Delecykler i Ishøj
I løbet af september er el-delecykler fra Dott blevet introduceret i Ishøj og otte andre forstadskommuner i Region Hovedstaden
Der er omkring 120 delecykler i Ishøj Kommune, som kan hentes og afleveres igen inden for parkeringsområder, der er markeret i Dotts app med et ”P”-symbol. Det er også i Dotts app, du opretter dig som bruger. Ved oprettelsen får du to tures gratis kørsel – og herefter kan du oprette dig som abonnent, hvis du har et stort behov eller leje på tur-basis.
Det skal være lettere at rejse i hovedstaden
Delecykelordningen fra Dott er blevet udrullet med støtte fra Region Hovedstadens projekt ”Delemobilitet i forstæderne” i samarbejde med Gate21.
Projektet skal gøre det nemmere at rejse på tværs af hovedstadsområdet uden bil – særligt efter den sydlige del af Hovedstadens letbane åbner i efteråret 2025.
Projektet løber frem til udgangen af 2025, hvorefter kommunerne og regionen beslutter, om Dotts delecykler fortsat skal være et tilbud til borgerne i de ni kommuner.
Oplever du problemer med delecykler i gadebilledet?
Det kan desværre hænde, at delecykler ikke står hensigtsmæssigt i Dotts cykelparkeringsområder.
Det er Dott som er ansvarlig for, at cyklerne er parkeret korrekt. Cyklerne er udstyret med GPS, så Dotts medarbejdere løbende kan overvåge og indsamle delecykler, som står forkert parkeret.
Hvis du alligevel oplever problemer med henlagte delecykler, som ikke indsamles eller stilles korrekt, er det også muligt at henvende sig til Dotts supportafdeling.
Det kan dreje sig om følgende situationer:
- Henlagte delecykler som står uden for Dotts parkeringsområder
- Delecykler som er væltet eller roder i gadebilledet
- Delecykler som står på privat grund uden grundejers tilladelse
For at kontakte Dott, send en indberetning over e-mail til support@ridedott.com med:
- Delecyklens placering
- Delecyklens QR-kode, som du kan finde mellem køretøjets styr
- Et foto af den pågældende delecykel
Kommunen er i løbende dialog med Dott og Region Hovedstaden med henblik på, at delecyklerne udrulles bedst muligt og med færrest mulige gener for fodgængere, cyklister og lokale beboere.