.

`Klar til livet - uden røg og rusmidler´ er en udmøntning af KKR-strategien om unges fysiske og mentale sundhed og bygger på, at vi står stærkt sammen, og at vi løfter i flok. Indsatsen har et 10-årigt perspektiv, og ønsket er at ruste unge til at blive gode aktører i eget liv, så de bedre kan håndtere de udfordringer, de møder i ungdomslivet.

De langsigtede mål for den fælles kommunale indsats er:

- At indsatsen fører til en forbedret Ungeprofilundersøgelse inden for en 10-årig periode, særligt i forhold til brug af tobak og rusmidler og mental sundhed.

- At indsatsen fører til, at mindst 90 % af de unge 25-årige har gennemført en ungdomsuddannelse i 2030.

Indsatsen starter 1. juli 2020 og løber til og med udgangen af 2030.

Indstilling

Social- og Sundhedsudvalget indstiller, at Ishøj Kommune deltager i den fælles kommunale indsats `Klar til livet - uden røg og rusmidler´, herunder at udgifterne dækkes af Center for Voksne og Velfærd, med 85.980 kr. og sundhedspuljen med 31.150 kr.

Beslutning

Tiltrådt.

Økonomi

I 2020 finansieres indsatsen af den økonomi, der er aftalt vedrørende `Bliv en vinder uden tobak´ (En røgfri generation 2030). Aftalen gælder fra 2018 og udløber med udgangen af 2030.

Fra 2021 indgår alle kommuner en ny forpligtende aftale om basisøkonomi i den fælles indsats. Basisindsatsen dækker blandt andet udgifter til fælles projektledelse, kommunikationsaktiviteter, konferencer og kompetenceudvikling, aktiviteter målrettet unge opfølgning fra Stoplinien, ungeprofilundersøgelse og rygestopmedicin. Udgifterne mellem de samarbejdende kommuner fordeles efter en fordelingsnøgle. Udgiften for Ishøj Kommune udgør i 2021 117.130 kr. og foreslås finansieret af Center for Voksne og Velfærd og sundhedspuljen, således at sundhedspuljen dækker de merudgifter, der kommer til indsatsen i forhold til øgede udgifter til projektledelse og abonnement på ungeprofilundersøgelsen. Den samlede udgift bliver således 85.980 kr. for Center for Voksne og Velfærd og 31.150 kr. fra sundhedspuljen.

Bilag

Resume

Beslutningspunkt

På baggrund af Social- og Sundhedsudvalgets drøftelse på mødet i marts 2020 fremlægges kriterierne for at blive en certificeret demensvenlig kommune.

Sagsfremstilling

Som opfølgning på Social- og Sundhedsudvalgets drøftelse vedr. demensnotat og Ishøj som demensvenlig kommune på mødet i marts 2020, har administrationen undersøgt kriterierne for at blive en certificeret demensvenlig kommune. En sådan certificering kræver, at man som kommune deltager i demensalliancens kommuneprogram. Demensalliancen er opstået i et samarbejde mellem Ældre Sagen, FOA, PenSam, Dansk Sygeplejeråd og Ergoterapeutforeningen i 2014, og deres vision er at arbejde for et demensvenligt DK. Demensalliancen sætter fokus på og arbejder ud fra den nationale demenshandlingsplan, som blev besluttet i 2017 på nationalt niveau. 

Demensalliancens kommuneprogram kaldes også demensrummet, og beskrives som: et strategi- og innovationsrum for landets kommuner, som vil arbejde målrettet med demens, politisk og praktisk. Der er fokus på at skabe konkrete forbedringer og løft af livskvalitet for borgere, pårørende og personalet.

Demensalliancens kommuneprogram består af:

  • To årlige nationale demensrum (seancer), hvor deltagerne tager udgangspunkt i, og får sparring på deres lokale udfordringer, ønsker og behov på demensområdet. På disse seancer får man nyeste viden om demens, adgang til netværk, opdatering på best practise og råd og vejledning om de specifikke udvalgte udfordringer.
  • I 2020 ligger disse seancer d. 26-27 august og d. 10-11 november.
  • På den første seance skal man som kommune arbejde med 2 lokale udfordringer. På den anden seance vil der også være et element af lokalpolitisk deltagelse og inddragelse.
  • Man har som kommune 5 pladser på hver af de nævnte seancer, og det er helt op til Ishøj Kommune, hvem vi ønsker at sende afsted de forskellige dage. 

Det foreslås, at deltagerne i de nævnte seancer udvælges sådan, at det skaber den bedst mulige grobund for videre arbejde og implementering af det arbejde, der vil foregå på seancerne. Det betyder, at Ishøj Kommunes demenskoordinator samt repræsentanter fra plejecentrene Kærbo og Torsbo samt hjemmeplejen vil være oplagte deltagere. Herudover kan der afhængigt af de valgte områder og udfordringer udvælges andre relevante deltagere. 

Når man har deltaget i demensalliancens kommuneprogram kommer man på listen over demensvenlige kommuner i Danmark. Herudover bliver man inviteret til at give sit besyv med til den landspolitiske dagsorden inden for demens, når og hvor demensalliancen er involveret i sådanne debatter og dialoger. 

Prisen for deltagelse i denne del af kommuneprogrammet er kr. 50.000, som dækker over deltagelse i de ovennævnte seancer samt forplejning og overnatning for 5 personer pr. gang i 2020. Der er deadline for tilmelding d. 27/5 kl. 12.00, men administrationen har talt med demensalliancens sekretariat og har fået en deadline d. 15/6 for tilbagemelding. 

Se vedhæftede oplæg fra demensalliancen. Bemærk at dette oplæg ikke er opdateret efter corona, og således har gamle datoer og priser i.

Indstilling

Forslag til beslutning:

Social- og Sundhedsudvalget beslutter, at deltage i demensalliancens kommuneprogram 2020 og at midlerne tages fra det eksisterende budget på demens og frivillighedsområdet.

Beslutning

Tiltrådt. Sagen sendes til orientering i Seniorrådet.

Økonomi

Det forslås, at betalingen for deltagelse i demensalliancens kommuneprogram 2020 på kr. 50.000 tages fra det eksisterende budget på demens og frivillighedsområdet.

Bilag

Resume

Indstillingssag

Forslag til Kommuneplan 2020 har været i høring i 8 uger og der skal træffes beslutning om at vedtage Kommuneplan 2020 endeligt.

Sagsfremstilling

Kommuneplanen er den overordnede plan for den fysiske planlægning i kommunen. I kommuneplanen kan borgere og investorer orientere sig om, hvordan Ishøj Byråd vil realisere de visioner, som byrådet besluttede med Planstrategi 2016 samt byrådets 6 hovedpolitikker. Kommuneplanen sammenfatter således den fysiske udvikling af kommunen i de næste 12 år og tydeliggør, hvilke udviklingsområder, der er i spil.

Af kommuneplanens rammer fremgår de konkrete byggemuligheder, som danner rammen for de efterfølgende lokalplaner. Af kommuneplanens retningslinjer fremgår det, hvordan der vil blive prioriteret indenfor en række fagområder både i lokalplanerne og i sagsbehandlingen samt en redegørelse herfor.

Kommuneplanen opdateres som udgangspunkt hvert 4. år, og i den mellemliggende periode udarbejdes der kommuneplantillæg for enkelte rammeområder ved behov.

Den 11. marts 2020 blev der afholdt et borgermøde, hvor ændringerne af planen blev gennemgået og der var lejlighed til, at få stillet afklarende spørgsmål.

I høringsperioden er der indkommet en række høringssvar og bemærkninger til kommuneplanen. Der er ikke modtaget høringssvar til miljørapporten.

Alle høringssvar fremgår i vedlagte høringsnotat (Bilag).

Ishøj Kommuneplan er digital og kan tilgås med følgende link:
http://ishoj.viewer.dkplan.niras.dk/dkplan/dkplan.aspx?planId=15

Indstilling

Social- og Sundhedsudvalget indstiller at, Kommuneplan 2020 vedtages endeligt og bekendtgøres offentligt.

 

Beslutning

Tiltrådt.

Lovgrundlag

Planlovens kapitel 4.

Bilag

Resume

Drøftelsespunkt

Regeringen har i forbindelse med covid-19-krisen udmøntet puljemidler til blandt andet ensomme og svækkede ældre. Ishøj Kommune modtager 340.000 kr. fra puljen. Administrationen har drøftet forslag til indsatser, som midlerne kan anvendes til. Sagen forelægges til drøftelse i udvalget, og sendes efterfølgende til drøftelse i Seniorrådet.

Sagsfremstilling

Plejehjemsbeboere har i en længere periode under covid-19-krisen ikke kunne få besøg af deres familier og pårørende. Samtidig har en del ældre medborgere valgt at isolere sig i eget hjem på grund af smitterisiko. Den store grad af isolation kan for nogle borgere føre til ensomhed, utryghed og bekymring. Derfor indgik regeringen og en række partier d. 17. april 2020 Aftale om initiativer for svækkede ældre i forbindelse med covid-19. Af aftalen fremgår det, at der afsættes midler til en række initiativer, som skal forebygge ensomhed og sikre, at ældre på plejehjem og ældre beboere i eget hjem kan fastholde deres livskvalitet og mentale helbred så godt som muligt under covid-19. Med aftalen afsættes der derfor 165. mio. kr., som fordeles til en række private såvel som offentlige indsatser, der imødeser dette formål. Af aftalen fremgår det endvidere, at puljen til initiativ 1 "Midler til nye løsninger for genoptagelse af besøg og fastholdelse af social kontakt for beboere på plejehjem under covid-19" fordeles til alle 98 kommuner efter en fordelingsnøgle. Puljen er på 100 mio. kr., hvoraf Ishøj Kommunes andel udgør 340.000 kr. Det fremgår af puljen, at midlerne skal bruges til at understøtte, at beboere på plejehjem, på en sundhedsmæssig forsvarlig måde, igen kan få besøg fra pårørende. Det kan være i form af udendørs telte til besøg, værnemidler til beboere og pårørende m.m. Der skal ved udgangen af 2020 fremlægges regnskab for forbruget af de tildelte midler.

Administrationen har drøftet, hvilke initiativer, der kan iværksættes for de afsatte midler. Administrationen har foreløbig følgende forslag til, hvordan midlerne kan udmøntes:

- leje af telte til besøg på kommunens plejehjem

- Indkøb af plexiglasskærme

- Ekstra personale til håndtering af besøg fra pårørende om lørdagen

- Sociale aktiviteter for beboerne på plejecentrene, som skal benyttes i både daghjem og i bomiljøerne.

- Sociale aktiviteter målrettet brugerne af Egely

Social- og Sundhedsudvalget bedes drøfte forslagene og komme med yderligere forslag til, hvordan midlerne kan anvendes. Sagen sendes endvidere til Seniorrådet til drøftelse. På mødet i august vil administrationen fremlægge uddybende beskrivelse af, hvordan midlerne bliver anvendt.

Vedhæftet er Aftale om initiativer for svækkede ældre i forbindelse med covid-19.

 

Indstilling

Forslag til beslutning:

Social- og Sundhedsudvalget drøfter forslag til initiativer for at forebygge ensomhed blandt ældre plejehjemsbeboere.

Beslutning

Tiltrådt. Social- og Sundhedsudvalget ønsker en opgørelse over hvad der er udmøntet. Sagen sendes til Byrådet til efterretning.

Bilag

Resume

Orienteringspunkt

I marts 2020 besluttede Social- og Sundhedsudvalget at igangsætte en strategiproces på demensområdet i Ishøj Kommune, som skal munde ud i en demensstrategi. Den oprindelige tidsplan for strategiprocessen var for optimistisk, og herudover er processen blevet forsinket på grund af covid-19. Derfor fremlægges en revideret tidsplan for strategiprocessen.

Sagsfremstilling

Af den reviderede tidsplan fremgår det, at der afholdes et møde med interessegruppen efter sommerferien og 1-2 møder efter dette. Interessegruppen er en bredt sammensættes gruppe, som skal give inputs til udarbejdelsen af en egentlig demensstrategi for Ishøj Kommune. Se vedhæftede bilag med den reviderede tidsplan for processen.

Den endelige demensstrategi for Ishøj Kommune fremlægges for Social- og Sundhedsudvalget i februar 2021.

Indstilling

Forslag til beslutning:

Social- og Sundhedsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning

TIltrådt. Sagen sendes til orientering i Seniorrådet.

Bilag

Resume

Orienteringspunkt
Grundet covid-19 har projekt sundhedstjek for udsatte borgere været sat i bero. Projektet forlænges derfor til ultimo 2020.

Sagsfremstilling

Grundet covid-19 har alle aktiviteter i Projekt sundhedstjek for udsatte borgere været sat i bero siden medio marts 2020. Nogle af de medarbejdere, der står for aktiviteter under projektet varetager funktioner, hvor der er oparbejdet en pukkel i arbejdsopgaver. Det drejer sig om rygtræningshold samt kostvejledningshold. Derfor er det først realistisk, at disse aktiviteter genoptages efter sommerferien, når driften antages at være tilbage til normal. Projektperioden forlænges derfor til ultimo 2020 frem for til udgangen af september 2020. Der vil ikke være nogen økonomiske konsekvenser forbundet med forlængelsen.

Indstilling

Forslag til beslutning:
Social- og Sundhedsudvalget tager
orientering om, at projektperioden for projekt sundhedtjek forlænges til ultimo 2020 til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt. Sagen sendes til orientering i Udsatterådet.

Resume

Orienteringspunkt

Det nuværende nødkaldssystem i Ishøj Kommune kan ikke serviceres af kommunens IT-afdeling. Der indgås derfor samarbejde med Tryghedscentralen om at levere nødkald til Ishøj Kommune. Sagen forelægges til orientering.

Sagsfremstilling

Ishøj Kommune, Center for Voksne og Velfærd har været i dialog med Tryghedscentralen om at levere nødkald til de hjemmeplejeborgere, som har behov herfor. Tryghedscentralen betjener i forvejen 27 % af landets kommuner med nødkald, og er således en erfaren leverandør på markedet. Tryghedscentralen tilbyder som en del af pakken bemandet forvagt, hvilket vil sige, at der er personale fra Tryghedscentralen, der besvarer nødkald døgnet rundt. Erfaringer fra andre kommuner viser, at den bemandede forvagt medfører, at 40-55 % af kaldene kan afsluttes, og de resterende kald kanaliseres det rette sted hen, fx til sygeplejen eller den private leverandør.

Tryghedscentralen fakturerer kommunerne efter antallet af tilslutninger og ikke antallet af kald. Prisen er 41 kr. pr. tilsluttet nødkald pr. måned samt driftsomkostninger på 1500 kr./måned. Ishøj Kommune har ca. 300 borgere, der har brug for et nødkald. Derfor vil der være en samlet omkostning på 13.800 kr./måned inklusiv driftsomkostninger. Hertil vil der være et opstartsgebyr på 15.000 kr. Udgifter til nødkald tages inden for den eksisterende ramme i Center for Voksne og Velfærd.

Driften af nødkald kan iværksættes 9 uger efter, at kontrakten med Tryghedscentralen underskrives.

Vedhæftet er forslag til implementeringsplan fra Tryghedsgruppen.

Indstilling

Forslag til beslutning:
Social- og Sundhedsudvalget tager
orienteringen til efterretning

Beslutning

Tiltrådt. Sagen sendes til orientering i Handicaprådet samt Seniorrådet.

Økonomi

Pris pr. måned: 13.800 kr./måned

Opstartsgebyr: 15.000 kr. (engangsbeløb).
Udgifterne tages inden for den eksisterende ramme i Center for Voksne og Velfærd.

Bilag

Resume

Orienteringspunkt
Der fremlægges status på vaskeordning for borgere i Hjemmeplejen. Status forelægges til orientering og sendes efterfølgende til Seniorrådet.

Sagsfremstilling

Social- og Sundhedsudvalget godkendte d. 11. juni 2019 toårigt pilotprojekt om at tilbyde borgere i Hjemmeplejen og på plejecentrene vask ved privat leverandør (Berendsen Vaskeservice).

Pilotprojektets primære målsætninger var:

  • At frigive ressourcer til den borgernære pleje og omsorg
  • At mindske spildtid relateret til vask af borgernes tøj, herunder at vente på ledige maskiner i fællesvaskerierne, at hænge tøj op og lægge det sammen m.m.
  • At tilbyde borgerne en vaskeordning, der var pris- og kvalitetsbevidst og med et ensartet serviceniveau
  • At sikre arbejdsmiljøet for medarbejderne i Hjemmeplejen og på plejecentrene

D. 1. november 2019 overgik de borgere, der var visiteret til vask ved Hjemmeplejen til at få vasket ved Berendsen Vaskeservice. Derfor har borgerne nu fået vasket tøj ved Berendsen i mere end 6 måneder, hvorfor der foretages en status på vaskeordningen for denne gruppe borgere. Til efteråret vil der blive udarbejdet en tilsvarende status på plejecenterområdet.

Status er udarbejdet på baggrund af følgende fokusområder:

  • Spørgeskemaundersøgelse om tilfredshed med ordningen, hvor der er ringet til ti tilfældigt udvalgte borgere
  • Datamateriale på antal tilmeldte borgere i ordningen
  • Dialog med visitationen om deres oplevelse af vaskeordning, herunder klager fra borgerne
  • Dialog med Hjemmeplejen om deres oplevelse af ordningen i forhold til dels borgernes respons på ordningen dels det arbejdsmiljømæssige og ressourcemæssige perspektiv

Status på vask for borgere med tilknytning til Hjemmeplejen:

Tilfredshed med ordningen:
Der er foretaget spørgeskemainterview med ti tilfældigt udvalgte borgere. Her spørges til tilfredsheden med vaskeordningen. Spørgeskemaet viser, at 80 % af borgerne er tilfredse med vaskeordningen. Særligt tilfredse er borgerne med afhentning og levering af tøjet, tøjets sammenlægning og mængden og hyppigheden af tøj, der kan vaskes. 70 % af borgerne er tilfredse med prisen, og 0 % synes ordningen er dyr. Der hvor borgerne er mindst tilfredse, omhandler information om ordningen samt valgmuligheder og tilkøbsmuligheder i ordningen.

Antal borgere i ordningen:

Der blev i september 2019 sendt informations- og tilmeldingsbrev ud til til 84 borgere, der fik vasket ved hjemmeplejen:

  • 52,5 % af borgerne valgte at være med i vaskeordningen (44 borgere)
  • 44 % af borgerne valgte at sige nej til ordningen (37 borgere)
  • 3,5 % af borgerne havde så specielle hensyn at tage, at de stadig kunne få vasket ved Hjemmeplejen (3 borgere)

Visitationens oplevelse af vaskeordningen:
Visitationens oplevelse er, at nogle borgere i starten var bekymrede for ordningen, da de skulle overgå fra vask ved Hjemmeplejen til ekstern leverandør. Visitationen oplever ikke, at borgere der visiteres til hjemmehjælp stiller spørgsmålstegn ved ordningen. Det skyldes, at nye borgere ikke har oplevet at Hjemmeplejen vaskede for dem, og derfor at de ikke har skiftet fra en velkendt og tryg ordning til noget nyt.

Hjemmeplejens oplevelse af vaskeordningen:
For Hjemmeplejens medarbejdere har vaskeordningen ført til bedre arbejdsmiljø, samt frigivelse af ressourcer til at hjælpe flere borgere. Hjemmeplejens medarbejdere fortæller, at nogle borgere i starten var kritiske over for ordningen, men at det ikke længere er tilfældet, hvilket er i tråd med visitationens oplevelse.

I januar 2021 vil der blive foretaget midtvejsevaluering af vaskeordningen for Hjemmeplejen såvel som plejecentrene. Der vil i den forbindelse blive fremlagt beregninger på, hvor meget tid vaskeordningen har frigivet til den borgernære omsorg og pleje.

I vedhæftede notat uddybes status på vaskeordningen og af bilaget kan tilfredsheden med ordningen inden for forskellige parametre aflæses.

Indstilling

Forslag til beslutning:

Social- og Sundhedsudvalget tager status på vaskeordning for borgere med tilknytning til Hjemmeplejen til efterretning.

Beslutning

TIltrådt. Sagen sendes til orientering i Seniorrådet samt Handicaprådet.

Bilag

Resume

  • Kærbo har modtaget en privat donation på 15.000 kr til aktiviteter.
  • Social- og Indenrigsministeriet har udarbejdet nye regler om lempelser af midlertidigt besøgsforbud (se bilag) på socialområdet.
  • Sundhedsstyrelsen har udarbejdet retningslinjer om forebyggelse af smitte med covid-19 ved besøg på plejecentre: https://www.sst.dk/-/media/Udgivelser/2020/Corona/Genaabning/Plejecentre/Retningslinjer-om-forebyggelse-af-smitte-med-COVID-19-ved-besoeg-paa-plejecentre.ashx?la=da&hash=BDE387FAB17A770B36FDD302F774E3C8D37909F9
  • Der er fremsendt status for Vestegnens Sprog- og Kompetencecenter under covid-19 (se bilag).
  • Der er udarbejdet oversigt over forbruget for februar 2020 af ydelse 4469 om de kommunale akutfunktioner jf. forsøgsordning. Aftalen trådte i kraft 1. februar 2020.
  • Der er udarbejdet rapport om `Seksuel og reproduktiv sundhed i Ishøj Kommune` (se bilag).
  • Der er indgået aftale med Statens Serum Institut og Region Hovedstaden om at etablere lokale testfaciliteter i Ishøj Kommune. Indsatsen er en del af samfundssporet, og det betyder, at det er voksne borgere uden symptomer, som kan testes. Formålet er at opsporere smittede og nære kontakter til evt. smittede personer. Indsatsen forventes at opstarte den 5. juni 2020. I første omgang af nogle dages varighed, og de efterfølgende uger på forskellige lokationer i kommunen.

Indstilling

Social- og Sundhedsudvalget tager meddelelserne til efterretning.

Beslutning

TIltrådt.

Bilag

Resume

Orienteringspunkt

Administrationen orienterer Social- og Sundhedsudvalget om nøgletal (se bilag).

Indstilling

Forslag til beslutning:

Social- og Sundhedsudvalget tager orienteringen om nøgletal til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

Resume

Orienteringspunkt 

Sagsfremstilling

Serviceloven § 100: 1 (merudgifter).
Serviceloven § 83: 1 (hjælp i hjemmet).

Indstilling

Social- og Sundhedsudvalget tager orientering om efterretningssager til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutning

Intet til punktet.