Get2 Fodboldskole sparker sommerferien i gang
30. juni 2023
Ishøj IF og Idræt- og Fritidscentret lægger græs og mandskab til DBU Get2 Fodboldskole og har invitereret børn og unge til nogle sommerdage med fodbold, fællesskab og gode oplevelser
Ishøj Kommune er lavest i landet, når det kommer til idrætsdeltagelse i foreninger. Af de 96 børn, der deltager på dette års Get2 Fodboldskole, er 24 børn ikke allerede en del af en idrætsforening, og 16 af pladserne er specifikt sat af til piger for at fastholde udviklingen af pigefodbold i Ishøj.
For 13. år i træk afholder DBU i samarbejde med DIF get2sport og lokale fodboldklubber Get2 Fodboldskole. Et koncept som følger de gængse fodboldskoler bortset fra, at deltagerne bliver rekrutteret og kun betaler et symbolsk beløb for at deltage.
Fodboldskolerne er i høj grad drevet af lokale frivillige trænere og ledere, der gør et stort arbejde med det fokus, at børnene skal introduceres til det fællesskab og den hverdag, som de forhåbentlige bliver en integreret del af, når ferien er ovre.
En sommerferie med oplevelser
Målet med DBU Get2 Fodboldskole er at give børnene en uge i sommerferien med masser af oplevelser samt at inkludere og fastholde børnene i dansk foreningsidræt.
”Det er vigtigt for os i Ishøj Kommune at bakke op om den glæde og det fællesskab, som et aktivt idrætsliv kan give. Ja, det kan være svært at få pakket tasken og komme afsted - det har vi alle prøvet. Men det er så berigende og giver så meget livsværdi, når man efterfølgende sidder dér og har brugt sin krop og været sammen med nye og gamle venner”, fortæller borgmester Merete Amdisen, som torsdag besøgte fodboldskolen.
"Fodbold bringer folk sammen"
”Fodbold bringer folk sammen på tværs af køn, etnicitet og baggrund. Det er et fællesskab med motion, bevægelse og sammenhold – og en god introduktion til foreningslivet. Derfor er det glædeligt, at børn og unge fra Ishøj igen i år finder vej til fodboldskolen, hvor engagerede frivillige skaber nye oplevelser, fællesskab og trivsel for store og små,” siger Bent Clausen som er næstformand i DBU.
Ved årets Get2 Fodboldskole er samtlige 96 pladser udsolgt, hvilket er ny deltagerrekord i Ishøj IF. De forrige år har der været afsat 80 pladser.
DBU Get2 Fodboldskoler og DIF get2sport er udover DIF og DBU støttet af kommunerne, Nordea Fonden, Udlændinge- og Integrationsministeriet og Social- og Boligministeriet.