Danmarks VILDESTE Kommune

Ishøj Kommune er med i kampen om at blive Danmarks VILDESTE Kommune

Tilmeldingen er sendt af sted, og vi er trukket i arbejdstøjet for, i samarbejde med Strandgårdskolen og Vejleåparken, at bringe naturen tættere på borgerne.

Her på siden kan du løbende følge med i, hvordan projektet og andre initiativer skrider frem

Du kan læse mere om konkurrencen på DKVild.dk

Miljøminister Lea Wermelin har inviteret alle landets kommuner til at dyste om at blive Danmarks Vildeste Kommune. Naturen er i krise, og tusindvis af dyre- og plantearter risikerer at uddø. Formålet med konkurrencen er at vende den tilbagegang til fremgang.

Nok er Ishøj Kommune en lille brik i det store puslespil, men vi har alle et ansvar for at give naturen de bedste forudsætninger, og her skal Ishøj Kommune selvfølgelig også bidrage.

Dommerpanelet, som består af Miljøministeren, Morten DD. Hansen og Frank Erichsen, vil udvælge den kommune, der byder ind med "det mest fantastiske biodiverstetsprojekt, baseret på bl.a. idérigdom, engagement, antal omlagte kvadratmeter/kubikmeter vild natur og udbredelsen af viden til borgerne om den vilde naturs evner og egenskaber".

I slutningen af 2022 vil der blive kåret en vinder, som så kan kalde sig Danmarks VILDESTE Kommune.

I Ishøj Kommune arbejder vi med flere tiltag, der skal give plads til, at naturen kan udfolde sig.  I 2017-19 blev Landsbyskoven rejst, 25 ha skov som vi i fremtiden arbejder på at udvide.  Der sættes dyr ud til afgræsning, vi er i fuld gang med at ændre praksis for slåning af grøftekanterne langs veje, og vi lægger flere arealer ud til bivenlig blomstersåning.

Som kommune skal vi selvfølgelig gå forrest ved at gøre vores egne arealer vildere, men vi kan ikke gøre det alene, og derfor har Ishøj Kommune i samarbejde med boligforeningen AAB og den lokale Strandgårdskolen meldt ind med et projekt, der går ud på at få naturen ind på de grønne fællesarealer i Vejleåparken.  Med projektet giver vi naturen tilbage til beboerne, skoleeleverne og besøgende, som alle vil få et indblik i, hvordan små ændringer kan skabe en stor forskel for biodiversiteten og vende tilbagegang til fremgang.

Der er stort potentiale i at få folk ud i de nære grønne områder, da det har positiv indvirkning på både det fysiske og mentale helbred. Hvis vi kan bringe naturen tættere på folk i byen og samtidig formidle de positive fortællinger, der knytter sig dertil, så vil der forhåbentlig spire en tanke og forståelse for, hvorfor vi skal værne om naturen – både inde i og uden for byen.

Nyheder om projektet

Læs om sjældne insektfund i Ishøj

Andre initiativer omkring VILD kommune

Kommunen blomstrer

Du kan igen i år se et hav af blomster på kødbenet langs stationsvejen. Og hvis du vil opleve mere, så tag en tur i Pilemølleparken og på den nye støjvold, som er sået til med vild engblanding og oplev et inferno af blomster og summende bier.

Kirkebjerg Vænge

Kommunen har i samarbejde med den initiativrige grunderforening ved Kirkebjerg Vænge udsået et område med engblanding til gavn for bestøverne. Når blomsterengen er etableret skal den efterfølgende klippes og materialet skal opsamles. Det bliver spændende at følge udviklingen. 

Vildtbaneparken

I Vildtbaneparken er der kommet flere vilde arealer. Boligselskabet har sået engblanding flere steder, som lige nu blomstrer og tiltrækker sommerfugle og bier.