Lind

Lind og Livet i havet: Verdensmål 14

Lindetræet er kærlighedens, rebenes og de etbenede piraters træ. De hjerteformede blade og den vidunderlige duft fra blomsterne om foråret kan varme selv det koldeste hjerte. Lindetræets bark har man brugt siden tidernes morgen til at lave reb af.
Mange etbenede pirater har lavet sig et træben af lindetræets ved, som er let at snitte i.
Verdenshavene har brug for at vi elsker dem og passer på dem, man skal bruge masser af reb når man sejler og etbenede søfarere havde brug for lindetræet. Derfor passer lindetræet godt til verdensmålet om livet i havet.

Fakta

Hvad er værd at vide?

Lindetræet har hjerteformede blade, duftende blomster i maj og små runde frugter med en bladvinge om efteråret. Lindetræet kan blive 30 meter højt og 300 år gammel.

Opgave til de små

De hjerteformede ønskeblade

Pluk eller find et blad fra lindetræet, kan du se hjerteformen? Hjerteformen er kærlighedens tegn. Hvis bladet er grønt, må du ønske et sommerønske og hvis bladet er gult, må du ønske et vinterønske. Fortæl dit ønske til bladet og læg det ved træets fod. Gå tre skridt baglæns og sig ”kære Lind lad mit ønske rejse med den gode vind.”

Opgave til de små

Dans en sørøverdans og hjælp lindetræet med at huske

Engang for længe siden var lindetræet sørøvernes favorittræ til at lave træben af. Både mænd og kvinder kunne blive sørøvere. Deres liv var farligt og vildt og flere mistede et ben i kamp. Heldigvis er lindetræet nemt at snitte i, så det var let at lave sig et træben af lindetræets ved. Men nogen gange glemmer træer den slags historier. Især i maj, kan lindetræet blive helt bedøvet af sin egen skønne blomsterduft og husker slet ingen ting.


Du kan hjælpe lindetræet med at huske, hvordan det en gang for længe siden har forsynet uheldige pirater med træben. Hink eller hop rundt om lindetræet imens I synger en sørøvervise og råber arrrrgh. Så husker Lindetræet nok, at det en gang har hjulpet mange etbenede mænd og kvinder.

Livet i havet

Livet i havet

Verdensmål nr. 14 handler om at beskytte vores hav og alt det liv, der bor der. Det betyder at passe på fisk og andre dyr, bl.a. ved at undgå at plastikaffald og anden forurening ender i havet.