Midler til frivilligt, socialt arbejde

Ishøj kommune afsætter hvert år midler til at støtte frivilligt, socialt arbejde efter Servicelovens § 18 og Barnets Lov § 17.

Social- og Sundhedsudvalget besluttede i april 2024, at lovgrundlaget for uddeling af midler til frivilligt socialt arbejde fremover både bliver §18 i Serviceloven og §17 i Barnets Lov. Hermed sikres at frivillige indsatser for både sårbare børn, unge, voksne og ældre fortsat kan modtage midler som hidtil. Der er ikke sket nogle ændringer i kriterier eller uddelingsbeløbet.

To gange om året uddeler Ishøj Kommune midler til at støtte frivilligt, socialt arbejde efter Servicelovens § 18 og Barnets Lov § 17.

Midlerne er med til at støtte op om de mange vigtige opgaver, initiativer og indsatser, som du som frivillig er med til at varetage.

Der er ansøgningsfrist den 15. maj og den 15. november

Når midlerne skal uddeles er der især fokus på at støtte initiativer, som:

  • er lokalt forankret
  • fremmer samarbejdet mellem borgere, frivillige foreninger, netværk, private aktører mfl.
  • har ishøjborgere som medlemmer/målgruppe

Herudover prioriteres initiativer, der har fokus på udsatte målgrupper, da de støtter op om kommunens politikker på området.

Du kan se Ishøj Kommunes politikker her

Ansøgningerne behandles i Social- og Sundhedsudvalget i hhv. juni og december måned og der gives umiddelbart derefter besked om bevilgede midler eller afslag.

I Ishøj vil medarbejdere, ledere og politikere også meget gerne indgå i eller hjælpe med udvikling af projektidéer - på lige fod med øvrige deltagere, så vi sammen kan skabe det bedste Ishøj på tværs af kommune, frivillige, borgere, pårørende og andre relevante deltagere.

Læs mere om samskabelse mellem kommune og frivilligliv her

Serviceloven forskriver at:
§ 18. Kommunalbestyrelsen skal samarbejde med frivillige sociale organisationer og foreninger.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal årligt afsætte et beløb til støtte af frivilligt socialt arbejde.
Stk. 3. Rammerne for samarbejdet fastlægges af den enkelte kommunalbestyrelse.

Barnets lov foreskriver:

§17. Kommunalbestyrelsen skal samarbejde med frivillige sociale organisationer og foreninger på børne- og ungeområdet. Rammerne for samarbejdet, jf. 1. pkt. fastlægges af den enkelte kommunalbestyrelse.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal årligt afsætte et beløb til støtte af frivilligt socialt arbejde på børne- og ungeområdet.

Du kan læse mere om Ishøj kommunes kriterier for modtagelse af midler til frivilligt socialt arbejde herunder.

Vi glæder os til at modtage jeres ansøgning

  • Foreninger, grupper, netværk og enkeltpersoner, der yder en frivillig social indsats til gavn for Ishøj Kommunes borgere kan komme i betragtning til midler til frivilligt socialt arbejde.
  • Midlerne kan ikke bruges til at afholde lønudgifter, da aktiviteterne, midlerne støtter, skal være båret af frivillig arbejdskraft.
  • Der gives tilskud til konkrete tiltag og aktiviteter som f.eks.: foredrag, undervisning for de frivillige, arrangementer, udflugter, administrationsudgifter og udgifter til markedsføring. Ligeledes gives tilskud til etablering af nye frivillige indsatser.
  • Aktiviteterne skal som udgangspunkt foregå i Ishøj Kommune. Der kan dog ydes tilskud til konkrete aktiviteter, som foregår uden for Ishøj, hvis der er deltagelse af borgere fra kommunen, og der ikke findes et lignende tilbud inden for kommunen. Lokalt forankrede aktiviteter vil dog blive prioriteret.
  • Der kan som udgangspunkt ikke ansøges om midler til frivilligt socialt arbejde efter Servicelovens §18 og Barnets Lov §17, såfremt man er en godkendt forening efter loven om Folkeoplysning, eller hvis man modtager tilskud som godkendt forening, jf. samme lov. Ansøger skal i den forbindelse afdække og udtømme deres muligheder for at søge midler i Kulturudvalgets pulje til aktiviteter, inden der søges midler til frivilligt socialt arbejde. 
  • Foreninger skal i forbindelse med ansøgningen oplyse, at de er bekendt med reglerne om at indhente børneattester. Der skal på foranledning fra Ishøj Kommune kunne fremlægges børneattester på samtlige frivillige, der har kontakt med børn under 15 år.
  • Det skal fremgå af ansøgningen, om der er søgt midler andre steder.
  • Indsatser/aktiviteter, der understøtter Ishøj Kommunes politikker og indsatser på social- og sundhedsområdet, vil blive prioriteret. Læs mere om politikkerne her.
  • Det er en forudsætning for tildelingen af midler, at der efter årets udgang fremsendes dokumentation for anvendelse af de bevilgede midler i form af et revideret regnskab samt en beskrivelse af, hvordan midlerne er brugt i henhold til tiltagets formål, målgruppe og resultater.
  • Ishøj Kommune har pligt til at føre tilsyn med, at foreninger mv., der modtager kommunale tilskud ikke modarbejder eller underminerer demokrati eller grundlæggende friheds- og menneskerettigheder. Dette betyder, at kommunen kan vælge at kontakte ansøgere af midler til frivilligt socialt arbejde for at indgå i en dialog om dette.

Materiale til brug for ansøgningen kan downloades på nedenstående links

Ansøgningsskema til midler til frivilligt socialt arbejde. Word format
Vejledning til ansøgningsskema

Har du brug for hjælp med at printe ansøgningsskemaet eller spørgsmål i forbindelse med udfyldningen af skemaet, så kan du kontakte Team Frivillighed

Ansøgning skal sendes pr. e-mail til team_frivillighed@ishoj.dk

Eller med post til:

Brohuset
Vejlebrovej 45
2635 Ishøj
Att.: Center for Voksne og Velfærd, Forebyggelse og Rehabilitering 1. sal

I forbindelse med regnskabsaflæggende kan nedenstående skabelon anvendes.

Skabelon til regnskabsaflæggelse.