Tibetansk kirsebær

Tibetansk kirsebær og Mindre ulighed: Verdensmål 10

Alle træer har bark. Barken beskytter mod vind og vejr. Barken beskytter også mod insekter og andre dyr, som lige vil gnaske lidt i træet. Barken sprækker lidt, når træet vokser, ligesom der kan komme strækmærker i huden på en gravid kvines mave.

Træernes bark kan også få ar ligesom os mennesker. Hvis der kommer en lille skade på træet, kan barken vokse sammen igen, og så kommer der et ar.

Man kan godt sige at barken er træernes hud.  Tibetansk kirsebærtræ har en flot rødbrun bark.  Andre slags træer ser anderledes ud, bark kan have mange flotte farver og spændende mønstre. Sådan er det jo også med os mennesker, vi er flotte på hver vores måde, og alligevel er vi ens. Derfor passer tibetansk kirsebær godt til verdensmålet om mindre ulighed.

Fakta

Hvad er værd at vide?

Tibetanske kirsebærtræer kommer fra Kina og Tibet. Det kan vokse helt oppe i 4000 meters højde. Det er meget få træer som kan det. Tibetanske kirsebærtræer blomstrer med fine hvide blomster og bliver 6-8 meter høje. Men det som tibetansk kirsebærtræ er allermest kendt for er træets smukke bark. Se hvor flot det ser ud med den rødbrune farve, den blanke overflade og de store flager.

Opgave til de små

Sej bark og sej hud: Find et ar

Vores hud er megasej og kan hele sig selv, hvis der kommer et sår. Så kommer der et ar. Måske har du også et ar?

Træernes bark kan også hele og få ar. Prøv at se om du kan finde et ar fra en skade i træernes bark. Det er sorte pletter på barken. Kig godt efter, for nogen gange er det ikke et ar, men bare en barkpore.

En barkpore er ligesom vores porer i huden. Barkporerne på de tibetansk kirsebærtræer er sorte vandrette streger.

Mindre ulighed

Mindre ulighed

Mål nr. 10 handler om at sikre, at alle mennesker bliver behandlet retfærdigt. Det betyder, at vi skal give alle de samme muligheder, uanset hvor de kommer fra og hvem de er.