Tilskud til foreningsarbejde i Ishøj

I Ishøj Kommune har vi et godt og mangfoldigt foreningsliv. Det styrker fællesskabet og engagementet i kommunen

Med udgangspunkt i Folkeoplysningsloven har Byrådet vedtaget et sæt retningslinjer for tilskud til foreningsarbejdet.

Betingelsen for at få tilskud er, at Folkeoplysningsudvalget har godkendt foreningen som en tilskudsberettiget folkeoplysende forening i Ishøj Kommune.
Der er følgende muligheder for tilskud:
• Medlemstilskud
• Tilskud til leder- og instruktørkurser
• Lokaletilskud
• Ekstraordinære tilskud til fx inventar/udstyr, nye initiativer mm.
• Kopiservice
• Tilskud til venskabsbysamarbejde
• Tilskud til deltagelse i store internationale mesterskaber
• Tilskud til eliteidrætsforeninger
• Tilskud til jubilæer

Idrætsforeninger og børne- og ungdomsforeninger kan få tilskud til medlemmer under 25 år og over 60 år. Det samme gælder for politiske ungdomsforeninger, dog kun for medlemmer bosiddende i Ishøj.

Foreninger i kategorien Øvrige foreninger kan få tilskud til alle medlemmer uanset alder.

Der gives dobbelt tilskud til medlemmer med handicap i forhold til aktiviteten. Med mindre handicappet er indlysende, skal der udfyldes en handicaperklæring.

Medlemstilskuddet er forudbetalt. Tilskuddet kan højest være det samme som medlemmernes indbetaling af kontingent året før.

Foreningen søger om medlemstilskud via Ishøj Foreningsportal inden udgangen af marts. Det er en betingelse for at søge tilskud, at foreningen godkender en erklæring om, at reglerne om indhentelse af børneattester overholdes.

Nye foreninger kan søge medlemstilskud fra den første måned efter, at de er blevet godkendt.

Som hovedregel kan foreninger få tilskud til kurser arrangeret af hovedorganisationerne på de forskellige områder. Tilskuddet udgør 75 % af kursusudgiften, dog er der et maxbeløb pr. person, som reguleres årligt.

Der gives tilskud til billigste offentlige transport eller kørsel i egen bil. Ved kørsel i egen bil gives kilometergodtgørelse efter statens laveste takst under forudsætning af, at privatbiler fyldes op, hvis flere deltager i det samme kursus.

Der gives ikke tilskud til overnatning, medmindre det er en del af kursusudgiften. Tilskud til kurser uden for Danmarks grænser skal godkendes på forhånd af formanden for Folkeoplysningsudvalget og skal derfor søges på forhånd.

Tilskud til leder- og instruktørkurser kan søges året rundt via et ansøgningsskema, som findes på www.ishoj.dk.

Hvis det ikke er muligt at anvise et egnet kommunalt lokale, kan der ydes tilskud til leje af privatejede lokaler til aktiviteter for børn og unge under 25 år.

Privatejede lokaler inden for kommunens grænser skal være godkendt af Ishøj Kommune. Efter Undervisningsministeriets satser udgør tilskud til lokaler højst 75 % af lejen.

Tilskuddet udbetaltes, når foreningen kan dokumentere udgiften til lokaleleje. Hvis der ikke kan lægges ud for lokalelejen, kan foreningen anmode om at få udbetalt et à conto tilskud. Lokaletilskud kan søges året rundt via et ansøgningsskema, som findes på www.ishoj.dk

Foreninger kan søge om et ekstraordinært tilskud til inventar, udviklingsarbejder, nye initiativer, udstyr m.m.
Der er følgende betingelser:
1. Foreningen skal have bestået i mindst 1 år
2. Foreningens driftsoverskud eller rørlige formue må ikke overstige 40.000 kr.

Det er Folkeoplysningsudvalget, der beslutter, om foreningen kan få tilskud. Udvalget kan i begrænset omfang dispensere fra formuegrænsen, når foreningen kan vise, at den samler kapital til investeringsformål m.m. i henhold til foreningens formål.

Ekstraordinære tilskud kan søges året rundt ved at sende en begrundet ansøgning sammen med regnskabsoplysninger til Center for Kultur og Fritid.

Foreninger kan få trykt klubblade, foreningsmeddelelser m.v. i begrænset oplag enten i Ishøj Idræts & Fritidscenter eller på Ishøj Rådhus. Mulighederne beskrives i en særskilt folder om kopiserviceordningen.

For at udbrede kendskabet til Ishøj Kommunes venskabsbyer og skabe et godt samarbejde, kan foreninger i Ishøj Kommune søge tilskud til enten at besøge eller få besøg fra en venskabsby.

Ishøj Turistbureau administrerer ordningen og det er her foreninger skal henvende sig for at søge om tilskud til venskabsbysamarbejde.

Foreninger/personer i Ishøj Kommune kan få økonomisk tilskud til deltagelse i store internationale mesterskaber: De Olympiske Lege, Verdensmesterskaber, Europamesterskaber og Nordiske mesterskaber.

Folkeoplysningsudvalget afgør tilskuddets størrelse ud fra en samlet
vurdering. Kriterierne er følgende:
1. Børn og unge har højest prioritet
2. Der skal være tale om en officiel udtagelse
3. Der ydes kun tilskud til amatører

Ansøgning om tilskud, budget og en kopi af den officielle udtagelse sendes på mail til Center for Kultur og Fritid: kultur@ishoj.dk.

Puljen har til formål at forbedre forholdene for eliteidrætsforeninger ved at yde økonomisk støtte.

Følgende kan søge tilskud:
1. Foreninger med hold i landets bedste række
2. Foreninger i individuelle idrætsgrene, hvor medlemmerne dyrker idræt på højeste plan.

Foreninger kan søge tilskud to gange om året. Ansøgningsfristen er den 1. februar og den 1. august. Folkeoplysningsudvalget beslutter ud fra en samlet vurdering, om der kan ydes tilskud.

Enkeltpersoner kan ikke søge om tilskud fra puljen.

Der udbetales et gratiale til foreninger, der har 10, 25, 50, 75 og 100 års jubilæum. Meddelelse om foreningens jubilæum sendes til Center for Kultur og Fritid.

Yderligere oplysninger og ansøgningsskemaer findes på www.ishoj.dk
Kontakt Center for Kultur og Fritid hvis der er
spørgsmål eller brug for hjælp.

Ishøj Kommune
Ishøj Store Torv 20 2635 Ishøj
Telefon: 43 57 75 75
www.ishoj.dk

Center for Kultur og Fritid
Telefon: 43 57 71 17
Mail: kultur@ishoj.dk

Telefon åbningstider: 

Mandag - onsdag 9-15
Torsdag 12-17
Fredag 9-12