Hvorfor er det vigtigt, at jeg stemmer til kommunalvalget?

Måske tænker du, at kommunalvalget ikke er så vigtigt. Men faktisk er det her, at du har størst mulighed for at få indflydelse på din egen hverdag

Når du stemmer til kommunalvalget, er du med til at vælge dem, der skal sidde i byrådet i Ishøj Kommune.

Det er byrådet, der beslutter:

  • Hvor mange pædagoger, der skal være i børnehaver og vuggestuer
  • Hvordan skolerne skal prioritere deres ressourcer
  • Hvilke fritidstilbud, der skal være til børn og unge
  • Om der skal bygges nye boliger
  • Hvordan kommunen skal arbejde med klima og miljø
  • Hvordan vi støtter ældre og sårbare borgere
  • Hvordan vi fremmer tryghed, integration og fællesskab

Kort sagt: Kommunalpolitik former det sted, som du kaldet dit hjem, og sætter rammerne for din hverdag.

Det kan være let at tro, at én stemme ikke betyder noget, og at din stemmer ikke rykker ved det store politiske billede.

Men i kommunalvalg er forskellen på andelen af stemmer ofte ganske lille. Nogle gange kan få stemmer derfor afgøre, hvem der bliver valgt ind i byrådet - og dermed, hvem der skal bestemme over din hverdag i de næste fire år.

Når du stemmer, er du med til at sikre, at de politikere, som lytter til dine behov og interesser, får en plads i byrådet.

Derfor tæller hver eneste stemme - uanset om du er ung, ældre, ny i vores kommune eller har boet i Ishøj hele dit liv.

Når alle befolkningsgrupper i Ishøj stemmer – unge, ældre, indvandrere, studerende, børnefamilier – bliver beslutningerne i byrådet mere retfærdige.

Jo flere, der stemmer, desto bedre kan beslutningerne i byrådet afspejle de mange holdninger i Ishøj.

Hvis nogle grupper ikke stemmer, er der risiko for, at deres behov bliver overset.

Ved at stemme viser du derfor, at du tager ansvar for demokratiet og det fællesskab, som vi alle er en del af her i Ishøj.

Du behøver ikke være ekspert i politik for at stemme - du skal bare have en holdning til din hverdag.

Mange stemmer på det parti eller den kandidat, de synes bedst repræsenterer deres værdier og ønsker for Ishøj.

Tænk derfor over, hvilken kommune du gerne vil bo i, og hvilken hverdag du ønsker dig - og find derefter en kandidat, som bedst repræsenterer dig.

Når du skal finde den rette kandidater til dit kryds, kan du fx:

  • Læse om kandidaterne og deres mærkesager
  • Tage en valgquiz
  • Spørge familie, venner eller kolleger, hvordan de vælger

Og husk: Det vigtigste er ikke, hvad du stemmer - men at du stemmer.