Snart går letbanens anlægsarbejde i gang i Ishøj

10. januar 2022

I starten af 2022 går Hovedstadens Letbane i gang med anlægsarbejdet i Ishøj. Her kan du læse mere om, hvordan du kan holde dig orienteret om byggeriet

De seneste par år har byggeriet af Hovedstadens Letbane været godt i gang i flere af kommuner.

Nu er turen kommet til Ishøj, hvor entreprenøren MJ Eriksson snart går i gang med at bygge letbanen.

Her kan du læse om, hvorfor der bliver bygget en letbane i hovedstadsområdet.

Området skal ombygges

I Ishøj vil letbanen begynde ved Ishøj Station og fortsætte ud på Vejlebrovej og til højre af Ishøj Stationsvej, før den svinger til venstre ad Ishøj Strandvej frem mod kommunegrænsen til Vallensbæk - og videre nordpå til Lyngby.

Det betyder, at området ved stationen, Ishøj Stationsvej og Ishøj Strandvej skal ombygges i de kommende år, så der bliver plads til letbanen.

Hovedstadens Letbane forventer, at arbejdet med at ombygge vejen går i gang i løbet af februar 2022. Men allerede her i starten af det nye år går Hovedstadens Letbane i gang med at etablere en arbejdsplads over for Ishøj Station, så den er klar, når arbejdet går i gang.

Arbejde i flere faser

Arbejdet vil forløbe i forskellige faser og forskellige steder i de kommende par år.

Hovedstadens Letbane vil løbende informere om de enkelte arbejder, efterhånden som de går i gang - herunder også, hvordan arbejdet vil påvirke trafikken.

Det meste af arbejdet ventes at blive udført inden for almindelig arbejdstid, som i Ishøj Kommune er hverdage kl. 7-18 og lørdage kl. 8-16.

Hovedparten af arbejdet vil minde om almindeligt vejarbejde, som man kender det, hvor asfalten fjernes, vejen bygges om og nyt fortov og ny cykelsti etableres.

Selvom Hovedstadens Letbane gør, hvad de kan for at mindske generne fra byggeriet, kan letbanen ikke bygges, uden at det påvirker letbanens naboer, mens arbejdet står på. Hovedstadens Letbane beklager naturligvis de gener, du vil kunne opleve som trafikant eller nabo til arbejdet de forskellige steder i området.

Sådan kan du følge byggeriet

Du kan følge byggeriet af letbanen i Ishøj på dinletbane.dk/ishoej.

Når arbejdet går i gang, kan du på kortet på siden se de områder, hvor Hovedstadens Letbane arbejder. Hvis du klikker på arbejdsområderne, kan du læse nærmere om arbejdet og bl.a. se, hvornår Hovedstadens Letbane forventer at være færdig på området.

På siden kan du også tilmelde dig en mailingliste og få seneste nyt om byggeriet i Ishøj på mail.

Hvis du har spørgsmål til arbejdet i Ishøj, er du altid velkommen til at kontakte Hovedstadens Letbane. Det kan du gøre på info@dinletbane.dk eller 7242 4500.

Kom med på en "prøvetur" i letbane

Selvom letbanen først vil stå klar i 2025, kan du allerede nu komme med på en "prøvetur".

Du kan se og opleve hele ruten fra Ishøj til Lundtofte i videoen forneden.

(I forhold til videoen vil den færdige rute have et par mindre afvigelser i bl.a. Lyngby og ved DTU på grund af trafikale forhold.)