Referat
Økonomi- og Planudvalget mandag den 24. juni 2019 kl. 17.00

Rådhuset, Borgmesterens kontor, Ishøj Store Torv 20, etage 7, 2635 Ishøj

Resume

Som led i budgetprocessen fortsætter Økonomi- og Planudvalget drøftelserne om budget 2020 inden for udvalgets områder. Udvalget drøfter administrationens forslag til besparelser og prioriterer hvilke forslag, der skal indstilles til den videre budgetproces.

Sagsfremstilling

Fagudvalgene drøftede på møderne i maj budgetsituationen i 2020, som den kendes pt., herunder budgettet indenfor udvalgenes områder. Ifølge tids- og handleplanen for budgetarbejdet, drøfter fagudvalgene igen budget 2020 på møderne i juni måned.

Sparerammen for Økonomi- og Planudvalget udgør 3,5 mio. kr. ud af i alt 10,0 mio. kr.

Administrationen har udarbejdet forslag til besparelser, som summer op til 3,5 mio. kr.:

 

- Nedlæggelse af en stilling i Center for Ledelse og Strategi i forbindelse med naturlig afgang 0,4 mio. kr.

- Reduktion af ØPU´s pulje 0,55 mio. kr. (herefter udgør ØPU´s pulje 4,632 mio. kr. i 2020).

- Reduktion af investeringspuljen 0,55 mio. kr. (herefter udgør investeringspuljen 1,116 mio. kr. i 2020).

- Reduktion af beskæftigelsespuljen 2,0 mio. kr. (herefter udgør beskæftigelsespuljen 9,475 mio. kr. i 2020).

 

Der vil på sigt tillige være en række besparelser i forbindelse med flytning af kommunale aktiviteter til Brohuset. I 2020 er det dog begrænset, idet der alene vil være tale om ca. 275.000 kr. (200.000 kr. vedr. lejeindtægt fra læger og 75.000 kr. i besparelse vedr. Ishøj Job og Uddannelse). Den sparede lejeudgift ved at flytte Hjemmeplejen fra det tidligere Turistkontor på 0,9 mio. kr. er indregnet i den aktuelle bundlinje, som en teknisk korrektion. Efter 2020 kan der komme yderligere besparelser, når/hvis hjælpemiddeldepotet, Borgerservice, Foreningshuset mv. flytter ind i Brohuset.

På Økonomi- og Planudvalgets møde den 27. maj 2019 bad udvalget om en oversigt over opgaver i Center for Ledelse og Strategi (vedhæftet som bilag).

 

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget vedtager, at administrationens forslag til besparelser indstilles til den videre budgetproces.

Beslutning

Tiltrådt

Bilag

Resume

Administrationen har foretaget den 1. budgetopfølgning for 2019 på driftsområderne, jf. Økonomiregulativ for Ishøj Kommune. Resultatet viser forventede samlede mindreudgifter på 2,9 mio. kr., som tilføres kassebeholdningen.

Sagsfremstilling

Det fremgår af Økonomiregulativ for Ishøj Kommune, at der skal foretages to budgetopfølgninger om året til politisk forelæggelse. Administrationen har foretaget den 1. budgetopfølgning for 2019 med udgangspunkt i forbruget pr. 31. marts. Budgetopfølgningen viser overordnet en forventet mindreudgift på 2,9 mio. kr. Det er endnu tidligt på året, og der kan derfor ske bevægelser i retning af både mer- og mindreforbrug i den resterende del af året. Budgetopfølgningen skal derfor ses i dette lys. Administrationen vil foretage 2. budgetopfølgning 2019 til efteråret.

Den forventede mindreudgift på 2,9 mio. kr. fordeler sig med 0,4 mio. kr. indenfor servicerammen og 1,7 mio. kr. udenfor servicerammen. Budgetopfølgningen vedrører driftsområderne, men der medtages også et konkret mindreforbrug på en anlægspost på 0,8 mio. kr.

Under Økonomi- og Planudvalgets områder forventes der et samlet mindreforbrug på 1,3 mio. kr., som dækker over såvel mer- og mindreudgifter fordelt på områderne. Det indstilles, at der gives tillægsbevilling hertil.

Der er udarbejdet budgetopfølgningsnotat (Bilag A), som mere detaljeret beskriver den samlede budgetopfølgning, herunder resultatet for Økonomi- og Planudvalgets områder.

 

Bilag B (Budgetopfølgningsskema) viser en specifikation af den samlede budgetopfølgning.

 

Bilag C udgør Jobcentrets (Vallensbæk Kommune) budgetopfølgning på de områder, der varetages der.

 

Bilag D omfatter beslutningsreferater fra stående udvalg.

Budgetopfølgningen fremlægges i samme form til alle fagudvalg for at sikre gennemsigtighed og en fælles information om den økonomiske situation. 

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at budgetopfølgningen godkendes, og at der gives tillægsbevilling i henhold til budgetopfølgningsnotatet (Bilag A) og budgetopfølgningsskemaet (Bilag B).

Beslutning

Tiltrådt

Økonomi

Som angivet i budgetopfølgningsnotatet (Bilag A) og budgetopfølgningsskemaet (Bilag B).

Lovgrundlag

Den kommunale styrelseslov. Bekendtgørelse om kommunernes budget og regnskabsvæsen.

Bilag

Resume

Årsregnskab for Østsjællands Beredskab (ØSB) fremlægges til godkendelse.

Sagsfremstilling

Regnskabet for 2018 viser et overskud på 0,246 mio. kr., som jævnfør beredskabets vedtægter skal afregnes med interessentkommunerne. Ishøj Kommune vil få en tilbagebetaling på 15.000 kr., som vil blive indregnet i kommunens aconto betalinger til ØSB i 2019.

Beredskabskommissionen godkendte på møde den 14. maj 2019 regnskabet for 2018, og sendte regnskabet til endelig godkendelse hos interessentkommunerne.

Endvidere fremlægges årsberetning for 2018, der giver et indblik i de mange aktiviteter, som ØSB var involveret i 2018.

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at Østsjællands Beredskabs regnskab for 2018 godkendes.

Beslutning

Tiltrådt

Lovgrundlag

Lov om Kommunernes Styrelse § 60.

Bilag

Resume

I forbindelse med at Østsjællands Beredskab (ØSB) opløses, overdrages selskabets aktiver og passiver til de tidligere medlemskommuner. Sagen beskriver opgørelsen af overdragelse mellem ØSB og kommunerne, samt de økonomiske konsekvenser forbundet hermed. Den tilsvarende sag behandles i Vallensbæk, Høje-Taastrup og Greve kommuner ligeledes i juni måned.

Sagsfremstilling

Byrådet godkendte den 17. december 2018, at Ishøj Kommune melder sig ud af ØSB og opretter nyt beredskab sammen med Greve, Høje-Taastrup og Vallensbæk kommuner. Da alle 8 kommuner i ØSB har meddelt, at de ønsker at trække sig ud, er det efterfølgende besluttet at opløse ØSB og overdrage beredskabsopgaven til hver enkelt kommune eller en sammenslutning af kommuner.

ØSB opløses 31. december 2019, hvorefter det nye beredskab bestående af Greve, Høje-Taastrup, Ishøj og Vallensbæk Kommune (i sagen kaldet 4-kommune samarbejdet) overtager beredskabsopgaven.

Horten advokaterne har udarbejdet udkast til Overdragelsesaftale inkl. bilag, som beskriver hvordan forpligtigelser, aktiver og beredskabsopgaven i kommunernes geografiske område overgår til de enkelte kommuner eller en flerhed af kommuner i et samarbejde.

Overdragelsesaftalen indeholder:

  • Deling af økonomi og forpligtigelser samt aftale om hvorledes eventuelle fremtidige krav mod ØSB håndteres
  • Aftale om at Risikobaseret Dimensionering (RBD) fortsætter som hidtil frem til og med 31. december 2020
  • Fremadrettet samarbejdsaftale

Ifølge overdragelsesaftalen overgår alle aktiver og forpligtigelser til de enkelte kommuner efter ophørsdagen. Aktiver og passiver er fordelt på baggrund af de ting, den enkelte kommune indarbejdede i åbningsbalancen i ØSB. Dog således at alle leasingkontrakter for det tidligere beredskabs bestående af Ishøj, Vallensbæk og Høje Taastrup er placeret samlet under Høje-Taastrup.

 

Da der er tidspres forbundet med den endelige overdragelse, blandt andet af medarbejdere, indstilles det, at Byrådet godkender udkastet som vedlagt og at borgmesteren bemyndiges til at foretage justeringer og indgå den endelige overdragelsesaftale.

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at

1. udkast til overdragelsesaftale godkendes.

2. at borgmesteren får mandat til at foretage de nødvendige justeringer inden for rammerne af overdragelsesaftalen, samt mandat til at underskrive den endelige overdragelsesaftale med bilag.

Beslutning

Tiltrådt

Økonomi

Sagen har i sig selv ikke økonomiske konsekvenser. Det skal dog bemærkes at både nedlukningen af ØSB og etableringen af et nyt §60 selskab har en økonomisk konsekvens for de 4 kommuner. Udgifterne kan først endelig opgøres i 2020, hvor de vil skulle håndteres dels via et kapitalindskud til ØSB samt en restafregning.

Lovgrundlag

Styrelseslovens § 60.

Bilag

Resume

Greve, Ishøj, Høje Taastrup og Vallensbæk Kommuner har som led i opløsningen af Østsjællands Beredskab aftalt at danne et nyt fælles beredskab. Med nærværende sag stiftes beredskabet som kommunalt fællesskab (§ 60) pr. 1. juli 2019, og selskabet tilføres økonomi til drift i 2019. Forslaget til vedtægter har været behandlet i den politiske styregruppe bestående af de fire kommuners borgmestre. Den tilsvarende sag behandles ligeledes i løbet af juni måned i de tre øvrige kommuner

Sagsfremstilling

Byrådet besluttede den 17. december 2018, at kommunen skulle udtræde af Østsjællands Beredskab med virkning fra 1. januar 2021 – under forudsætning af, at de øvrige kommuner også trådte ud. Der har efterfølgende været en proces vedrørende opløsning af Østsjællands Beredskab, hvor det er besluttet, at opløsningen skal ske allerede pr. 31. december 2019.

Det nye beredskab forberedes med fokus på i første omgang at skabe en sikker og tryghedsskabende drift, når opgaven overgår fra Østsjællands Beredskab 1. januar 2020.

Den politiske styregruppes forberedelse af det nye beredskab hviler således på en række principper, hvoraf følgende skal fremhæves:

  • Ét område – ét beredskab (de fire kommuners geografiske område udgør ét samlet hele)
  • Serviceniveauet baserer sig i første omgang på den nuværende vedtagne risikobaserede dimensionering gældende for ”område 2”.  Stationsstruktur og anvendelse af de nuværende bygninger i Greve og Taastrup fastholdes.
  • Driften af det operative beredskab varetages af en ekstern operatør. På tidspunktet for etableringen løber en allerede indgået kontrakt med Falck stadig, og det nye beredskab træder ind i denne
  • Den vedtagne fuldt indfasede bidragsmodel i Østsjællands Beredskab anvendes som grundlag for kommunernes betaling til det nye fælles beredskab
  • Det nye beredskab etableres i en organisationsform med størst mulig effektivitet, fleksibilitet og anvendelse af færrest muligt administrative ressourcer

Som beredskabets øverste myndighed nedsættes en fælles beredskabskommission med følgende sammensætning:

  • De fire kommuners borgmestre
  • Yderligere ét medlem vælges af hver af interessenternes kommunalbestyrelser med taleret men uden stemmeret (observatør)
  • Politidirektøren for Midt- og Vestsjællands Politi og Politidirektøren for Københavns Vestegns Politi eller disse repræsentanter
  • En repræsentant for beredskabets medarbejdere, valgt af interessentkommunerne i fællesskab
  • Med status som observatør uden stemmeret deltager en repræsentant for de frivillige.

Hvervet som medlem af den fælles beredskabskommission gælder i fire år svarende til den kommunale valgperiode. Den første valgperiode løber dog til udgangen af 2021. Formandsposten går på skift mellem de fire borgmestre i følgende rækkefølge: Greve, Høje-Taastrup, Ishøj og Vallensbæk.

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget indstiller,

At vedtægterne for det fælles beredskab godkendes, og at borgmesteren får mandat til at finjustere vedtægterne

At der afsættes 252.158 kr. som driftstilskud i 2019 til det nye selskab som finansieres indenfor rammen

At det nye selskab tilføres de aktiver og passiver, som Ishøj Kommune modtager i forbindelse med opløsning af ØSB.

Beslutning

Tiltrådt

Økonomi

Det nye selskab skal af juridiske årsager have en åbningsbalance, men ikke nødvendigvis med angivne beløbsstørrelser. Derfor er der ikke angivet beløb i de vedhæftede åbningsbalancer. Endelig åbningsbalance kan først ske når boet efter ØSB er gjort op hvilket forventes at ske i foråret 2020.

Det nye selskab bliver oprettet inden det gamle beredskab (ØSB) bliver lukket ned. Det betyder at der skal tilføres noget økonomi i form af likviditet til selskabet. Disse midler skal anvendes til aflønning af ny beredskabschef, rådgivning vedr. forsikringsudbud, udarbejdelse og design af logo samt andre udgifter der ikke kan afvente nedlukning af ØSB. Til dækning af udgifter i 2019 indstilles det, at der indskydes 1,5 mio. kr. i selskabet til opstart og drift frem til 1. januar 2020. Dette finansieres af de 4 kommuner som et driftstilskud, efter fordelingsnøgle baseret på den fuldt indfasede bidragsmodel. For Ishøj Kommune betyder det et driftstilskud på 252.158 kr. i 2019, som finansieres indenfor rammen.

Lovgrundlag

Lov om Kommunernes Styrelse § 60.

Bilag

Resume

Økonomi- og Planudvalget bedes tage stilling til, hvad der skal ske ift. Ishøj Fællesantennes IT-sikkerhed.

Sagsfremstilling

Brugerrådet har foreslået, at der i forbindelse med evalueringen af Kabelplus' opgradering laves en revision af Ishøj Fællesantennes IT-sikkerhed. Brugerrådet ønsker med revisionen:
1) At få et oplæg til senere kravspecifikation ifm. en ny aftale/et nyt udbud, og
2) At sikre, at der er en fornuftig IT-sikkerhed omkring Ishøj Fællesantenne.

Administrationen har i løbet af foråret været i dialog med både Kabelplus og brugerrådet om fællesantennens og Kabelplus' IT- og datasikkerhed.

Jf. vedlagte notat handler god IT-sikkerhed i relation til Ishøj Fællesantenne primært om datasikkerhed og om at beskytte brugernes data. Administrationen vurderer, at Kabelplus gør det, der kan forventes for at sikre, at Ishøj Fællesantennes brugeres følsomme data er beskyttet. 

Der vurderes samlet at være en tilfredsstillende data-sikkerhed for Ishøj Fællesantenne. Kabelplus beskytter Ishøj Fællesantennes brugeres data i tilstrækkelig grad og lever op til de indgåede aftaler.

 

Brugerrådet er ikke enig i denne vurdering. Brugerrådets kommmentarer til sagen er vedlagt.

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget vedtager, at der på nuværende tidspunkt ikke udarbejdes en ekstern rapport omkring Ishøj Fællesantennes IT-sikkerhed.

Beslutning

Økonomi- og Planudvalget ønsker sammen med brugerrådet at afdække hvilke områder der skal indgå i en undersøgelse.

Lennart H. Nielsen (V) ønker at undersøgelsen gennemføres, og at udgiften dækkes af Økonomi- og Planudvalgets pulje.

Tiltrådt

Økonomi

Hvis der skal udarbejdes en ekstern rapport generelt om IT- sikkerhed og herunder gennemgås alle strukturer og procedurer for sikring af drift (ikke kun data-sikkerhed), så skønnes det, at denne rapport vil koste op mod en halv mio.kr

Bilag

Resume

Et medlem har meldt sig ud af Ishøj Fællesantennes brugerråd. Der skal findes en erstatning herfor.

Sagsfremstilling

Jan Diemer har meldt sig ud af Ishøj Fællesantennes brugerråd. Jan var valgt i kategorien ” Ældre- og plejeboliger”.

Proceduren for udpegelse af et erstatnings-medlem har hidtil været, at bestyrelserne fra ”valg-kategorien, som det udmeldte medlem har repræsenteret", udpeger et nyt medlem til brugerrådet.

Administrationen vurderer, at det vil være vanskeligt at finde et ny kandidat til brugerrådet indenfor kategorien "kommunale ældre og plejeboliger". Der har allerede været udskiftning af medlemmet 2 gange, og ved sidste valg for 3 måneder siden, var der ikke flere kandidater til pladsen i denne kategori.

I den konkrete situation foreslår brugerrådet, at den ledige plads i brugerrådet besættes af Diana Hemdrup. Diana er den kandidat, som ikke blev valgt ind, da der den 6. juni blev afholdt valg til brugerrådet blandt de medlemmer af fællesantennen, der ikke er medlem af boligselskab, andelsforening, ejerlejlighedsforening, grundejerforening eller bylaug. Hvis Diana Hemdrup ønsker at trække sit kandidatur, foreslår brugerrådet, at der fortsættes med 10 medlemmer af brugerrådet.

Et alternativ til brugerrådets foreslåede model er at udskrive et valg, hvor alle fællesantennens medlemmer har mulighed for at stille op. Fordelen ved den model er, at alle ildsjæle har mulighed for at blive valgt ind i brugerrådet. Ulempen er, at det vil tage længere tid, før der er fundet et nyt medlem til brugerrådet. Administrationen er ikke bekendt med interesserede kandidater ved afholdelse af nyt åbent valg.

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget beslutter, at den ledige plads i brugerrådet besættes af Diana Hemdrup.

Beslutning

Tiltrådt

Resume

Disponeringsplanen for Vejlebrovej 45 dækker både udeområdet og hovedbygningen (Brohuset). Den indeholder en skitse af, hvordan udeområdet og bygningen kan indrettes. Der er tale om en skitse og ikke en detaljeret projektering. Af planen fremgår nogle overordnede principper, som foreslås vedtaget.

Sagsfremstilling

Der er udarbejdet en disponeringsplan for både udeområde og bygning (Brohuset) på Vejlebrovej 45 (se bilag A). Disponeringsplanen er en overordnet skitse, som angiver den retning, kommunen ønsker at gå med renovering og ombygning af Brohuset og det omkringliggende område. For såvel bygning og udeområde gør det sig gældende, at der efter en vedtagelse af disponeringsplanen skal arbejdes videre med en egentlig projektering. Dette arbejde brydes op i sektioner – både hvad angår bygningen og udearealerne, og forventes at forløbe henover de næste 4-5 år. Planlægningen af, i hvilken rækkefølge og med hvilken takt projekteringen og udførelsen skal ske, vil blive klarlagt i en etapeplan, som fremlægges til politisk behandling i efteråret.

Principper for Disponeringen af Vejlebrovej 45:

  • Det skal være et åbent og imødekommende hus for byens borgere
  • Der skal tænkes i kloge kvadratmeter, så der bl.a. sker en fælles brug af lokaler på tværs af funktioner - eks. fælles brug af mødelokaler, træningsfaciliteter, multisal osv. Se s. 16 i bilag A.
  • Den nordlige del af den eksisterende bygning rives ned
  • Der bygges ikke daginstitution på grunden
  • Dele af bygningen rives ned, andre dele bevares, og der bygges nyt nogle steder
  • Der etableres nye fællesområder, torv og lysgårde
  • Der etableres to forsider
  • Der etableres nye/flere indgange.

Der foregår sonderinger med regionen om flere sundhedsfunktioner til Brohuset. Hvis muligheden for at få flere sundhedsfunktioner byder sig, må nogle af de planlagte funktioner ændres – dette vil i givet fald blive fremlagt til politisk beslutning. Såfremt der er brug for flere kvadratmeter, end vi har til rådighed i Brohuset, kan der arbejdes med en udvidelse i højden (se bilag B).

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at de overordnede principper og forslaget til Disponeringsplan vedtages.

Beslutning

Tiltrådt

Bilag

Resume

Center for Ejendomme har igangsat projektering af et nyt lægecenter i Brohuset. Der fremlægges forslag til bydende firmaer til godkendelse, og gives en orientering om den videre proces. 

Sagsfremstilling

Ishøj Kommune har indgået en lejeaftale med praktiserende læger, der skal flytte ind i en ny lægeklinik i Brohuset. Der er ansøgt og besluttet anlægsmidler til etablering af den nye lægeklinik. Indretningen (bilag A) og tidsplanen (bilag B) er aftalt med og godkendt af lægerne. Det forventes, at lægerne kan overtage lokalerne ultimo 2019.

Projektering og byggeledelse varetages af ingeniørfirmaet Torkil Laursen A/S.

Projektet udbydes i indbudt licitation i henhold til Tilbudsloven. Udbudsmaterialet sendes ud til entreprenører ultimo juni. 

Det forslås, at følgende firmaer afgiver tilbud:
Casadana (lokal – udfører pt. ombygningen af lokaler til hjemmeplejen i Brohuset).
Ivan Madsen (lokal).
Julius Nielsen (udfører pt. rådhusrenovering).
Faxe Snedkeren (udførte Bygning O på Strandgårdsskolen).

Indstilling

Teknik og Bygningsudvalget vedtager,
at ovenstående entreprenørfirmaer indbydes til at afgive tilbud,
at tager den videre proces for projektet til efterretning,

Teknik- og Bygningsudvalget indstiller,
at borgmesteren bemyndiges til at underskrive kontrakt med den valgte entreprenør.

Forslag til beslutning:

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at Teknik- og Bygningsudvalgets indstilling følges. 

Beslutning

Tiltrådt

Økonomi

Der er givet anlægsbevilling til udførelse af opgaven. Der er modtaget tilsagn om tilskud fra Sundheds- og Ældreministeriets pulje til læge- og sundhedshuse til finansiering heraf. 

Lovgrundlag

Tilbudsloven.

Bilag

Resume

DAB har den 24. maj 2019, på vegne af Vildtbanegård afd. 3, anmodet Ishøj Kommune om godkendelse af skema C - støtte til gennemførelse af støttede arbejder (opretning m.v.) og ustøttede arbejder (forbedringer m.v.). Skema B blev godkendt på byrådsmødet den 1. september 2015.

Sagsfremstilling

Den fysiske opretning i renoveringssagen udgør - ligesom ved skema B - følgende hovedelementer:

  • facader
  • vinduer og døre
  • altaner
  • baderum
  • vvs-installationer
  • taglejlighederne forsynes med tagterrasser
  • eksisterende fælleslokale ombygges til 2 boliger
  • nyt fælleshus
  • friarealer og parkeringsområder.

Den samlede anskaffelsessum, inkl. moms ved skema C, er beregnet således (byggeregnskaber vedhæftet):

 

Skema B

Skema C

Stigning

Støttede arbejder (opretning m.v.)

130.369.138 kr.

131.143.252 kr.

774.114 kr.

Ustøttede arbejder (forbedringer m.v.)

60.606.317 kr.

62.576.372 kr.

1.970.055 kr.

I alt

190.975.455 kr.

193.719.624 kr.

2.744.169 kr.

Stigningen fra skema B til skema C, i alt kr. 2.744.169, skyldes primært indeksering af entreprisesummen. Huslejen fastholdes på ca. 839 kr. pr. m2 årligt, ifølge brev fra Landsbyggefonden af den 18. november 2014. Der forekommer ikke en huslejestigning som følge af overskridelsen ved byggeriets afslutning, da den største del af overskridelsen afholdes af reguleringskontoen (se bilag). I renoveringssager fastholdes lejen som hovedregel allerede ved godkendelse af skema A, selvom de støttede og ustøttede lån stiger, hvorefter støttemulighederne så vidt muligt beregnes og fastsættes under hensyntagen hertil.

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at skema C-ansøgningen med bilag og den samlede ansøgte låneramme på støttede- og ustøttede arbejder i alt kr. 169.669.569 godkendes.

Beslutning

Tiltrådt

Økonomi

Ishøj Kommunes andel af 1/5-dels ordningen (støttemulighed - se bilag) på kr. 400.000 er udbetalt i 2015.

 

Finansiering af de ustøttede arbejder:

Tilskud fra dispositionsfond

2.520.000 kr.

Fællespulje (finansieringsmulighed - se bilag)

7.560.000 kr.

Henlæggelser

10.000.000 kr.

Kapitaltilførsel (1/5-dels ordningen - se bilag)

2.000.000 kr.

Reguleringskonto

1.970.055 kr.

Ustøttet realkreditlån

38.526.317 kr.

I alt

62.576.372 kr.

De støttede arbejder i skema C-ansøgningen finansieres med et støttet 30-årigt kontantlån på i alt kr. 131.143.252, og de ustøttede arbejder finansieres iht. ovenstående med et ustøttet realkreditlån på i alt 38.526.317 kr. - i alt en samlet låneoptagelse på 169.669.569 kr.

 

Lovgrundlag

Lov om almene boliger § 91, Landsbyggefondens regulativ og vejledning om renoveringsstøtteordningen.

Bilag

Offentlig beslutning der skal udfyldes, hvis punktet er lukket

Tiltrådt

Offentlig beslutning der skal udfyldes, hvis punktet er lukket

Tiltrådt

Offentlig beslutning der skal udfyldes, hvis punktet er lukket

Til efterretning

Offentlig beslutning der skal udfyldes, hvis punktet er lukket

Tiltrådt

Resume

Forvaltningen har modtaget flere henvendelser om etablering af gadesalg og lignende, og det skal vurderes, om der kan udstedes en eller flere midlertidige tilladelser.

Sagsfremstilling

Med henblik på salg af spise- og drikkevarer fra Foodtrucks eller lignende, er der modtaget flere ansøgninger om kommunens tilsagn til dette.

Ansøgere ønsker at kunne bevæge sig rundt i byen, der hvor kunderne opholder sig. Ansøgningerne indeholder blandede ønsker til placering og salgssted. Konkret er indkommet to ansøgninger, hvor den ene ansøger ønsker at sælge kaffe fra cykel på primært stationsforpladsen, og den anden ansøger ønsker at sælge tyrkisk street food foran Ishøj Gymnasium
. Next har sagt nej til tidligere henvendelse fra en ansøger med en pølsevogn, fordi Next ikke ønsker konkurrence til deres forpagter af kantinen.

Forhold omkring håndtering af affald, tidsperiode for ophold og områder for placering skal specificeres i en evt. aftale.Tilladelserne forudsætter at færdselsreglerne overholdes, og det præciseres at det ikke er tilladt at spærre fortove. Det foreslås, at der indgås midlertidig aftale for sommeren 2019 med de to ansøgere, hvorefter forløbet evalueres.

Hvis der skal være en permanent mulighed for gadesalg, skal det overvejes, om Ishøj Kommune, på linje med flere andre kommuner, skal udarbejde retningslinier for håndtering af sådanne salgssteder.  

 

Indstilling

Administrationen indstiller, at der indgås aftale med 2 pilotforsøg på gadesalg jf. ovenstående, og at administrationen udarbejder retningslinjer fældende for en periode på 3-4 måneder, som skal opfattes som en prøveperiode til efterfølgende evaluering

 

Teknik- og Bygningsudvalget vedtager, at der ikke indgås aftale med 2 pilotforsøg på gadesalg jf. ovenstående.

Lennart H. Nielsen (V) ønsker sagen overført til Byråd.

 

Forslag til beslutning:

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at Teknik- og Bygningsudvalgets indstilling følges.

Beslutning

Rettelse i indstilling: Økonomi- og Planudvalget indstiller, at sagen oversendes til Byrådet.

Økonomi

Der er ikke økonomi forbundet med de to pilotprojekter.  

Lovgrundlag

En liberalisering af Næringsloven i 2014 har fjernet kravet om, at almindelig handel skal finde sted fra et fast forretningssted, hvilket som udgangspunkt giver mulighed for mobilt gadesalg fra cykler, knallerter, trækvogne og indregistrerede motorkøretøjer i hele kommunen (såkaldte Foodtrucks).

Bilag

Resume

Der skal træffes beslutning om at opstarte lokalplan 1.90 for boligområdet Strandgårdsparken.

Sagsfremstilling

Den eksisterende lokalplan 1.17 for boligområdet Strandgårdsparken er ikke tidssvarende og indeholder bestemmelser, der ikke kan håndhæves.

Natur- og Miljøklagenævnet har i 2015 fastslået, at ordlyden af lokalplansbestemmelserne §§ 7 & 8 i lokalplan 1.17 ikke gør det muligt for ejeren at vide, hvad man må og ikke må. Klagenævnet har på den baggrund vurderet, at bestemmelserne derfor ikke har den klarhed og entydighed, som kræves efter planloven. Lokalplan 1.17 skal derfor erstattes af en ny lokalplan for området.  

 

Lokalplanområdet afgrænses af Ishøj Boulevard, Ishøj Søvej, Ishøj Parkvej og Ishøjstien. Området indeholder boligbebyggelse i form af rækkehuse, en varmecentral og en daginstitution.

 

Den opdaterede lokalplan vil bibeholde boligområdet som et tæt-lavt boligområde. En række af de relevante standardprojekter vil blive indarbejdet i lokalplanen, som samtidig gøres tidssvarende. Standardprojekter er projekter, hvor byrådet har godkendt, at der kan dispenseres ift. fx udestuer og gavlvinduer mv. Lokalplanen skal have præciseret bestemmelser om parkering, terrasseoverdækning, hegn, tage, vinduer og farver/materialer på facader, udestuer, skure og skralderum o.l. I forhold til daginstitutionen ændres der ikke på bestemmelserne.

 

Lokalplanen forventes sendt til politisk behandling i september 2019.

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget vedtager, at der udarbejdes en ny lokalplan 1.90 for boligområdet og daginstitutionen i Strandgårdsparken.

Beslutning

Tiltrådt

Lovgrundlag

Planloven § 13.

Bilag

Resume

I forbindelse med udarbejdelse af en lokalplan for etablering af et nyt boligområde ved Ørnekærsvænge har Ishøj Kommune anmodet Ishøj Varmeværk om at udarbejde et forslag til varmeforsyning af lokalplanområdet. Ishøj Varmeværk har fremsendt projektforslag for fjernvarmeforsyning af lokalplanområdet til Byrådets godkendelse.

Sagsfremstilling

Projektforslaget skal efter Byrådets godkendelse i høring i 4 uger hos berørte grundejere, som er Ishøj Kommune. Jf. Bekendtgørelse om godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg skal byrådet godkende projektforslaget under forudsætning af, at projektforslaget samfundsøkonomisk set er den bedste løsning.

Den samfundsøkonomiske beregning for projektet for lokalområdet ”Ørnekærsvænge” viser, at fjernvarmeforsyning vil opnå et samfundsøkonomisk overskud på kr. 166.844,- og et overskud for Ishøj Varmeværk på kr. 2.261.088,- over 20 år, samt at brugerne vil opnå en besparelse på kr. 875,- årligt i forhold til individuel opvarmning med varmepumper. Beregningsforudsætningerne er blandt andet, at der opføres en boligblok med 55 lejligheder, 14 rækkehuse og en vinterhave, der alle opvarmes med lavtemperatur fjernvarme på 55
oC. Både fremtidig bygherre og Ishøj Varmeværk har udtrykt ønske om, at der etableres fjernvarme forsyning i området.

Indstilling

Klima- og Miljøudvalget indstiller, at projektforslag til fjernvarmeforsyning af lokalplanområde 1.89 "Ørnekærsvænge" sendes i 4 ugers offentlig høring.

Forslag til beslutning:

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at Klima- og Miljøudvalgets indstilling følges.

Beslutning

Tiltrådt

Økonomi

Anlægsomkostningerne på ca. 1,875 mio. kr. jf. de samfundsøkonomiske beregninger finansieres af byggemodningsbidraget, idet alle grundejere skal bidrage til etablering af den kollektive varmeforsyning.

Lovgrundlag

Lov om varmeforsyning.
Bekendtgørelse om godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg.

Bilag

Resume

Vejdirektoratet har opstartet forundersøgelsen af en sydlig Ring 5 vejforbindelse. Den skal vurdere muligheden for at etablere en motorvej fra Køge til Frederikssundsvej. Forundersøgelsen kan danne grundlag for at dimensionere en eventuel senere VVM-undersøgelse af en Ring 5 vejforbindelse og medvirke til et beslutningsgrundlag herfor.

Sagsfremstilling

En forundersøgelse af en sydlig Ring 5 vil tage udgangspunkt i de tidligere undersøgelser, men vil komme dybere i de konkrete forhold i korridoren. Vejdirektoratet tager udgangspunkt i tidligere analyser, bl.a. den strategiske analyse af en vestlig ringkorridor i Hovedstadsområdet fra 2013 (bilag).

Vejdirektoratets analyser understøtter, at der er størst trafikalt potentiale i en sydlig Ring 5 mellem Køge og Frederikssundsvej. Det er også blevet konkluderet, at der kunne være trafikale perspektiver i en sydlig Ring 5 1/2 med en vestligere linjeføring. Det anbefales i kommissoriet, at der tages udgangspunkt i en korridor som beskrevet i den strategiske analyse vedrørende Ring 5 og 5 1/2, hvor relevante effekter af en mere konkret linjeføring vurderes nærmere.

Der foretages en beskrivelse af eksisterende forhold og gennemgang af de undersøgte korridorer fra den strategiske analyse med fokus på sammenhæng med det øvrige vejnet i den sydlige og vestlige del af hovedstadsområdet.

Der vil også blive foretaget en nærmere analyse af et eller flere relevante forslag til en vejforbindelse, samt de arealmæssige behov og blandt andet under hensyntagen til bysamfund i korridoren, miljøforhold m.v. Der vil blive udarbejdet forslag til mulige etapeopdelinger, hvis det vurderes relevant.

I forbindelse med forundersøgelsen er der nedsat et teknikerudvalg med de berørte kommuner i korridoren, hvor Vejdirektoratet kan orientere om undersøgelsen, og der kan være gensidige drøftelser af relevante emner. Der kan også via teknikerudvalget nedsættes en eller flere arbejdsgrupper til drøftelse af specifikke problemstillinger. Direktør Marie Louise Madsen repræsenterer Ishøj Kommune.  

Denne sag skal ses i sammenhæng med sagen om "Ring 5 - Oplæg fra Grønt Forum". Begge sager forelægges også Klima- og Miljøudvalget.

Indstilling

Klima- og Miljøudvalget og Teknik- og Bygningsudvalget indstiller, at sagen tages til efterretning.
Enhedslisten ønsker ikke, at der udføres en forundersøgelse af en sydlig Ring 5.

Forslag til beslutning:

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at Klima- og Miljøudvalgets og Teknik- og Bygningsudvalgets indstilling følges.

 

Beslutning

Til efterretning

Lennart H. Nielsen (V) afventer stillingtagen. Sami Deniz (F) ønsker ikke at der gennemføres en forundersøgelse.

Bilag

Resume

På baggrund af afholdt licitation foreslås det, at Ishøj Kommune i samarbejde med Ishøj Forsyning indgår kontrakt med Hoffmann på byggemodning af nyt erhvervsområde ved Vejleåvej, Pilemølle Erhverv og Naturpark.

Sagsfremstilling

Ishøj Kommune har i forbindelse med udarbejdelse af ny Lokalplan nr. 1.85, Erhvervsområde ved Vejleåvej og kommuneplantillæg nr. 7, udarbejdet et projekt til anlæg af nye adgangsveje til nyt erhvervsområde mellem højhastighedsbanen og Vejleåvej, Pilemølle Erhverv og Naturpark.

 

Projektet omfatter anlæg af fire adgangsveje med tilslutning til Vejleåvej, nyt signalanlæg i krydset Ishøj Stationsvej / Vejleåvej og nye cykelstier langs Vejleåvej fra Ishøj Bygade til Pilemøllevej.

 

For Ishøj Forsyning omfatter projektet anlæg af regn-, spilde- og drikkevandsledninger i det kommende erhvervsområde og tilslutning til eksisterende system, samt anlæg af regnvandsbassiner syd for erhvervsområdet.

 

Ishøj Kommune og Ishøj Forsyning har haft detailprojektet for Pilemølle Erhverv og Naturpark i udbud. Projektet blev udbudt i begrænset licitation i henhold til tilbudsloven. Tildelingskriteriet var det økonomisk mest fordelagtige tilbud, bedømt ud fra pris, tidsplan og projektorganisation.

 

Fire ud af fem indbudte entreprenører valgte at afgive bud på opgaven, og licitationsresultat, bedømmelse og indstillingsskrivelse er vedlagt som bilag.

Ishøj Kommunes andel fremgår af vedlagte bygherreoverslag og de totale udgifter til byggemodningen beløber sig til 14,1 mio. kr. Der er tidligere søgt midler frigivet til rådgivning og beplantningsprojektet på i alt 2,6 mio. kr.

 

Arbejdet forventes igangsat i marken i august 2019 og forventes endelig afsluttet i november 2020.

Indstilling

Økonomi og Planudvalget indstiller,

at der gives anlægsbevilling på 11,5 mio kr. til gennemførelse af byggemodningsprojektet.

at borgmesteren bemyndiges til at indgå kontrakt med Hoffmann på kr. 10,8 mio. kr. på vegne af Byrådet.

 

Finansieringen foreslås afholdt over salgsprovenuet fra Pilemølle Erhverv.

Beslutning

Tiltrådt

Bilag

Resume

Der skal træffes beslutning om en ændring af parkeringsnormen for etageboliger uden for det stationsnære område.

Sagsfremstilling

Lokalplan 1.88 Ørnekærs Vænge syd er under udarbejdelse. Lokalplanen vil muliggøre et etageboligbyggeri med seniorboliger og 14 rækkehuse. 

Den gældende parkeringsnorm i Kommuneplan 2014 for etageboliger og rækkehuse, udenfor det stationsnære område, er 1,5 parkeringsplads pr. bolig. Bygherre har spurgt til muligheden for, om byrådet vil nedsætte parkeringsnormen for seniorboliger, idet det ifølge deres erfaringer ikke er nødvendigt med 1,5 p-plads i et seniorbyggeri, hvor en stor del af beboerne har nået pensionsalderen, og derfor typisk kun har én bil pr. husstand. 

Administrationen har foretaget en analyse af et eksisterende seniorboligbyggeri i Ishøj, Kirkehaven, som dog ligger stationsnært. Analysen omfatter aldersfordeling, antal boliger og bilejerskab. 

Resultatet af analysen viser, at 80 % af beboerne er 65 år eller derover, og at størstedelen af beboerne er pensioneret. I Kirkehaven er der 47 boliger fordelt på 16 to-værelseslejligheder og 31 tre-værelseslejligheder. Der er i alt 65 beboere i bebyggelsen, der fordeler sig således, at der i 62 % af boligerne kun bor én person. I forhold til bilejerskab har 27 % af beboerne ingen bil, 56 % én bil og kun 17 % af beboerne har mere end to biler. Parkeringsnormen for etageboliger indenfor det stationsnære kerneområde, herunder Kirkehaven, er 0,8 p-plads pr. bolig. Behovet for parkering er således i overensstemmelse med den eksisterende parkeringsnorm.  

På trods af at Ørnekærs Vænge ikke ligger stationsnært, er det vurderingen, at erfaringerne omkring bilejerskab i seniorboliger fra Kirkehaven kan videreføres, og at parkeringsnormen således kan nedsættes fra 1,5 til 1,0 p-plads pr. bolig. Vurderingen bakkes op af erfaringerne fra et tilsvarende seniorboligbyggeri i Frederikssund, der ligger i samme afstand fra stationen. Her er parkeringsnormen 1,0 p-plads pr. bolig, og aldersfordelingen på de beboere, der har købt boligerne, er højere end erfaringerne fra Kirkehaven, da gennemsnitsalderen er på ca. 70 år. Byggeriet har været indflytningsklart siden februar 2019, så der findes endnu ikke et tal på bilejerskabet for bebyggelsen, der kan eftervise vurderingen.  

Rækkehusene i lokalplanområdet, som ikke er et seniorkoncept, vil fortsat få en parkeringsnorm på 1,5 parkeringsplads pr. bolig.

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at der udarbejdes et tillæg til Kommuneplan 2014, der ændrer parkeringsnormen for seniorboligbyggeri udenfor det stationsnære område fra 1,5 p-plads pr. bolig til 1,0 p-plads pr. bolig.

Beslutning

Tiltrådt

Bilag

Resume

Folkeregistret har modtaget flere henvendelser fra borgere, der ønsker at flytte og anmelde adresse til beboelse i deres båd i Ishøj Havn. Der er udarbejdet retningslinjer til håndtering af dette, således at lovgivningen på CPR- og planområdet kan overholdes.

Sagsfremstilling

Registrering af adresse er omfattet af CPR loven:
Af § 9 fremgår, at en person, hvis eneste bolig er en båd, campingvogn eller lignende bevægelig bolig, skal registreres med en adresse dér, hvis båden, campingvognen eller lignende fast befinder sig et bestemt sted.

Området, hvor bådene ligger, er omfattet af lokalplan 1.54 – Ishøj Havn.
Af § 3 fremgår, at anvendelsen i området dækker over havneformål, havneanlæg, havnerelaterede virksomheder og vandarealer mv.

Beboelse i en båd i området er således i strid med lokalplanens anvendelsesbestemmelser.

Kommunen har i 2015 indgået en aftale med 20 bådejere (inkl. deres familier) ift. helårsbeboelse i havnen. Aftalen er i strid med lokalplanens bestemmelser og indgås et år ad gangen og udløber pr. 31. marts. Disse 20 bådejere er registreret med adresse i Ishøj Havn.

Der er i fællesskab mellem relevante centre i kommunen udarbejdet retningslinjer til håndtering af fremtidige henvendelser udover de 20, der er omfattet af kontrakten.

Retningslinjerne indebærer, at en borger ved henvendelse i Folkeregistret bliver videresendt til planmyndigheden Byggesager. Folkeregistreret kan ikke flytte en borger, hvis ikke Byggesager har oprettet adressen og ”båden” som bygning i BBR. I Byggesager vil borger gøres bekendt med, at beboelsen er i strid med lokalplanen, og at en eventuel beboelse på en adresse i havnen vil medføre en efterfølgende lovliggørelsessag med varsel om påbud, påbud og politianmeldelse med dagsbøder. Folkeregistreret vil orientere Byggesager i fald en borger alligevel registrerer sig, således at en lovliggørelsessag kan opstartes.

I tilfælde af, at sagen påklages til Planklagenævnet, må det forventes, at de 20 husbåde med adresse i havnen også skal lovliggøres fysisk. Det vil betyde, at deres kontrakt ikke vil kunne fornys, at de må ikke bo i bådene mere, og at deres adresser skal afmeldes fra havnen. 

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget indstiller, at kontrakter om helårsbeboelse i både opsiges, således at der pr. d.d. er frem til 31. marts 2021 til at fraflytte.     

Forslag til beslutning:

Økonomi- og Planudvalget indstiller,

Beslutning

Sagen tages af dagsordenen.

Lovgrundlag

CPR lovens § 9.
Planlovens § 18.

Offentlig beslutning der skal udfyldes, hvis punktet er lukket

Tiltrådt.

Resume

Forslag om at Ishøjs turismeindsats bliver en del af Wonderful Copenhagens udviklingsprojekt ”Copenhagen Neighbors”. 

Sagsfremstilling

Ishøj Byråd besluttede den 28. januar 2019, at turistinformationen erstattes af digital turistinformation og information de steder, hvor turisterne kommer i forvejen.  

Det foreslås, at Ishøj Kommune indgår i et samarbejde med Wonderful Copenhagen, som i deres strategi ønsker at sprede turisterne til områder udenfor København. Ishøj vil i den forbindelse komme med i udviklingsprojektet ”Copenhagen Neighbors”, som kommer til at bestå af Dragør og Lyngby-Taarbæk kommuner, der ligesom Ishøj er kommuner i hovedstadsområdet med et særligt turismepotentiale.

Samarbejdet sker i forbindelse med etableringen af Erhvervsstyrelsens nye turismefremmesystem, der skal sikre, at turismefremmeindsatsen styrkes i 15-25 tværkommunale destinationsselskaber inden udgangen af 2020. Det er vurderingen, at Ishøj, ved at indgå i et destinationsselskab med København og andre interesserede storkøbenhavnske kommuner, vil stå stærkere i tiltrækningen af besøgende til kommunen og ligeledes vil stå stærkere i ansøgningen til puljemidlerne, som bliver frigivet i den forbindelse.

Aftalen med Wonderful Copenhagen indebærer, at de, med deres ressourcer og viden bliver projektledere på puljeansøgningerne for destinationsselskabet og ligeledes assisterer i udviklingen af digital turistinformation og markedsføring af Ishøj. Sidstnævnte betyder, at visitvestegnen.dk, som i dag kun drives af Ishøj, bliver nedlagt og lagt ind under Wonderful Copenhagens visit-side. Dermed tilgodeses en lokal formidling af Ishøj Kommune.

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at Ishøjs turismeindsats bliver en del af samarbejdet med Wonderful Copenhagen.

Beslutning

Tiltrådt

Økonomi

Kan holdes indenfor den nuværende ramme, idet udgiften er den samme, som tidligere er blevet brugt på visitvestegnen.dk

Sagsfremstilling

Nøgletal for beskæftigelsesområdet består af en oversigt over udvalgte ydelser fordelt på målgrupper pr. måned samt et notat, som viser udviklingen over en længere årrække.

Bilag 1 og 2 supplerer hinanden og giver et mere nuanceret billede af udviklingen på beskæftigelsesområdet i Ishøj Kommune.

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget tager nøgletal for beskæftigelsesområdet til efterretning.

Beslutning

Til efterretning

Bilag