Referat
Økonomi- og Planudvalget mandag den 20. januar 2025 kl. 16.30

Rådhuset, Byrådssalen, Ishøj Store Torv 20, etage 2, 2635 Ishøj

Sagsfremstilling

Foreningen ønsker foretræde med henblik på at være med til at belyse sagen vedr. helårsbeboelse i Ishøj Havn, inden sagen forelægges endeligt på byrådsmøde.

Lovgrundlag

Styrelseslovens § 20 stk. 4.

Forretningsorden for Økonomi- og Planudvalget - § 4 stk. 4.

Beslutning

Foretræde v. Knud Ullerichs og Anne B. Hansen gennemført. Medbragte slides blev omdelt til udvalget (vedhæftet som bilag 2).

Beslutningstema

Knud Ullerichs og Foreningen for hjemmehørende i Ishøj Havn har hhv. den 17. december 2024 og den 3. januar 2025 anmodet om foretræde for Økonomi- og Planudvalget den 20. januar 2025 vedr. helårsbeboelse i Ishøj Havn.

I henhold til Økonomi- og Planudvalgets forretningsorden afsættes der 10-15 minutter til fremlæggelsen. Udvalgsmedlemmerne kan stille opklarende spørgsmål. Der kan ikke forventes nogen stillingtagen fra udvalget ved fremlæggelsen af sagen.

Bilag

Sagsfremstilling

  1. På Økonomi- og Planudvalgsmødet i december blev der spurgt til, om der kan parkeres på den tidligere ALDI’s parkeringsplads ved Ishøj Station. Administrationen er blevet oplyst, at grunden i dag er ejet af REMA, og at de har fjernet den hidtidige skiltning, således at parkeringspladsen i dag kan benyttes uden restriktioner.
    Den midlertidige anvendelse til parkering gælder kun på den del, som er ejet af REMA – se grøn markering på bilag 1 og ikke pladserne tilhørende boligafdelingen, Vildtbanegård IV og kun så længe, der ikke fremgår skiltning med restriktioner.
  2. Der er mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) og Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Konservativt Folkeparti, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre indgået aftale på beredskabsområdet (vedhæftet som bilag 2).

Med den nye Aftale om beredskabsområdet 2025-2026 tages der hånd om en række akutte behov i Beredskabsstyrelsen. Derudover styrkes cyber- og informationssikkerheden med blandt andet en ny strategi.

Aftaleparterne er enige om at prioritere følgende fem indsatsområder:

  • Akutpakke
  • Klimamateriel og øget operativkapacitet
  • Flere øvelser og uddannelse
  • Styrket borgernær kommunikation og rådgivning.
  • Strategisk indsats for styrket cybersikkerhed og modstandsdygtighed i kritiske enheder.

Der er umiddelbart ikke meget fokus på det kommunale redningsberedskab.


Beslutning

Til efterretning.

Bilag

Sagsfremstilling

Arbejdet med budget 2026 og overslagsårene 2027-2029 skal påbegyndes, og der fremlægges forslag til tids- og procesplan samt de overordnede rammer for budgetarbejdet.

Tidsplanen for budget 2026-2029 tager udgangspunkt i, at byrådet på budgetseminaret i marts måned drøfter rammerne for budgetarbejdet. Med udgangspunkt i kommunens økonomiske situation, herunder sigtepunkterne for den økonomiske politik, igangsættes arbejdet med rådighedskatalog og budgetanalyser mhp. udarbejdelse af beslutningsgrundlag for at kunne bringe økonomien i balance.

Arbejdet med forberedelse af rådighedsforslag mv. sker i fagudvalgene som udgangspunkt i april-maj og om nødvendigt i juni måned. Bemærk at den 13. juni 2025 er sidste frist for afleveringen af politiske drifts- og anlægsønsker og ikke-udvalgsbehandlede besparelsesforslag vedr. service- og anlægsrammen.

Det administrative budgetforslag vil blive færdiggjort henover sommeren, og sendes i høring medio august måned blandt de høringsberettigede. 2. budgetseminar afholdes den 4. september 2025, hvor den økonomiske situation drøftes og indleder de efterfølgende politiske forhandlinger.

Der er i budgettidsplanen lagt op til, at kommunens medarbejderrepræsentanter i form af HovedMED samt råd og nævn deltager i budgetseminaret i marts måned, i orienteringen om økonomiaftalen i juni måned og på budgetseminaret i september måned.

Budgetforslaget 2. behandles på ekstraordinært byrådsmøde den 6. oktober 2025, hvor budgettet alene behandles.

Der er i tidsplanen indarbejdet de af KL udmeldte borgmestermøder, hvor kommunernes budgetsamarbejde drøftes mhp. overholdelse af aftalerne med regeringen.

Lovgrundlag

Lov om kommunernes styrelse, cirkulære om budget og regnskabssystem, revision mv. for kommunerne.

Økonomi

Sagen har ikke økonomiske konsekvenser.

Indstilling

at budgetlægningen for 2026 og overslagsårene sker efter rammerne beskrevet i bilag 1

at den politiske tidsplan godkendes jfr. bilag 2


Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Økonomi- og Planudvalget.

Beslutningstema

Der fremlægges rammer for budgetlægningen 2026-2029, procesplan og politisk tidsplan.

Bilag

Sagsfremstilling

Likviditeten efter kassekreditreglen beregnes som de gennemsnitlige daglige saldi over de seneste 12 måneder på likvide aktiver. Dette inkluderer også overskudslikviditet placeret til forvaltning i Danske Bank Asset Management samt eventuelle træk på kassekreditten (kassekreditfaciliteten på 60 mio. kr. er ubenyttet i år).

Kassekreditreglen er opfyldt, når saldoen er positiv, hvilket er tilfældet i Ishøj.

Den gennemsnitlige likviditet efter kassekreditreglen udgør 302,0 mio. kr. pr. 31. december 2024.

Likviditeten inkluderer også porteføljen (obligationer) i Danske Bank Asset Management, hvilket udgør 104,1 mio. kr.

Nedenstående tabel viser den gennemsnitlige likviditet efter kassekreditreglen for perioden 2020 – 2024.


År

1. kvartal

2. kvartal

3. kvartal

4. kvartal

2020

257,4

272,9

291,9

307,0

2021

324,7

351,8

372,2

382,4

2022

393,2

385,8

372,4

356,0

2023

332,1

317,7

305,1

301,3

2024

314,0

309,7

310,8

302,0

Som supplement til opgørelsen over den gennemsnitlige likviditet efter kassekreditreglen vises i nedenstående tabel den faktiske kassebeholdning ved udgangen af hvert kvartal fra 2020 til 2024.

År

1. kvartal

2. kvartal

3. kvartal

4. kvartal

2020

194,3

212,2

250,2

259,0

2021

280,4

315,0

312,3

237,0

2022

282,5

272,9

228,2

190,6

2023

209,0

193,5

185,9

198,1

2024

254,5

161,6

183,0

179,5

Som det fremgår af tabellerne, er den gennemsnitlige likviditet, opgjort efter kassekreditreglen 302,0 mio. kr. og den faktiske kassebeholdning 179,5 mio. kr. pr. 31. december 2024.

I bilag 1 vises en grafisk fremstilling over udviklingen i den daglige likviditet.

Lovgrundlag

Cirkulære om kommunernes budget- og regnskabssystem, revision mv. Byrådet har vedtaget som mål at have en gennemsnitlig kassebeholdning på mellem 150-200 mio. kr., når den igangværende ekstraordinære høje anlægsaktivitet er afviklet, i overensstemmelse med Økonomisk Politik for Ishøj Kommune. 

Økonomi

Ingen.

Indstilling

at likviditetsopgørelse 4. kvartal 2024 tages til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt.


Beslutningskompetence

Ishøj Byråd.

Beslutningstema

Ifølge gældende regler skal kommunerne kvartalsvis rapportere likviditetsoplysninger i overensstemmelse med kassekreditreglen til Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Likviditetsopgørelsen skal forelægges byrådet. 

Bilag

Sagsfremstilling

På baggrund af budgetaftalen besluttede Økonomi- og Planudvalget, at ”der udarbejdes en vejledning samt at brug af eksterne konsulenter drøftes i fagudvalgene”.

Vejledningen ”Checkliste ved anvendelse af eksterne konsulenter i Ishøj Kommune” er udarbejdet og forelægges til efterretning (Bilag 1). Checklisten giver en systematisk tilgang til, hvilke overvejelser man som leder skal have, før man eventuelt anvender eksterne konsulenter frem for interne medarbejdere til løsning af opgaven.

Vejledningen/checklisten er blevet drøftet i koncernledelsen og efterfølgende godkendt i Økonomi- og Planudvalget. Vejledningen/checklisten ønskes udbredt til fagområderne på baggrund af drøftelserne i fagudvalgene.

Økonomi

Sagen har i sig selv ingen økonomisk betydning.

Indstilling


at vejledningen tages til efterretning

at fagudvalget drøfter tilgangen til anvendelse af eksterne konsulenter på eget fagområde, med udgangspunkt i vejledningen.



Beslutning fra Børne- og Undervisningsudvalget, 14. januar 2025, pkt. 12:

Tiltrådt.

Beslutning fra Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget, 14. januar 2025, pkt. 5:

Tiltrådt.

Beslutning fra Kultur- og Fritidsudvalget, 15. januar 2025, pkt. 8:

Tiltrådt.

Beslutning fra Klima- og Miljøudvalget, 14. januar 2025, pkt. 5:

Tiltrådt.

Beslutning fra Teknik- og Bygningsudvalget, 14. januar 2025, pkt. 2:

Tiltrådt.

Beslutning fra Social- og Sundhedsudvalget, 13. januar 2025, pkt. 6:

Taget til efterretning.



Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Økonomi- og Planudvalget.

Beslutningstema

Kommunernes anvendelse af eksterne konsulenter indgik som en del af budgetaftalen for 2024, hvor Økonomi- og Planudvalget besluttede, at administrationen skal udarbejde en vejledning til organisationen i forbindelse med vurdering af eventuel anvendelse af eksterne konsulenter fremadrettet.

Bilag

Sagsfremstilling

Overordnet ramme for, hvordan puljen kan udmøntes i 2025 og årene frem

Kommunens koncernledelse har drøftet forskellige tilgange til, hvordan der kan arbejdes med visionspuljen. Overordnet set kom koncernledelsen frem til tre forskellige tilgange, nemlig:


  • Puljens midler kan bruges til at fremme større strategiske projekter og indsatser, som understøtter visionen - herunder tiltag, der kobler sig til andre politiske bestillinger, politiske strategier eller fokusområder i byrådet.
  • Der gennemføres en intern proces, hvor hele organisationen kan bidrage med idéer til mindre projekter og indsatser, som understøtter visionen. Det kan bl.a. være med til at understøtte ejerskabet til visionen på den enkelte arbejdsplads.
  • Der gennemføres en bredere og mere udadvendt proces, hvor vi beder hele kommunen som et fællesskab - borgere, civilsamfund og erhvervsliv - om at bidrage med idéer og indsatser, som understøtter visionen.


Den sidste tilgang er i overensstemmelse med visionens fokus på, at vi som kommune ikke kan nå visionen alene - vi er afhængige af borgernes, civilsamfundets og erhvervslivets aktive deltagelse. En bredere involvering af hele kommunen som fællesskab kræver dog også, at der er et bredt ejerskab til visionen blandt borgere, civilsamfund og erhvervsliv. Første skridt i forhold til dette blev taget ved byrådets kick off workshop med deltagere fra råd, bestyrelser mv. den 29. maj 2024.


Det kræver tid at skabe det brede ejerskab til visionen i hele Ishøj Kommune. Derfor er det anbefalingen, at denne bredere og mere udadvendte proces blandt borgere, civilsamfund og erhvervsliv først sættes i spil i forbindelse med puljens udmøntning i 2026. Økonomi- og Planudvalget vil senere blive præsenteret for et mere konkret forslag til en proces for dette.


I 2024 har der været stort fokus på at kommunikere byrådets vision til kommunens ledere og medarbejdere, så der er et ejerskab til visionen i organisationen, og så organisationen har forudsætningerne for at omsætte visionen til handling. Det er forslaget, at der bygges videre på dette ejerskab i forbindelse med processen for puljens udmøntning i 2025.


På den baggrund er det administrationens anbefaling, at størstedelen af puljen i 2025 udmøntes på baggrund af en intern ansøgningsrunde i organisationen. Desuden anbefales det, at der i forlængelse af byrådsseminaret i november 2024 afsættes 300.000 kr. til temaet demokrati og valgdeltagelse. Det mere konkrete forslag til puljens udmøntning i 2025 fremgår nedenfor.


Forslag til udmøntning af puljen i 2025

Konkret er det forslaget, at puljen i 2025 udmøntes på denne måde:


Der afsættes forventet ca. 300.000 kr. til indsatser med det formål at fremme valgdeltagelsen ved kommunalvalg 2025. Arbejdet med at styrke valgdeltagelsen understøtter visionens pejlemærke om et stærkt fællesskab med sammenhold og engagement. Arbejdet vil bl.a. tage afsæt i byrådets drøftelser af dette tema på byrådsseminaret i november 2024.


Den resterende del af puljen, dvs. 700.000 kr., fordeles på baggrund af en ansøgningsrunde, hvor der kan komme idèer fra hele organisationen (ledere og medarbejdere) til projekter og indsatser, der understøtter realisering af visionen. Disse indsatser og projekter kan både handle om større strategiske initiativer og mindre indsatser. Der vil blive lagt vægt på, at ideerne har en tværgående karakter.


Ud af de 700.000 kr. er det forslaget, at direktionen bemyndiges til at træffe beslutning om midler til mindre indsatser for samlet op til 200.000 kr. Økonomi- og Planudvalget tager løbende stilling til anvendelsen af de resterende 500.000 kr. i takt med, at der kommer ideer ind via en ansøgningsrunde.


Ansøgningerne fra organisationen kan fx omhandle:

  • Startkapital til iværksættelse af nye indsatser, der understøtter visionen
  • Midlertidig finansiering af en omstilling eller udvikling af eksisterende indsatser, så de i højere grad målrettes realiseringen af visionen
  • Afprøvning af tidsbegrænsede indsatser eller projekter med kobling til visionen
  • Fondsansøgninger (fx til medfinansiering eller køb af bistand i ansøgningsprocessen)


Lovgrundlag

Ingen.

Økonomi

I budget 2025 og overslagsårene er der afsat 1 mio. kr. årligt til en investeringspulje vedr. Ishøj Kommunes vision 2035. Af budgetaftalen fremgår, at puljen anvendes til realisering af tværgående projekter, der understøtter visionen.

Indstilling

at proces og kriterier for anvendelse af investeringspuljen vedr. vision 2035 i 2025 godkendes,

at der afsættes ca. 300.000 kr. til indsatser med det formål at fremme valgdeltagelsen ved kommunalvalg 2025,

at der gennemføres en intern ansøgningsrunde for i alt 700.000 kr., hvoraf direktionen bemyndiges til at træffe beslutning om uddeling af op til 200.000 kr. til mindre indsatser, mens Økonomi- og Planudvalget skal tage stilling til udmøntning af de resterende 500.000 kr. på baggrund af ansøgninger fra organisationen.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Økonomi- og Planudvalget.

Beslutningstema

I budget 2025 og overslagsårene har byrådet afsat 1 mio. kr. årligt til en investeringspulje vedr. Ishøj Kommunes vision 2035. Økonomi- og Planudvalget har en koordinerende og forberedende opgave ift. visionen (jf. byrådets beslutning den 19. marts 2024 om visionsprocessen). Derfor skal Økonomi- og Planudvalget med denne sag vedtage kriterier og den overordnede ramme for udmøntningen af puljen i 2025.

Sagsfremstilling

Ishøj Byråd vedtog i starten af 2024 ”Vision 2035 for Ishøj Kommune: Fælles om mulighedernes Ishøj”. Visionen er skabt med et ønske om at skabe en god fremtid for Ishøj, og alle der bor i kommunen, herunder børn og unge. Ambitionerne for børn og unge bliver konkretiseret i "Strategi for det sunde liv for børn og unge i Ishøj", hvor målsætningerne omfatter sundhed og trivsel. Partnerskabet, der er indgået mellem Ishøj Kommune og Center for Sundt Liv & Trivsel i marts 2024, er et afgørende bidrag til at realisere visionen om sundhed og trivsel for alle børn og unge uanset baggrund. I august 2024 tiltrådte to medarbejdere i Ishøj Kommune, som skal arbejde for at understøtte og realisere ambitionerne i partnerskabet.


Partnerskabet mellem Ishøj Kommune og Center for Sundt Liv & Trivsel er kendetegnet ved at være et langvarigt partnerskab, der arbejder ud fra en systemorienteret og samskabende tilgang. I en systemorienteret og samskabende tilgang er der fokus på at forstå komplekse systemer som helheder og på at skabe løsninger gennem samarbejde mellem forskellige aktører. Denne tilgang integrerer forskellige perspektiver og fremmer fælles ejerskab for de identificerede udfordringer og udviklede løsninger. Det betyder samtidig, at der i opstarten af partnerskabet ikke kan arbejdes med udgangspunkt i de klassiske projektledelsesgreb, hvor der forelægger en projektbeskrivelse og en detaljeret tids- og procesplan med milepæle. En projektbeskrivelse vil blive udarbejdet over tid, når udfordringer, løsninger og aktører er tydeliggjort i løbet af partnerskabets første fase.


Der er ingen slutdato på partnerskabet, men der er defineret to overordnede faser. Som led i etablering af partnerskabet er der udarbejdet en partnerskabsaftale samt en overordnet tids- og faseplan for partnerskabet, herunder en tidsplan for fase 1, der pågår frem til april 2026.


Partnerskabsaftale

Partnerskabsaftalen er udarbejdet som tillæg til de rammer, der er beskrevet ved indgåelsen af partnerskabet. Partnerskabsaftalen konkretiserer de formelle rammer og definerer, hvilke forpligtigelser parterne har ind i partnerskabet. Partnerskabsaftalen er således en forventningsafstemning mellem Center for Sundt Liv & Trivsel og Ishøj Kommune. Partnerskabsaftalen har også til formål, at parterne er enige om, hvorledes de skal agere og forholde sig, såfremt der skulle opstå uenigheder eller en af parterne misligholder sine forpligtigelser ind i partnerskabet.


Tids- og faseplan for partnerskabet

Byrådet godkendte i marts 2024, at partnerskabet mellem Ishøj Kommune og Center for Sundt Liv & Trivsel arbejder med udgangspunkt i to overordnede faser. I efteråret 2024 er indhold i faserne blevet konkretiseret med flere detaljer og aktiviteter - særligt for fase 1.


Fase 1 omfatter etablering af partnerskabet, kortlægning af systemerne i Ishøj samt mobilisering og kapacitetsopbygning blandt relevante aktører. Fase 1 omfatter perioden august 2024 til marts 2026. Fase 2 er opdelt i to delfaser 2a og 2b. I fase 2a er der fokus på samskabelse af løsninger og konkretisering af indsatsområder. Fase 2b er implementeringsfasen. Fase 2 omfatter perioden fra april 2026 og frem.


Der er lavet en tidsplan for fase 1, hvor fase 1 er inddelt i perioder. Aktiviteter i de forskellige perioder er beskrevet. Perioden frem til oktober 2025 er karakteriseret ved at være en åben proces, hvor der er fokus på kortlægning af strategier, udfordringer, løsninger/indsatser og aktører i kommunen. I slutningen af 2025 vil fokus være at indkredse indsatsområder og aktører.


Økonomi

Ingen.

Indstilling

at "Partnerskabsaftalen" godkendes og

at "Tids- og faseplan for partnerskabet" godkendes.

Beslutning

Tiltrådt.


Beslutningskompetence

Økonomi- og Planudvalget.

Beslutningstema

På byrådets møde den 19. marts 2024 besluttede et enigt byråd at indgå i et partnerskab med Center for Sundt Liv & Trivsel med det formål at fremme sundhed og trivsel blandt børn og unge i kommunen. Beslutningen i byrådet blev truffet på baggrund af en beskrivelse af ambitionerne for partnerskabet og en overordnet tids- og faseplan. For at konkretisere rammerne for partnerskabet mellem Ishøj Kommune og Center for Sundt Liv & Trivsel yderligere, er der udarbejdet en partnerskabsaftale (bilag 1). Den overordnede tids- og faseplan for partnerskabet er desuden suppleret med en mere detaljeret tidsplan for fase 1 i partnerskabet (bilag 2). Fase 1 i partnerskabet omfatter perioden august 2024 til februar 2026. "Partnerskabsaftalen" og "Tids- og faseplan for partnerskabet" indstilles til godkendelse af Økonomi- og Planudvalget.


Bilag

Sagsfremstilling

I henhold til Økonomi- og Planudvalgets beslutning om ny organisering af trygheds- og kriminalitetsforebyggende indsatser den 27. november 2023 - punkt 187, har der i 2024 har været arbejdet med at implementere den nye organisering.

Der gives en orientering om status på arbejdet med kriminalitetsforebyggende og tryghedsskabende indsatser via årsrapporten 2024 (bilag 1).


Det fremgår af årsrapporten, at området i 2024 er blevet reorganiseret med henblik på at retænke og forankre indsatserne entydigt både politisk og administrativt. Af årsrapporten fremgår videre, hvilke indsatser, der har været arbejdet med på området i 2024, herunder hvilke indsatser, der videreføres i 2025, samt hvilke nye indsatser, der forventes igangsat i 2025. Endeligt fremgår det, at årsrapporten for 2025 vil blive fremsendt til Økonomi- og Planudvalget ultimo marts måned 2026, således at de opdaterede kriminalitetsstatistikker (bilag 2) kan medtages i rapporten.

Lovgrundlag

Ingen.

Økonomi

Ingen.

Indstilling

at årsrapporten tages til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt.


Beslutningskompetence

Økonomi- og Planudvalget.

Beslutningstema

Orientering om årsrapporten 2024 for det tryghedsskabende og kriminalitetsforebyggende område.

Bilag

Sagsfremstilling

Ishøj Kommune indgik i 2015 en revideret brugsretsaftale med Ishøj Havn, herunder en allonge til aftalen om helårsbeboelse i Ishøj Havn. Af sidstnævnte fremgår, at der maksimalt kan tillades 20 både til helårsbeboelse i havnen, og at der maksimalt kan gives tilladelse for et år ad gangen. Det er havnebestyrelsen, som behandler ansøgning herom. I aftalen fremgår desuden, at bådene skal have karakter af en lystbåd, være i forsvarlig stand og kunne sejle med egen kraft. Aftalen kan opsiges af kommunen med 1 års varsel (se bilag 1).

På byrådsmødet den 29. oktober 2024 blev det besluttet at udskyde sagen om, hvorvidt Ishøj Kommune skal opsige aftalen om helårsbeboelse i Ishøj Havn. Som opfølgning herpå har administrationen i november 2024 afholdt møde med de beboere i havnen, som har en kontrakt med Ishøj Havn om helårsbeboelse. På mødet blev der stillet en række spørgsmål, som administrationen lovede at undersøge. Administrationen har rettet kontakt til flere styrelser for at afklare, hvorvidt der kan findes en model, som på lovlig vis kan tillade fortsat helårsbeboelse i havnen, som ønsket af de nuværende beboere. Endvidere har administrationen været i kontakt med Århus og Københavns kommuner om deres erfaringer med husbåde.

Lokalplanlægning for helårsbeboelse
Den eksisterende lokalplan 1.54 tillader ikke husbåde i Ishøj Havn, og der kan ikke gives dispensation til anvendelse af husbåde, da det strider mod anvendelsesbestemmelsen. Administrationen er blevet bekendt med, at Brøndby Kommune tilbage i 2014 forespurgte den daværende Erhvervsstyrelse, hvorvidt de kunne planlægge for helårsbeboelse i Brøndby Havn. Brøndby Kommune fik den gang afslag med henvisning til Fingerplanen. Fingerplanen er imidlertid ændret siden da, og det fremgår i dag, at der indenfor den grønne kystkile ved Køge Bugt Strandpark kan lokalplanlægges for bl.a. ”mindre overnatningsfaciliteter”. Administrationen har på den baggrund kontaktet Plan- og Landdistriktsstyrelsen for at afklare, om denne ændring kan gøre det lovligt for kommunen at planlægge for helårsbeboelse på husbåde i havnen. Styrelsen har imidlertid meget tydeligt svaret, at det kan vi som kommune ikke. De henviser i den forbindelse til, at der med overnatningsfaciliteter skal forstås ”alment tilgængelige overnatningsfaciliteter, som fx shelters eller lejrpladser” – og ej privat helårsbeboelse. Styrelsen svarer også, at selvom bådene ligger på vandet, og dermed ikke fremgår som en del af grøn kile (jf. kortet bilag 2), så er det styrelsens vurdering, at de i praksis er omfattet af grøn kile udpegningen, qua at gangbroer til land forbinder direkte til områder omfattet af grøn kile udpegningen.

En fortsat tilladelse til helårsbeboelse på både i Ishøj Havn er således ikke lovlig jævnfør gældende lokalplan, samt ikke mulig at planlægge for ved eventuel ny lokalplan jævnfør Plan- og Landdistriktsstyrelsens oplysninger. Det betyder, at selvom husbådene blev gjort lovlige efter byggelovens regler, vil de ikke lovligt kunne ligge i havnen pga. planforholdene.

Administrationen indstiller på den baggrund, at kommunen opsiger aftalen om helårsbeboelse i havnen til ophør med udgangen af februar 2026.

Byggelovgivningen

De planmæssige forhold betyder, at kommunen ikke på lovlig vis kan tillade helårsbeboelse i havnen. Selve spørgsmålet om byggetilladelse af bådene er derfor ikke længere relevant. Da det imidlertid har fyldt en del i dialogen med helårsbeboerne, er der i bilag 3 redegjort for spørgsmålet om byggelovgivningen.

Videre proces

På mødet med husbådeejerne i november blev det aftalt, at administrationen ville vende tilbage til Havnebestyrelsen, når der lå en afklaring af de rejste spørgsmål. Administrationen har derfor afholdt møde med havnebestyrelsen den 15. januar 2025 og orienteret om ovenstående, som havnebestyrelsen tog til efterretning.

Administrationen har afsøgt muligheden for en fortsat tilladelse af helårsbeboelse i havnen på lovlig vis, men det er som beskrevet ikke en mulighed. For at give beboerne i havnen tilstrækkelig tid til at finde en ny bolig foreslås, at kontrakten opsiges 1. marts 2025 med henblik på ophør af helårsbeboelse med udgangen af februar 2026. Endvidere foreslås, at administrationen går i dialog med havnebestyrelsen om, hvordan det sikres, at de beboere, som i dag ikke har kontrakt med havnen, men alligevel bor fast i havnen, flytter fra deres både indenfor en kort tidshorisont.


Til orientering er der endvidere vedlagt henvendelse til udvalget af 15. januar 2025 om klage over husbåde beliggende ved to bådebroer i havnen (bilag 6).

Lovgrundlag

Planloven

Bekendtgørelse om hovedstadsområdets planlægning (Fingerplanen)

Byggeloven

Bekendtgørelse nr. 1689 om fritidsfartøjer og personlige fartøjer.

Indstilling

at opsige aftalen om helårsbeboelse i Ishøj Havn.

Beslutning

Tiltrådt.


Beslutningskompetence

Byrådet.

Beslutningstema

Byrådet skal tage stilling til opsigelse af kontrakten mellem Ishøj Kommune og den selvejende institution Ishøj Havn om helårsbeboelse.

Bilag

Sagsfremstilling

Ishøj Kommunes affaldsplan gælder for en 12-årig periode fra 2019-2030, men som kommune er vi forpligtet til at revidere planen mindst hvert 6. år og dermed med udgangen af 2024.

Affaldsområdet er imidlertid under store forandringer, og fra statsligt hold er der bebudet en ny national affaldsplan inden 2026, som skal danne retning for de kommunale affaldsplaner. Dertil kommer, at der blandt ejerkommunerne i Vestforbrænding er et ønske om, at planperioden for de enkelte kommuners affaldsplaner kommer i takt, hvilket har været tilfældet tidligere. Vestforbrænding forventer, at det kommende fælles paradigme udarbejdes i 2025-2026.

For dels at sikre at målsætninger i den kommende nationale affaldsplan er kendte, inden der udarbejdes en ny plan, og dels at der arbejdes indenfor samme paradigme, foreslår administrationen, at den eksisterende affaldsplan forlænges til og med 2026, og der besluttes nogle supplerende aktiviteter for 2025-26.

Det foreslås, at de fire overordnede temaer i den eksisterende arbejdsplan fortsætter:

  • Mere og bedre genanvendelse
  • Smartere affaldsløsninger
  • Sammen om affald
  • Skadelige stoffer ud af affaldet

Under de enkelte temaer har der i den seneste 6-årige periode været iværksat en række aktiviteter. Særligt har der været fokus på at øge genanvendelsen af husholdningsaffald, fx i forbindelse med kravet om sortering og indsamling af ti affaldstyper. For en mere udførlig status se byrådssag fra maj 2024.

Foreslåede indsatser i 2025-26

I forhold til at fastlægge aktiviteter i 2025 og 2026 er Grønt Råd blevet inddraget. Der er således blevet afholdt en workshop med Grønt Råds affaldsgruppe den 23. oktober 2024 med fokus på idéer til de kommende aktiviteter. Arbejdsgruppens idéer var centreret om kommunikation i bred forstand, hvilket er i tråd med puljen til kommunikation om bedre sortering, der, efter byrådets ønske, er afsat på renovationsbudgettet for 2025. Dernæst er udvikling af storskraldsordningen et stort ønske. Vigtigheden af formidling til børn og unge blev også drøftet. Sammenfatningen fra workshoppen er vedlagt til orientering (bilag 2).

Ishøj Kommunes genanvendelse var i 2023 på 39,3 %, hvilket er den laveste blandt Vestforbrændings ejerkommuner. At forbedre sortering og øge genanvendelse foreslås derfor at være hovedfokus for 2025-26 med et overordnet mål om, at genanvendelsen i udgangen af 2026 er på niveau med sammenlignelige kommuner i Vestforbrændings ejerkreds. At øge genanvendelsen er også en vigtig vej mod at understøtte byrådets vision "Fælles om mulighedernes Ishøj.  

For at understøtte målet foreslår administrationen, at der i 2025 og 2026 gennemføres følgende aktiviteter:

  • Sortering i fælles bebyggelser, herunder kortlægning og tjek af affaldsløsninger (2025)
  • Udvikling af storskraldsordningen (2025)
  • Formidlings- og nudgingaktiviteter (2025-26)
  • Formidling og sortering med fokus på børn og unge, fx pilotprojekter i enkelte kommunale dagtilbud/skoler (2025-26)

Indsatserne er nærmere beskrevet i bilag 1.

I forhold til sortering i fælles bebyggelser er indsatsen begrundet i, at det ved indførsel af sortering i flere fraktioner i Ishøj Kommune var op til det enkelte boligområde selv at vælge affaldsløsninger.
Det betyder, at der i dag er mange forskellige løsninger rundt omkring i kommunen – og affaldsløsninger, som ikke nødvendigvis bidrager til mest mulig sortering. F.eks. er flere af sorteringsmulighederne i en vis afstand fra boligen, mens restaffald er helt tæt på. For at øge genanvendelsen er det nødvendigt at gøre det let for borgerne at sortere. Med indsatsen foreslås derfor at foretage en kortlægning af alle boligområders affaldsløsninger med henblik på, på sigt at sikre, at alle de enkelte affaldsløsninger lever op til Miljø- og Ligestillingsministeriets vejledning om indsamling af husholdningsaffald. Deri fremgår det, at beholdere så vidt muligt placeres sådan, at beholdere er tilgængelige i umiddelbar nærhed af boligen, dvs. kort gåafstand.

I forhold til formidlings- og nudgingaktiviteter vil muligheden for at arbejde med mere non-verbal kommunikation som piktogrammer blive undersøgt, ligesom kommunikation på flere sprog kan vise sig vigtigt for, at alle borgere forstår krav til sortering.

Udover de indsatser, som er specifikke for Ishøj, gennemføres to fællesaktiviteter årligt med Vestforbrænding og de øvrige ejerkommuner. Fællesaktiviteterne aftales på et temamøde med kommunernes affaldsplanlæggere. Aktiviteterne for 2025 og 2026 er:

·         Affaldsforebyggelse (2025)

·         Potentialer i de 10 fraktioner (2025)

·         Fremme god genanvendelse (2026)

·         Kommunikation 2.0 (2026)

Administrationen vurderer, at det ikke er nødvendigt at sende forlængelsen af affaldsplanen i høring, da aktiviteterne for 2025 og 2026 understøtter den eksisterende affaldsplan, som har været i høring, inden den blev vedtaget. Når den nye affaldsplan skal udarbejdes i 2026, vil den komme i høring.

Lovgrundlag

Lov om miljøbeskyttelse (miljøbeskyttelsesloven).
Bekendtgørelse om affald (affaldsbekendtgørelsen).
Vejledning om indsamling af husholdningsaffald.

Økonomi

I det vedtagne renovationsbudget for 2025 er afsat en pulje på 800.000 kr. til forbedring af sortering og genanvendelse i Ishøj Kommune.

Indstilling

at det godkendes, at affaldsplanen forlænges til og med 2026 med de foreslåede indsatser for 2025-26.



Beslutning fra Klima- og Miljøudvalget, 14. januar 2025, pkt. 2:

Tiltrådt.

Seyit Ahmet Özkan (L) afventer stillingtagen til sagen.

Beslutning

Tiltrådt.

Steen Skovhus (L) afventer stillingtagen.

Beslutningskompetence

Byrådet.

Beslutningstema

Byrådet skal tage stilling til forlængelse af den eksisterende affaldsplan til og med 2026 og de foreslåede indsatser for 2025-26.

Bilag

Sagsfremstilling

Vestforbrændings låneramme for kalenderåret 2025 på 510 mio. kr. blev godkendt af Vestforbrændings bestyrelse på møde den 18. september 2024 og er efterfølgende sendt til godkendelse i alle ejerkommuner.

Den endelige lånoptagelse for 2025 vil ikke blive igangsat uden forudgående godkendelse i bestyrelsen samt i samtlige ejerkommuners kommunalbestyrelser/byråd.


Låneformål:

  • Strategiske investeringer

De strategiske investeringer i budget 2025 på 2.015 mio. kr. til Varmeplan 2030 Etape 1 og Carbon Capture Storage er ikke indeholdt i denne låneramme for år 2025. Lånefinansiering af de to investeringer er vedtaget i en særskilt proces for dem.

  • Driftsmæssige investeringer

Følgende driftsmæssige investeringer på 510 mio. kr. er godkendt i forbindelse med godkendelse af budget eller forventes indstillet til bestyrelsens godkendelse mhp. gennemførelse i år 2025:


Projekt

Mio. kr.


Affaldsforbrænding - anlægsudgifter


278,0

Fjernvarmenet tilslutning eksisterende net


180,0

Bygninger - ikke affaldsforbrændingsanlæg


22,0

IT - understøttelse af forretning og digitalisering


30,0

Forventet lånoptagelse i alt:

510,0




Projekterne - kort gennemgået:


Affaldsforbrændingsanlæg

Forventede investeringer til udskiftning af konvektionspart og blæsere til Anlæg 5 samt forbedring og optimering af spildevandsanlægget. Der foretages gennemgang og optimering af turbine og sekundærluftsystem på Anlæg 5. Der er også miljømæssige forbedringer især reduktion af støv- og dieselpartikler på anlægget. Det hele er et led i optimering og levetidsforlængelse af affaldsforbrændingsanlægget.


Varmenet eksisterende fjernvarmenet

På det eksisterende fjernvarmenet udenfor Varmeplan 2030 er der tilslutning af nye kunder i nybyggerier med tilslutningspligt og konverteringer fra olie/gas til fjernvarme i eksisterende godkendte fjernvarmeområder. Derudover er der integration af aktiviteter ved overtagelse af aktiver fra Farum Fjernvarme og opgradering af ledning til Hillerød. Disse aktiviteter skal finansieres ved lånoptagelse for at kunne medtage renteomkostninger i varmepriskalkulationen og dermed opretholde den reelle varmepris.


Øvrige bygninger

Forventede indstillinger til forbedring af bygninger i de administrative funktioner, opgradering af ventilationsanlæg, nyt Showlab til formidlingsaktiviteter samt styrkelse af beredskabet i Glostrup.


IT - understøttelse af forretning og digitalisering

Forventede indstillinger til forbedring af infrastruktur og integration samt ny kundeportal og nyt system til afløsning af KURS. Herudover er der forberedelse til NIS2 og CER (The Critical Entities Resilience Directive) samt løbende forbedring af cybersikkerhed.


Sammenhæng til Vestforbrændings budget 2025 for lån og investering:

I budget 2025 er der et godkendt investeringsbudget på 2.547 mio. kr., og låneramme 2025 udgør 510 mio. kr. Forskellen på 2.037 mio. kr. er oplistet nedenfor:

  • -1.815 mio. kr. vedrørende tidligere godkendt låneramme til Varmeplan 2030 Etape 1.
  • -200 mio. kr. til fortsættelse med CO2-fangstprojektet. Det er ikke klarlagt, hvordan omkostningerne bliver endeligt finansieret.
  • -22 mio. kr. ny elkedel og elforsyning i Glostrup er netop nu til godkendelse hos ejerkommunerne.


Bevilling og tillægsbevilling til Varmeplan 2030 Etape 1 til udbygning af fjernvarmenettet er godkendt af Vestforbrændings bestyrelse på møde den 4. oktober 2023 og er godkendt af ejerkommunerne.

Investeringer til etablering af ny elkedel og elforsyning i Glostrup blev godkendt af bestyrelsen på møde den 20. marts 2024 og er netop nu ude hos ejerkommunerne for deres godkendelse.


Lånevilkår

Der er siden 1990 kun optaget lån hos Kommunekredit med efterfølgende udbetaling.

Lån er primært i fast rente med 15-25 års løbetid, annuitetslån med kvartårlige ydelser.

Fra år 2024 kan der ikke længere optages lån hos Kommunekredit til investeringer, der vedrører affaldsforbrænding. Disse investeringer vil derfor fra 2024 skulle foretages hos kommercielle danske banker.

Investeringer til udbygning af fjernvarmenettet vil som udgangspunkt stadig blive foretaget hos Kommunekredit.


Lovgrundlag

Lånebekendtgørelsen.

Økonomi

Vestforbrændings ejerkommuner hæfter for lånoptagelsen med pro rata-hæftelse. Ishøj Kommunes ejerandel af Vestforbrænding er 2,39 %, hvorfor kommunen hæfter for 2,39 % af lånet på 510 mio. kr. Dette svarer til 12,19 mio. kr.

Indstilling

at det godkendes, at Ishøj Kommune hæfter for 2,39 % af Vestforbrændings samlede låneramme på 510 mio. kr., svarende til 12,19 mio. kr.




Beslutning fra Klima- og Miljøudvalget, 14. januar 2025, pkt. 3:

Tiltrådt.

Beslutning

Tiltrådt.


Beslutningskompetence

Byrådet.

Beslutningstema

Godkendelse af Vestforbrændings låneramme 2025 samt pro rata hæftelse for Ishøj Kommune. Lånerammen er godkendt i Vestforbrændings bestyrelse og skal nu godkendes i alle ejerkommuner.


Bilag

Sagsfremstilling

ARKEN Museum for Samtidskunst søger Ishøj Kommune om tilskud på 5,0 mio. kr. til ombygning af en ny gæstemodtagelse. Anlægstilskuddet svarer til den fulde forventede anlægssum. Ansøgning fra ARKEN er vedlagt som bilag.


Baggrund

ARKEN har de seneste to år iværksat den største forandringsproces, museet har gennemgået siden åbningen i 1996. Museet har ændret navn til ”ARKEN – Museum for Samtidskunst” og er i gang med at skærpe sin profil både i det samlede danske og internationale museumslandskab. ARKEN har som vision at blive Nordens førende museum for samtidskunst og i endnu højere grad blive en attraktion og et kulturelt fyrtårn i Ishøj Kommune og på Københavns Vestegn. ARKEN har i sit program for de kommende år særligt fokus på at åbne museet op for flere brugergrupper, herunder at sikre god modtagelse for bl.a. førstegangsbesøgende, personer med funktionsnedsættelse og flere sproggrupper. Denne ambition ønskes udtrykt, allerede fra man træder indenfor på ARKEN, hvor gæstemodtagelsen skal sikre nem adgang for de besøgende og underbygge det varme værtskab i forhold til modtagelsen af den enkelte gæst.

ARKEN Museum for Samtidskunst mister med museumsreformen næsten 7,0 mio. kr. årligt i statstilskud. Reduktionen af statstilskuddet er medvirkende til, at museet har færre midler til at dække driftsudgifter, og derfor må effektivisere alle dele af driften. Museumsreformen stiller desuden flere krav til dokumentation og optælling af museets gæster, som et grundvilkår for at udløse statstilskuddet til museet. Det vil være en vanskelig og manuel arbejdsopgave at leve op til de nye dokumentations- og optællingskrav, sådan som museet er indrettet i dag.


Ny gæstemodtagelse
Butik, information og gæstemodtagelse er i dag placeret i to forskellige områder, hvilket kræver bemanding af tre medarbejdere i museets åbningstid. Indretningen nødvendiggør, at gæster skal have udleveret et billetmærkat, da udstillingsområdet ikke er lukket af. Dette skaber unødig kødannelse, især for gæster, der har købt billet online, og kræver et vagtpersonale, der løbende skal kontrollere billetmærkaterne. En ny gæstemodtagelse vil reducere behovet for personale med 1 årsværk i gæstemodtagelsen og reducere behovet for vagtopsyn.
Den nye gæstemodtagelse vil indeholde en digital billetaflæsning, hvor de besøgende nemt og enkelt kan købe billetter online og tilgå museets oplevelser med det samme de træder ind ad døren. At sikre et større køb af onlinebilletter og årskort vil, udover hurtigere billettering og en smidigere gæsterejse, være med til at sikre museet et bedre datasæt på de besøgende, som kan bruges til at udvikle og forbedre museumsoplevelsen og målrette museets kommunikation. Samtidig får gangbesværede, herunder kørestolsbrugere, bedre adgang igennem højdetilpasset scanning af billet, og tale- og hørehæmmede vil kunne tilgå museet uden at møde forhindringer. Således gives der samme lige adgangsvilkår for alle. Som noget nyt vil der også blive plads til hvilemuligheder for gangbesværede flere steder i den nye rumlige indretning, hvilket i dag efterspørges af museets gæster. I ansøgningen ses en overordnet visualisering og plantegning for den nye gæstemodtagelse.

For besøgende ishøjborgere vil ombygningen betyde en bedre brugeroplevelse samt bedre adgangsforhold for især ældre og/eller gangbesværede borgere. Besøgende ishøjborgere, som har købt billetter online på forhånd, vil få bedre adgang og få bedre opholdsmuligheder ved ankomst.

Samtidig vil støtten betyde, at ARKEN kan igangsætte en istandsættelse og modernisering af museets fysiske rammer, der skal gøre ARKEN i stand til også fremover at være en betydelig kulturinstitution i hovedstadsområdet med forankring på vestegnen. Med ombygningen vil Ishøj få et museum, der driftsmæssigt er mere bæredygtigt og bidrager til en robust økonomi, som imødekommer fremtidens krav og er mere tro mod de originale fysiske arkitektoniske rammer.

ARKEN har ikke på nuværende tidspunkt søgt fonde til ny gæstemodtagelse. Ombygningen af gæstemodtagelsen indtænkes i en større, gennemgribende renovering, som museet søger fondsmidler til. Kommunens positive støtte til første etape anses for afgørende for fundraisingen til anden etape, der vil beløbe sig til et betydeligt og flercifret millionbeløb. Anden etape af ARKENs ombygning vil bl.a. indtænke et nyt indgangsparti, således at den nuværende handikapindgang kan nedlægges, og alle gæster tilbydes indgang på samme vis. Hertil kommer en modernisering af gæsteområder og udstillingssale samt et ønske om at skabe en bedre sammenhæng mellem Søren Robert Lunds bygning fra 1988 og den omgivende natur.
Finansieringen af anden etape ansøges hos relevante fonde i løbet af 2025.

Processen forventes at tage fire måneder, så gæstemodtagelsen vil kunne stå færdig inden sommerperioden 2025, forudsat midlerne bevilges i begyndelsen af 2025.


Ishøj Kommune yder fra 2025 et årligt driftstilskud til Arken på 1,0 mio. kr.


Det påhviler ARKEN at overholde gældende lovgivende og regler ved byggeriet.


Administrationen anbefaler, at bevillingen optages i budget 2025 ved meddelelse af anlægsbevilling og rådighedsbeløb på 5,0 mio. kr., til anlægstilskud - Arken på Kultur og Fritidsudvalgets budgetområde B50.80 Anlæg i 2025, finansieret af kassen.

Lovgrundlag

Kommunalfuldmagtsreglerne, museumsloven, tilbudsloven.

Økonomi

ARKEN ansøger om en bevilling på 5,0 mio. kr. i anlægsstøtte til ombygning af ny gæstemodtagelse. Finansiering skal ske via kassebeholdningen.


Administrationen bemærker, at en bevilling til ARKEN på 5,0 mio. kr. vil øge Ishøj Kommunes samlede anlægsbudget og vil indgå i det korrigerede budget. Kommunens anlægsramme opgøres med udgangspunkt i det vedtagne budget. Regeringen og KL har dog givet håndslag på, at kommunerne under ét ikke overskrider anlægsrammen ved regnskabsaflæggelsen. Bevillingen indstilles finansieret ved kasseforbrug.


Indstilling

at der bevilges et anlægstilskud på 5,0 mio. kr. i 2025 til ombygning af ARKENS gæstemodtagelse.

at bevillingen optages i budget 2025 ved meddelelse af anlægsbevilling og rådighedsbeløb på 5,0 mio. kr., til anlægstilskud - Arken på Kultur og Fritidsudvalgets budgetområde B50.80 Anlæg i 2025, finansieret af kassen.



Beslutning fra Kultur- og Fritidsudvalget, 15. januar 2025, pkt. 3:

Tiltrådt.

Beslutning

Tiltrådt.

Ole Wedel-Brandt (Ø) afventer stillingtagen.

Merete Amdisen (A) deltog ikke i behandlingen af punktet pga. inhabilitet.

Beslutningskompetence

Byrådet.

Beslutningstema

Byrådet skal beslutte, om ARKEN Museum for Samtidskunst skal bevilges et anlægstilskud på 5,0 mio. kr. til ombygning af gæstemodtagelse.

Bilag

Sagsfremstilling

Europamesterskabet i kvindefodbold – Women’s EURO – afvikles over 26 dage i juni og juli i 2029. Women’s EURO er et event, der bliver mere og mere populært, med stor betydning for fodbold og lokalsamfund i de afviklende lande og indebærer besøg af landsholdsstjerner, aktivering af lokalsamfund og et forhåbentligt ekstra boost til den lokale fodbold i Ishøj Kommune.

DBU og Sveriges Fodboldforbund afgiver et fællesbud på at blive værtsnationer for Women’s EURO i 2029. Som kommune er det muligt at ansøge om at blive værtsby, hvor kommunes fodboldbane og faciliteter stilles til rådighed for en deltagende nation. Der skal i alt findes 16 værtsbyer – Team Basecamps, hvor der er 8 i Danmark og 8 i Sverige.

Administrationen har deltaget i et møde med DBU for at høre mere om muligheden for og kravene til at blive værtsby. Der stilles krav til banens beskaffenhed og omkringliggende faciliteter, såsom omklædningsfaciliteter, presserum, fitnessområde, opbevaring mv.

I 2029 forventes det, at der i henhold til planer om udvikling af Idrætsområdet, er etableret en ny hybrid-stadionbane med tilhørende tribune ved Ishøj Idræts & Fritidscenter. Derved vil kommunen kunne stille eftertragtende faciliteter til rådighed.

Idet perioden løber over juni og juli vurderer administrationen, at det kan afvikles uden de store gener for det lokale foreningsliv. Det vil forudsætte omlægning af enkelte foreningers aktiviteter, men det vurderes muligt at imødekomme dette i andre kommunale faciliteter. Med udvælgelsen som værtsby for turneringen må der som udgangspunkt forventes økonomiske investeringer forbundet med baneoptimering og -pleje samt ressourcer hertil.

Ishøj Kommune skal indsende ansøgning til DBU i januar 2025 og kan forvente svar fra DBU medio marts. UEFA vælger værter for WEURO2029 i december 2025.
Ansøgningen er ikke bindende for nuværende og kan trækkes tilbage, hvis det skulle blive nødvendigt.

Administrationen anbefaler, at Ishøj Kommune ansøger om at blive værtsby, og stiller kommunens faciliteter til rådighed og dermed tager aktiv del i den store sportsbegivenhed et Women’s EURO er.

Økonomi

Der forventes et ressourceforbrug ved at være værtsby og afhænger blandt andet af fodboldbanens tilstand og behovet for optimering og pleje. Derudover vil der være et ressourceforbrug i forhold til den praktiske afvikling, men også til en lokal kommunikationsindsats.

Indstilling

at det godkendes, at Ishøj Kommune ansøger om at blive værtsby for en nation ved afvikling af Women's EURO 2029.



Beslutning fra Kultur- og Fritidsudvalget, 15. januar 2025, pkt. 6:

Tiltrådt.

Beslutning

Tiltrådt.


Beslutningskompetence

Økonomi- og Planudvalget.

Beslutningstema

Ishøj Kommune har mulighed for at ansøge Dansk Boldspil-Union (DBU) om at blive værtsby for et landshold ved afviklingen af Europamesterskabet i fodbold for kvinder i 2029. Økonomi- og Planudvalget skal tage stilling til, om det kan godkendes, at Ishøj søger om at blive værtsby.

Sagsfremstilling

Ved at godkende dette ene punkt tilkendegives det, at godkendelse/underskrift gælder alle dagsordenpunkterne. Det vil derfor ikke være nødvendigt at trykke godkend ud for hvert enkelt dagsordenpunkt, så længe dette ene punkt godkendes.

Beslutning

Godkendt.