Referat
Social- og Sundhedsudvalget torsdag den 17. august 2023 kl. 19.00

Det Gule Hus - Vildtbanevej 4

Sagsfremstilling

I september 2022 godkendte Social- og Sundhedsudvalget de endelige rammer for omlægning af Det Gule Hus, hvor samværs- og aktivitetstilbud blev fysisk adskilt fra vejledningstilbud, og begge dele blev omlagt til samlede tilbud for handicap- og psykiatribrugere i Ishøj Kommune. I den forbindelse bestilte udvalget en evaluering af omlægningen, som nu er foretaget via et spørgeskema, som administrationen har udarbejdet i samarbejde med Udsatterådet, Handicaprådet og Brugerrådet i Det Gule hus. De vigtigste konklusioner i evalueringsringsrapporten er oplistet nedenfor.

Åben Vejledning
Den åbne vejledning er blevet flyttet fra Det Gule Hus til 6. sal på rådhuset grundet bedre faciliteter med mulighed for at sikre fortrolighed omkring samtalerne, og samtidig skabe en mulighed for at styrke synergien mellem Udførerområdet og Myndighed.

Evalueringen viser, at over halvdelen af brugerne mener, at omlægningen fungerer godt. To ud af fem mener, at det fungerer mindre godt, mens 14 % (3 borgere) angiver, at det slet ikke fungerer.

Brugernes kommentarer peger på, at nogle har svært ved at komme på 6. sal, nogle er udfordrede af åbningstiderne ift. deres job, og andre ønsker, at vejledningen bliver flyttet tilbage til Det Gule Hus, da det var nemmere.

Det Gule Hus
Brugernes generelle kommentarer om status for Det Gule Hus omhandler i hovedtræk følgende:

  • Dejligt med mulighed for socialt samvær og dejligt med fast personalegruppe.
  • Ønsker om mere personale, mere aftenåbent, reduktion af støjniveauet, mere brugerindflydelse, mere fællesspisning, andre/flere aktiviteter.


I hovedtræk viser evalueringen følgende:
Anvendelse

  • Godt 60 % benytter Det Gule Hus i samme omfang eller mere end før omlægningen. Knap 30 % benytter huset i mindre grad end før.
  • Det tidsrum, huset anvendes af flest brugere, er kl. 16 - 20. Her angiver to tredjedele, at de benytter huset. I formiddagstimerne angiver knap halvdelen, at de benytter huset.


Aktiviteter

  • Tre ud af fire bruger huset til socialt samvær med andre brugere og personalet - men aktiviteterne i huset er også væsentlige for to ud af tre.
  • Der er godt kendskab til husets aktivitetstilbud, og brugerne har gode ideer til fremtidige aktiviteter.


Tryghed

  • 85 % angiver, at de i høj eller meget høj grad føler sig trygge ved de øvrige brugere, og 10 % angiver, at de i mindre grad føler sig trygge, mens 0 % angiver, at de slet ikke føler sig trygge. Brugernes kommentarer handler primært om specifikke situationer, hvor det opleves, at husreglerne ikke efterleves, uden at det medfører sanktionering.


Sammenlægning af målgrupper

  • Over to tredjedele angiver, at det i høj eller meget høj grad fungerer godt med sammenlægningen af handicap- og psykiatribrugere i Det Gule Hus. Knap 19 % angiver, at det fungerer mindre godt, mens 10 % angiver, at det slet ikke fungerer.
    Brugernes kommentarer peger på, at der er stor spredning i funktionsniveau, som skaber en opdeling i gruppen og et øget støjniveau.


Personale

  • 90 % angiver, at det fungerer ok eller rigtig godt med fast personale i huset.
    Brugernes kommentarer omhandler den ro og tryghed, som den faste gruppe medarbejdere har skabt og et oplevet behov for flere medarbejdere.


Medindflydelse

  • 81 % angiver, at de i høj eller meget høj grad ved, hvordan man som borger har indflydelse på Det Gule hus, mens 10 % angiver, at de slet ikke ved det.
    Brugernes kommentarer viser, at nogle oplever at kunne gå til personalet og blive hørt, mens andre udtrykker en skepsis over for, hvor meget reel indflydelse, brugerne har.


Administrationen vil i samarbejde med brugerne arbejde videre med udviklingen af tilbuddene. Det beskrives nærmere under hvert punkt i evalueringen, hvordan den videre proces vil være.

Lovgrundlag

Lov om Social Service § 104.

Økonomi

Sagen har ingen økonomiske konsekvenser

Indstilling

at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Beslutningskompetence

Social- og Sundhedsudvalget


Sagens sendes til orientering i Udsatterådet og handicaprådet.

Beslutningstema

Der er hen over sommeren gennemført en evaluering af brugen af Åben Vejledning og Det Gule Hus efter en udviklingsproces, der er foretaget på baggrund af Social- og Sundhedsudvalgets beslutning om den nuværende organisering af huset på mødet den 22. september 2022. Evalueringsrapporten er vedhæftet dagsordenen.

Bilag

Sagsfremstilling

Baggrund
Byrådet traf den 7. september 2021 en principbeslutning om at udvide kapaciteten på Kærbo med 30 nybyggede plejehjemspladser, fordi Ishøj Kommunes andel af ældre borgere er stigende. Frem til 2028 forventes Ishøj Kommune at have en stigning i borgere på 80+ årige på 76%.

Administrationen har herefter arbejdet på planlægningen af byggeriet og står overfor at skulle igangsætte udbud for igangsætning af byggeriet. Siden principbeslutningen om at udvide kapaciteten på Kærbo er det besluttet at udvide antallet af plejehjemspladser via omlægning af ældreboliger. De første plejeboliger er etableret, og de sidste forventes at blive klar i begyndelsen af 2024. Samtidig har administrationen set, at der har været et fald i ventelisten til plejeboliger. Pr. 30/5 var der 7 Ishøj borgere på venteliste til en plejebolig. Kommunen er forpligtet til at tilbyde borgere, der er visiteret til plejehjem, en plads i løbet af 2 måneder, men er ikke forpligtet til at tilbyde kommunens borgere en plejebolig i Ishøj, hvorfor kommunen kan vælge at købe pladser i andre kommuner, hvis efterspørgslen i en periode overstiger udbuddet.

På den baggrund har administrationen lavet en ny prognose med henblik på at sikre, at der er behov for yderligere udvidelse af plejehjemskapaciteten, inden selve byggeriet igangsættes. Den nye prognose tager højde for Ishøj Kommunes demografiske særkende, mens den første prognose fra 2021, der lå til grund for den politiske principbeslutning, var baseret på BDO-modellen ”Fredensborg plejeboligprognose”. Administrationen vurderer, at BDO-modellen fremskriver for højt i forhold til den lokale udvikling i Ishøj, fx fordi BDO-modellen ikke tager højde for, at en andel af målgruppen med anden etnisk herkomst end dansk af kulturelle årsager ikke søger plejebolig på nuværende tidspunkt. Andelen af borgere med denne baggrund er større i Ishøj end i den gennemsnitlige kommune, og selvom mønstret forventes at ændre sig, så er der ikke nogle indikationer på, at det vil ændre sig markant i de kommende 10 år, hvorfor der bør tages højde for denne tendens. Desuden anvendes der i BDO-analysen udelukkende befolkningsudviklingen fra Danmarks Statistik, der er højere end kommunens egen beregning. CVV har derfor i 2023 lavet en prognose ud fra en nyudviklet CVV-model, hvor disse forhold er medtaget (bilag 1).

Det er vanskeligt at sammenligne den gamle og den nye prognose, da de er baseret på to forskellige beregningsmodeller, men BDO-tallene er i perioden 2021-2030 ca. 7 pct. højere end tallene i CVV-modellen. I 2031 og 2032 er tallene ca. 23 - 30 pct. højere. Der er usikkerhed forbundet med begge beregningsmetoder, som beror på forskellige hypoteser om bl.a. fremtidens demografiske udvikling og har forskellige fokuspunkter. Se bilag 2 for en sammenligning af prognosen fra 2021 med den fra 2023.

På baggrund af den nye prognose er det administrationens vurdering, at Ishøj Kommune vil få svært ved at fylde 30 ekstra pladser op om et par år og det antages, at behovet for flere plejehjemspladser nærmere er 5-10 år ude i fremtiden. Administrationen anbefaler derfor, at byggeriet af nye plejehjemsboliger pauseres. For at følge udviklingen på området foreslås det desuden, at der ved udgangen af 2024 foretages en fornyet prognose med henblik på vurdering af behovet for igangsætning af byggeriet.

Opmærksomhedspunkter
Der skal gøres opmærksom på, at vurderingen bygger på en række forudsætninger for den fremtidige udvikling, og at der derfor selvsagt kan være forskel mellem faktisk behov og prognose. Foruden den konkrete udvikling i antal af ældre og brugen af plejehjem i Ishøj kommune kan andre faktorer også spille ind, herunder ikke mindst udvikling i byggeri af plejehjemspladser i andre kommuner.

Ifølge Lov om Social Service § 8, har borgere ret til frit at vælge plejehjem. Det betyder, at målgruppen i Ishøj ikke vil være forpligtet til at vælge Kærbo, men også kan vælge Torsbo, eller et plejehjem i en anden kommune (hvis den anden kommune også godkender borgeren til plejebolig). Der ses en stigende tendens til, at flere ældre borgere vælger et plejehjem i en anden kommune, fx for at komme tættere på deres familie. Ishøj Kommune kan således risikere ikke at kunne fylde alle plejehjemspladserne op, såfremt der bygges flere pladser end der er behov for.

Lovgrundlag

Ifølge Lov om Social Service §§ 5 og 8 er kommunen forpligtet til at tilbyde borgere, der er visiteret til plejehjem en plads senest efter to måneder, og borgere har frit plejehjemsvalg. Ishøj Kommune er ikke forpligtet til at tilbyde kommunens borgere en plejebolig i Ishøj, hvorfor kommunen kan vælge at købe pladser i andre kommuner, hvis efterspørgslen i en periode overstiger udbuddet.

Økonomi

Byggeriet forventes at koste 55,5 mio. kr., og der er afsat 2 mio. kr. i 2022, 25 mio. kr. i 2023 og 28,5 mio. kr. i 2024.

Indstilling

at processen for igangsættelse af byggeriet af de nye plejehjemspladser pauseres, og at der ved udgangen af 2024 udarbejdes en opdateret prognose vedrørende behov for plejeboliger til borgere i Ishøj Kommune med henblik på fornyet vurdering af behov for bygning af nye plejeboliger.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Byråd

Beslutningstema

Byrådet forelægges en ny prognose for behovet for plejeboliger og skal beslutte, hvorvidt den politiske beslutning om at udvide Kærbo med 30 plejehjemspladser fortsat bør effektueres efter den nuværende plan, eller om den nye prognoser giver anledning til at pausere beslutningen.

Bilag

Sagsfremstilling

De gældende kvalitetsstandarder for hjælpemidler, forbrugsgoder og boligindretning blev godkendt af Social- og Sundhedsudvalget i februar 2020. Kvalitetsstandarderne blev opdateret i forbindelse med ophør af det forpligtende samarbejde med Vallensbæk Kommune, hvor Vallensbæk Kommune blev skrevet ud af kvalitetsstandarderne.

De godkendte kvalitetsstandarder er meget lange, grundige og produktspecifikke. Det er et samlet katalog er på næsten 100 sider. Dvs. at der fx indenfor hjælpemidler til personlig pleje er beskrevet 14 kvalitetsstandarder på specifikke hjælpemidler. Disse kvalitetsstandarder udgør dog ikke en udtømmende liste, hvorfor der kan være relevante hjælpemidler, som ikke er beskrevet i de nuværende kvalitetsstandarder.

På baggrund af ovenstående har administrationen et ønske om fremover at have to overordnede kvalitetsstandarder på områderne. Én for hjælpemidler og forbrugsgoder samt én for boligindretning. Dette vil gøre det lettere tilgængeligt og nemmere for borgerne at forstå lovgrundlaget og kriterierne for at være berettiget til hjælpemidler, forbrugsgoder og/eller boligindretning. Derfor fremlægges forslag til to nye kvalitetstandarder, der kan favne alle mulighederne for bevilling af hjælpemidler, forbrugsgoder og boligindretning. Se vedhæftede bilag.

De tidligere beskrevne sagsbehandlingsfrister har ikke taget højde for, at virkeligheden er kompleks. Der er behov for forskellige frister for forskellige typer af hjælpemidler, forbrugsgoder og boligindretninger. I nogle situationer er der behov for en akut bevilling, mens andre bevillinger kræver mere tid til sagsbehandling. I vedhæftede kvalitetsstandarder er beskrevet at sagsbehandlingstiden som udgangspunkt vil være op til 12 uger, mens ansøgninger der vurderes som akutte vil blive behandlet indenfor få dage. Dette er for at sikre at sagsbehandlingstiderne er i overensstemmelse med det realistiske, således at der skabes gennemsigtighed for borgerne i forhold til hvad de kan forvente, når de ansøger.

Det har ikke været muligt at synliggøre rettelserne i de nye kvalitetstandarder, da formen på de nye og de gamle er meget forskellige fra hinanden. På nær sagsbehandlingstiden vil serviceniveauet være uændret ved overgangen til de nye kvalitetsstandarder. Afgørelsen vil altid tage udgangspunkt i en konkret individuel vurdering af den enkelte borgers udfordringer og behov med henblik på at udvælge hvilke hjælpemidler, forbrugsgoder og/eller boligindretninger, der kan kompensere for den enkelte borgeres nedsatte funktionsniveau.

Kvalitetsstandarderne indeholder information om følgende:

  • Lovgrundlag
  • Ventetider
  • Målgruppe
  • Formål
  • Tildelingskriterier
  • Rettigheder og pligter
  • Klagemuligheder


Social- og Sundhedsudvalget blev på mødet i juni orienteret om, at administrationen påtænker at udarbejde en indledning til hver af kvalitetsstandarderne i Center for Voksne og Velfærd. Indledningen skal indeholde en kort beskrivelse af kvalitetsstandardens indhold skrevet i et letforståeligt og borgerrettet sprog. Denne er ikke udarbejdet på de kvalitetsstandarder, der forelægges på dette møde, men vil blive tilføjet i forbindelse med, at de godkendte kvalitetsstandarder offentliggøres på Ishøj Kommunes hjemmeside efter endelig godkendelse.

De nuværende produktspecifikke kvalitetstandarder vil fremadrettet fungere som et internt ydelseskatalog for medarbejderne på området i forbindelse med sagsbehandlingen.

Lovgrundlag

Lov om Social Service §§ 112, 113 og 116.

Økonomi

Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.

Indstilling

at reviderede kvalitetsstander for genbrugshjælpemidler, forbrugsgoder og kropsbårne hjælpemidler samt boligindretning sendes i høring hos Seniorrådet og Handicaprådet.

Beslutning

Tiltrådt med følgende bemærkninger:

I kvalitetsstandard vedrørende boligindretning præciseres det, at der ikke ydes tilskud til lovpligtige eftersyn.

Det præciseres i begge kvalitetsstandarder, at sagsbehandlingsfristen er hurtigst muligt med en sagsbehandlingstid op til 12 uger.

Beslutningskompetence

Social- og Sundhedsudvalget

Beslutningstema

Administrationen fremlægger reviderede kvalitetsstandarder for henholdsvis genbrugshjælpemidler, forbrugsgoder og kropsbårne hjælpemidler samt for boligindretning efter Lov om Social Service §§ 112, 113. Kvalitetsstandarderne sendes i høring hos Seniorrådet og Handicaprådet.

Bilag

Sagsfremstilling

Social- og Sundhedsudvalget blev på mødet den 15. maj 2023 forelagt forslag til revideret kvalitetsstandard for forebyggende hjemmebesøg. Herefter blev kvalitetstandarden sendt i høring hos Seniorrådet.

Forslag til revideret kvalitetsstandard for forebyggende hjemmebesøg har været behandlet i Seniorrådet i juni 2023. Seniorrådet har indgivet følgende høringssvar:

Seniorrådet debatterede om, at der ikke står noget vedr. svarprocent - både resultatet for dem, som svarede og resultatet for dem, som ikke svarede.

Se vedhæftede mødereferat.

Administrationen vurderer ikke, at høringssvaret giver anledning til ændringer af kvalitetsstandarden. Høringssvaret henviser til den status på screeningsværktøjet WIPP360 ved forebyggende hjemmebesøg, der blev fremlagt til orientering for Seniorrådet på deres møde den 23. maj 2023. I denne status fremgår svarprocenter samt andre resultater og erfaringer ved brugen af screeningsværktøjet WIPP360.

Social- og Sundhedsudvalget blev på mødet i juni orienteret om, at administrationen påtænker at udarbejde en borgerrettet beskrivelse af kvalitetsstandarderne i Center for Voksne og Velfærd. Denne er endnu ikke udarbejdet for de kvalitetsstandarder, der forelægges på dette møde, men vil blive tilføjet i forbindelse med, at de godkendte kvalitetsstandarder offentliggøres på Ishøj Kommunes hjemmeside efter endelig godkendelse.

Kvalitetsstandarden er vedhæftet som bilag.

Lovgrundlag

Lov om Social Service § 79a.

Økonomi

Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.

Indstilling

at kvalitetsstandarden for forebyggende hjemmebesøg godkendes.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Social- og Sundhedsudvalget.

Beslutningstema

Forslag til revideret kvalitetsstandard for forebyggende hjemmebesøg har været i høring i Seniorrådet og fremlægges til endelig godkendelse i Social- og Sundhedsudvalget.

Bilag

Sagsfremstilling

Ishøj Kommunes Velfærdspolitik omfatter områderne sundhed, ældre og borgere med særlige behov og retter sig hovedsageligt mod voksenområdet, da børneområdet er indeholdt i Børne- og Ungepolitikken. Visionen i Velfærdspolitikken er, at kommunen skal medvirke til at skabe et ligeværdigt samfundsliv, som kan bidrage til fællesskaber, livskvalitet og udfoldelsesmuligheder for alle borgere i Ishøj Kommune.

Velfærdspolitikkens vision og pejlemærker foreslås udmøntet gennem strategier, som kan understøtte, at politikken konkretiseres, og der sættes en ønsket retning for udviklingen på områderne i overensstemmelse med politikken. På den måde kan Social- og Sundhedsudvalget sætte en tydelig retning for administrationen gennem målsætninger og indsatsområder, der er mulige for medarbejdere og ledere at operationalisere ind i opgaveløsningen og organiseringen af arbejdet, f.eks. gennem handleplaner.

Med dette udkast til kommissorium lægges der op til udvikling af tre strategier på henholdsvis sundhedsområdet, ældreområdet og socialområdet, som skal understøttes af en proces med bred inddragelse af det politiske niveau, borgere, medarbejdere og ledere med henblik på at skabe strategier, som rummer de politiske målsætninger og sætter en klar retning samtidig med, at de er konkrete og praktiske nok til, at de kan blive handlingsskabende og retningssættende for administrationens arbejde og give mening for de borgere, det handler om.

Det overordnede formål med strategierne er således at sikre en kvalificeret, helhedsorienteret og sammenhængende indsats på voksen velfærdsområdet, så alle borgere i kommunen får mulighed for et så selvstændigt liv som muligt med øget livskvalitet og sundhed, og som styrker mulighederne for deltagelse i fællesskaber og giver flere udfoldelsesmuligheder.

I udkastet til kommissorium er desuden beskrevet et forslag til organisering af processen, herunder etablering af styregruppe og projektgrupper. Derudover er der udarbejdet forslag til en proces- og tidsplan, som foreslås igangsat umiddelbart efter Social- og Sundhedsudvalgets møde i august, og som lægger op til en endelig politisk beslutning på udvalgets møde i februar 2024.

Økonomi

Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.

Indstilling

at udkast til kommissorium for strategiprocessen på Social- og Sundhedsudvalgets område godkendes.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Social- og Sundhedsudvalget.

Beslutningstema

Social- og Sundhedsudvalget forelægges udkast til kommissorium for proces- og tidsplan for udviklingen af strategier på udvalgets område.

Bilag

Sagsfremstilling

Region Hovedstadens Hospitalsplan 2025 giver en langsigtet ramme for udviklingen af hospitalsvæsenet i regionen, og målet er at skabe et sundhedsvæsen i topklasse, så regionens borgere også fremover modtager en behandling af høj faglig kvalitet.

Følgende forslag om ændring til den nuværende Hospitalsplan 2025 er sendt i høring, og kommunerne i planområde Syd er gået sammen om at sende et fælles høringssvar.

Region Hovedstaden påtænker, at Amager og Hvidovre Hospitals medicinske ambulatorier og senge på Glostrup-matriklen (Rigshospitalet) samles på de to matrikler på Amager og Hvidovre Hospital (Hvidovre-matriklen). Akutklinikken bevares på Glostrup-matriklen med ændret opgavedeling, men fortsat med mulighed for behandling af mindre skader og akut almen medicinsk sygdom.

Forslaget har udgangspunkt i behovet for et bæredygtigt hospitalsvæsen i planområde Syd med effektiv udnyttelse af ressourcerne, stærke faglige miljøer og gode muligheder for rekruttering og fastholdelse. Der er behov for at samle den medicinske behandling og have færre matrikler med døgnbemanding.

I dag varetages de medicinske specialer lungesygdomme, hormon- og stofskifte-sygdomme, ældresygdomme og hjertesygdomme på Amager-, Hvidovre- og Glostrupmatriklerne.

Høringssvaret vedlægges som bilag.

Lovgrundlag

Sundhedsloven.

Økonomi

Sagen har inden økonomiske konsekvenser.

Indstilling

at høringssvaret godkendes.

Beslutning

Tiltrådt med følgende bemærkning:

Udvalget ønsker at blive inddraget i processen ved fremtidige høringer.

Særindstilling:
Ole Beckmann (V) kan ikke tiltræde indstillingen, idet han mener, at kommunerne også har et medansvar for offentlige transportmuligheder for alle borgere.

Beslutningskompetence

Social- og Sundhedsudvalget

Beslutningstema

Kommunerne i Planområde Syd er gået sammen om et svar til høringen vedr. forslag af ændring af organisering af den medicinske behandling i Planområde Syd. Administrationen indstiller, at høringssvaret godkendes.

Bilag

Indstilling

at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Beslutningskompetence

Social- og Sundhedsudvalget.

Beslutningstema

Hjemløsereformen er vedtaget
Folketinget har den 4. maj 2023 vedtaget de varslede ændringer af Lov om Social Service, Lov om Almene Boliger m.v., Lov om Leje af Almene Boliger og forskellige andre love med det formål at omlægge indsatsen mod hjemløshed med Housing First-tilgangen og herigennem reducere antallet af borgere i hjemløshed markant og gøre op med langvarig hjemløshed.
Social- og Sundhedsudvalget blev orienteret om de varslede ændringer på mødet den 22. september 2022.

De væsentligste ændringer er:

  • Der tilføjes en ny bostøtteparagraf (Lov om Social Service § 85a) med præcisering af målgruppen og formål med ophold på en hjemløseboform - samt at kommunalbestyrelsen under en række betingelser kan træffe afgørelse om at udskrive en borger fra en boform til borgere i hjemløshed.
  • Refusionsreglerne ændres, så der gives 50 % refusion i op til 90 dage for kommunernes udgifter til boformer efter Lov om Social Service § 110 og herefter til bostøtte efter § 85a med 50 % i op til 2 år. Der gives ligeledes refusion i op til 6 måneder for Kommunens udgifter til botilbud efter § 107.
  • Det gøres til et krav, at der udarbejdes handleplaner for alle borgere med hjemløseboform.
  • Kommunernes mulighed for at anvise borgere til en udslusningsbolig udvides, og kommunerne får mulighed for at anvende almene ungdomsboliger og ældreboliger til målgruppen.

Hjemløsetælling
Administrationen har ikke foretaget hjemløsetælling i 2023. Dette skyldes udskiftning af personale og ledelse i Center for Voksne og Velfærd. Da der ikke foreligger en anvendelig procedure og metodebeskrivelse udsættes tællingen til uge 6 i 2024, som er den uge, hvor kommunen i samarbejde med VIVE foretager en tælling hvert andet år.

Henvendelse fra FOA vedr. styrket rengøring og bedre hygiejne
FOA har sendt et brev til alle politiske fagudvalg med ansvar for ældreplejen, hvori de opfordrer kommunerne til at holde fast i en styrket rengøring og bedre hygiejne. FOA har i samarbejde med KL udarbejdet tre anbefalinger til styrket hygiejne og rengøring på ældreområdet, som er udsendt sammen med brevet. Anbefalingerne er sammen med brevet fra FOA vedhæftet dagsordenen.

Hus Forbi har erhvervet en ejendom i Ishøj Kommune
Hus Forbi, der er en forening, som har til formål at hjælpe samfundets udsatte, har erhvervet en ejendom i Ishøj Kommune. Foreningen påtænker at etablere et herberg efter Servicelovens § 110 i ejendommen. På nuværende tidspunkt er foreningen igang med at søge de nødvendige godkendelser, f.eks. i kommunen og hos Socialtilsynet.

Årshjul for sager til Social- og Sundhedsudvalget
Årshjulet er vedhæftet dagsordenen til orientering.

Bilag

Indstilling

at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Beslutningskompetence

Social- og Sundhedsudvalget.

Sagsfremstilling

Med henblik på at lette proceduren med godkendelse/underskrift af protokol/referat i First Agenda, oprettes et ekstra punkt - Godkendelse af protokol/referat.

Ved at godkende dette ene punkt tilkendegives det, at godkendelse/underskrift gælder alle dagsordenpunkterne. Det vil derfor ikke være nødvendigt at trykke godkend ud for hvert enkelt dagsordenpunkt, så længe dette ene punkt godkendes.

Indstilling

at protokol/referat godkendes.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Social- og Sundhedsudvalget.