Opblomstring af blågrønalger i Køge Bugt Strandpark

15. august 2025

Det varme, stille sommervejr har givet perfekte forhold for blågrønalger. De kan være giftige og udgøre en risiko for både mennesker og dyr

Blågrønalger, også kaldet cyanobakterier, findes naturligt i søer, fjorde og kystområder. De trives i varmt, stille vand og kan nogle gange danne tætte overfladelag. Selvom de ser harmløse ud, kan de producere giftstoffer, der er farlige for både mennesker og dyr.

Sådan passer du på

  • Bad ikke, hvis du ikke kan se dine fødder i knædybt vand, eller hvis vandet er grumset af fnug eller striber.
  • Hold børn og hunde væk fra vand med skum eller tydelige alger – også selvom vandet længere ude ser klarere ud. (Hunde kan dø af at drikke vandet!)
  • Undgå at bade i bræmmer af sammenskyllede alger eller lege i opskyl på stranden.
  • Skyl huden med rent vand, hvis du har været i kontakt med algerne.

Vær opmærksom på

  • Blågrønalger kan give hovedpine, hudirritation, feber, kvalme og diarré.
  • Vandet kan se ud som grøn maling eller indeholde "snefnug-lignende" rester – begge dele kan være giftige.
  • Algerne forsvinder typisk først, når vinden vender eller temperaturen falder.

Pas på jer selv – og jeres firbenede venner