Vil din forening starte et hold for borgere med særlige behov?
Her kan du læse mere om, hvordan du starter et hold for borgere med særlige behov og hvilke tilskud, du kan søge
Ishøj Kommune søger foreninger, som gerne vil opstarte nye hold for børn og unge med særlige behov. Som forening kan I inkludere børn og unge med særlige behov på forskellige måder.
Holdene kan enten være:
- et almenhold med ekstra rummelighed og ressourcer
- et eller flere specialhold
- træning/aktivitet målrettet deltagere med et bestemt handicap
Ishøj Kommune yder 4xmedlemstilskud til deltagere med handicap og hjælper din forening med at søge 'Den Fælleskommunale Handicapidræt og Fritidspulje' om opstartsmidler.
Har du lyst til at vide mere? Kontakt enten kultur@ishoj.dk eller Specialsport.dk
Hvert år udvikler Specialsport.dk en guide, der bruges som rådgivningsplatform til alle med særlige behov og handicap, forældre og andre, der er interesseret i at finde frem til foreningsaktiviteter, når man har særlige behov og handicap. Her kan jeres tilbud også komme med. Gå til guiden her
Mere info
Hvis din forening gerne vil starte et hold for børn eller unge med særlige behov eller funktionsnedsættelser, så har du mulighed for at få hjælp og støtte.
Igennem det fælleskommunale samarbejde for handicapidræt er det muligt at søge en pulje.
Den fælleskommunale handicapidræt- og fritidspulje er en sammenslutning af 15 kommuner i hovedstadsområdet, som i fællesskab yder økonomisk tilskud til oprettelse af nye idrætstilbud for børn og unge med funktionsnedsættelse.
Aktiviteterne oprettes på tværs af kommunegrænser, og støtten gives med henblik på, at flere børn og unge under 25 år kan komme til at dyrke deres interesse i foreninger.
Læs mere om 'Den fælleskommunale handicapidræt og fritidspulje' her.
Du er altid velkommen til at kontakte Center for Kultur og Fritid på kultur@ishoj.dk, hvis du er interesseret i at høre mere.