Gravid og Projekt Vækst

Her kan I læse om jeres muligheder, når I venter barn

Venter du barn for første gang eller har haft et tidligere svært graviditetsforløb eller ammeforløb?

Så kan du få et besøg af en sundhedsplejerske inden fødslen.

Sundhedsplejens graviditetsbesøg giver jer som kommende forældre mulighed for at tale med en sundhedsplejerske om forhold, der kan have betydning for den tidlige og vigtige tilknytning mellem jer og jeres barn efter fødslen.

Besøget giver også mulighed for, at I og jeres sundhedsplejerske kan lære hinanden at kende inden fødslen.

Under graviditetsbesøget tager vi udgangspunkt i, hvordan graviditeten er gået indtil nu, og hvilke tanker og forventninger I har til at blive forældre. 

Andre temaer, såsom den første tid hjemme, amning osv. kan også tages op.

Graviditetsbesøget foregår i jeres hjem og varer ca. en time. Besøget skal helst ligge mellem 20. og 28. graviditetsuge.

Kontakt

Sundhedsplejen får automatisk besked om, at I venter barn og ringer jer op for at tilbyde et besøg inden fødslen. 

Hvis I ikke bliver kontaktet, så kan I ringe til sundhedsplejen på tlf. 43 57 76 01 i hverdagene mellem kl. 12 -13.

Eller I kan skrive en mail til cbf@ishoj.dk med emnefeltet ”Graviditetsbesøg” samt navn, telefonnr. og terminsdato.

 

 

 

Når I venter barn for første gang, har vi mulighed for at tilbyde jer at være en del af et projekt, hvor I kan få flere besøg og telefonopkald igennem de første år af jeres barns liv. I vil få tilsendt information i eboks og jeres sundhedsplejerske vil fortælle jer om projektet ved graviditetsbesøget eller lige efter fødslen.