Sirenerne vil hyle på onsdag - også på din telefon
01. maj 2024
Rigspolitiet og Beredskabsstyrelsen tester hvert år varslingskanalerne den første onsdag i maj klokken 12. Husk, at du også får en test-advarsel på din mobiltelefon
Når sirenerne hyler, er der normalt fare på færde. Men når sirenerne lyder i Ishøj onsdag den 7. maj kl. 12, behøver du ikke at bekymre dig eller gøre noget.
Den første onsdag i maj hvert år er nemlig Store Hyledag, hvor myndighederne tester sirenerne landet over.
Ligesom sidste år udsendes også en test-advarsel via S!RENEN, der kan modtages på din mobiltelefon.
Din telefon vil også larme
S!RENEN er et mobilbaseret varslingssystem, som myndighederne kan bruge til at advare, hvis en krise opstår, og folk kommer i fare.
I praksis betyder det, at du onsdag den 7. maj kl. 12 også kan opleve, at din mobiltelefon begynder at larme. Dette er helt normalt, så du må ikke gå i panik.
Ønsker du ikke at modtage test-advarslen via S!RENEN, skal du inden kl. 12 onsdag den 7. maj sætte din telefon i flytilstand eller slukke den. Vent til kl. 12.20 med at tænde igen.
Testen gennemføres den første onsdag i maj kl. 12. Her vil mobiltelefoner vibrere og afspille en høj lyd. Lyden varer ca. 10 sekunder. En tekst dukker op på skærmen, hvor der står, at det er en test. Teksten vil være på både dansk og engelsk.
Du kan modtage testadvarslen – og advarsler via S!RENEN i det hele taget – hvis du har en nyere mobiltelefon med opdateret styresystem og er på 4G/5G netværk.
Befinder du dig i et fareområde, og har du en nyere mobiltelefon med opdateret styresystem, modtager du automatisk advarsler via S!RENEN, hvis politiet advarer i området. Advarslen fortæller, hvad der sker, hvor det sker, og hvad du skal gøre. Tommelfingerreglen er:
STOP. LÆS. REAGÉR.
Hvis du hører de fysiske varslingssirener, og det ikke er en test:
GÅ IND, OG SØG INFORMATION HOS DR ELLER TV 2
Sirenerne afvarsler igen, når faren er ovre.
Du skal ikke ringe 1-1-2, når du hører varslingssirenerne. Du skal kun ringe 1-1-2, hvis du er i akut fare og har brug for hjælp fra politi, brandvæsen eller ambulance.
Hvis du har kontakt til udlændinge i Danmark, som ikke kender til den årlige test af sirener, kan du besøge Beredskabsstyrelsens hjemmeside.
Her kan du finde oplysninger om sirenetesten og S!RENEN på en lang række sprog.
Du kan også downloade pdf'er på forskellige sprog, som du kan printe og give til udlændinge.